SSSSSHHHHHHH skal vi tage en snak om virkeligheden?

Skal man fortælle sin chef alt???

Dette spørgsmål køre rundt i mit hovede konstant. Jeg er så tæt på at fortælle min chef om min barske virkelighed, om min efterfødselsreaktion og stress… jeg vakler hele tiden skal, skal ikke, og hvis man skal, er der så et godt tidspunkt ?

Jeg er tjener på en travl restaurant, og jeg plejer at elske stres. jo mere travlt der var, jo gladere og højere på adrenalinsus var jeg. Men nu kan jeg mærke at hvis jeg bliver presset, skal jeg bruge så mange kræfter på at smile og på at fokusere på det jeg har gang i. Jeg skal bruge kræfter på ikke at råbe af alt og alle, for det er i virkeligheden det jeg har mest lyst til, det er ikke en fed følelse.

Jeg kan desværre også mærke at det går udover min familie, efter jeg er startet op på jobbet, hvis jeg har været i gang en hel dag og har haft travlt og har stået alene med ungerne om aften, fordi manden jobber, og søvnen måske ikke har været så god, ja så er jeg helt derude hvor jeg snapper af ungerne og skynder på dem om morgen, helt uden grund. Jeg har dog lært at undskylde og forklare, men det er bare ikke godt nok.

Mit spørgsmål er så bare om jeg skal fortælle den nye chef om mine problemer, lade hende komme tæt på, så hvis jeg knækker en dag, så kender hun oversagen, eller skal jeg bare holde min kæft og bide tingene i mig, for jeg er heller ikke interesseret i medlidenhed, eller at have en undskyldning for dårlig opførsel, men jeg kan bare mærke det fylder meget. Jeg troede ellers at jeg var ved at komme sikkert ud på den anden siden, men ak nej, der skal ingenting til før jeg er fluks tilbage, mon det nogensinde forsvinder helt?  Jeg har desværre hverken svaret eller løsningen på det. Men ville det ikke være mest fair overfor chefen, at hun ved hvad der røre sig. Man kan vel kun håbe på forståelse og frygte en fyring.

At være syg i sindet er det værste der kan ramme folk, hvis man åbner munden siger mange at man er sej, men der sidder desværre også den lille del der siger, “ja ja undskyldninger er der nok af, du gider bare ikke at arbejde”, men tro mig, lige meget hvad har det hjulpet en del på humøret at komme tilbage på jobbet, så jo vil hellere end gerne arbejde, spørgsmålet er bare om mit sind også vil være med.

Fru G (Det der ikke slår mig ihjel, gør mig stærkere, pas på supermand her kommer Fru G snart i 2.0 version og jeg er bum stærk)