Close
Fødselsdepression, tabu eller?
facebook pinterest twitter

Fødselsdepression, tabu eller?

Avatar
frug 1 marts 2016, 21:47

Ja, jeg er ramt af en mild form for fødselsdepression…

Min lyserøde sky, som jo gerne skulle komme sammen med baby, ja den lader vente på sig… hvor pokker er min? Jeg tror, der var overskyet, da jeg skulle tildeles en skyer.

Jeg har haft svært ved at sige: ”Ja jeg har der skidt…” men er det, fordi det er tabu at have en efter fødselsreaktion, eller er det, fordi jeg er flov over ikke at kunne leve op til alle mine forventninger?

Vi ved jo alle, at naboen har det perfekte liv ikke?

NEJ. Vi mennesker er så gode til at holde kæft med de dårlige ting, men råber til verden med alt det gode…

DSC_0075

Hygger med ny lillebror

Så du høre om naboens forfremmelse og om deres nye bil, i den rigtige farve, som mor lige kan nå at rengøre, mens bollerne hæver, ungerne leger og far slå græsset. Vi ved jo deres unger sover igennem, hele natten, i deres egen seng

Vi stræber for at nå det uopnåelige, men hvis skyld er det?


Hvis så mange får en fødselsdepression, hvorfor kender jeg så ikke nogen i min familie, som har haft en eller anden form for det?

Hvor mange kender du, der har turde sige det højt?

Min stres/fødselsdepression kommer til udtryk ved, at jeg ikke kan klare rod og larm, det kan gøre mig svimmel og sur. Jeg er ikke god til at tage beslutninger, og jeg er ikke god til, at tingene ikke går, som mit skema siger, de skal, og med 2 unger, går intet efter planen, og alt roder.

Jeg er sikker på, mange mødre kan nikke genkendende til, at vi prøver på at få det perfekte, vi vil jo bare vores familie det bedste.

Men er det bedste ikke, at mor også har det godt?

Jeg fik min åbenbaring, da min 4-årige datter ville lære mig at snurre rundt. Jeg hader det, jeg hader at blive rundtosset /svimmel, men så sagde hun: “Mor du skal bare holde øjnene på 1 sted, så bliver man ikke så rundtosset.”

Tøsen har jo ret. Når jeg bliver svimmel, skal jeg bare holde øjnene på 1 sted, min familie. Så lang tid de har det godt, går det nok, at der er rugbrødsmadder til aftensmad, at vasketøjet ikke er foldet, og at nullermændene ligger i krogene.

(Der er jo ingen, der render med noget af det…)

Måske kunne det være sjovt at snurre rundt og ikke have kontrol.

Måske kunne det være sundt, en gang imellem at fjolle rundt som en 4-årig, og være rundtosset, falde på numsen og tage imod hjælpen fra en, der rækker hånden frem og siger: “Opsadasse, op igen “

Jeg vil vinde over min sygdom.

Og jeg er sikker på, at ved fælles hjælp og ved at snakke om det så skide, uperfekte liv, at vi så finder udad, at vi er mange, der har det svært, og at det er okay, det roder lidt, så lang tid familien har det godt. Så håber jeg, vi kan hjælpe hinanden igennem denne søde svære tid og sige: “Opsadasse, op igen”… det er ikke et større tabu, end man gør det til, er det vel?

Fru G