30 år og lige begyndt?

30 år og lige begyndt?

Så skete det, jeg kan nu kalde mig en 30 årige kvinde. Ikke en 30 årige pige, nej en kvinde!
Havde jeg frygtet dagen? Nej egentlig ikke. For at sige det som det er, så har jeg nok været 30 år i et par år allerede.
I privatlivet har jeg altid være den lidt trælse fornuftige som aldrig rigtig sådan skejede ud, og når jeg så endelig gjorde det, så gik det som en chokbølge igennem hele vennegruppen og så skulle man høre for det hver evig eneste gang folk var samlet til noget. Jeg var hende der holdte folks jakker imens at de dansede og prøvede at score nogle fyre. Jeg var hende den kedelige rapkæftede pige som var svært at imponere!
Sådan ser mine veninder mig stadig, nu bare som mor til 4 børn, der styre hele huset med hård hånd og kærlighed, uden de store dramaer og en flagstang i haven, med grønt stakit, i et ret kedelig villakvarter.
Og nu kan jeg altså så også sige at jeg er i starten af 30érne, når folk i 40érne i mit erhvervsliv spørger mig. Det har nemlig til tider været svært at blive taget sådan helt seriøst til de store møder, når man sidder der som en “pige” på 28-29 år og skal argumentere imod nogle meget ældre herre. For ikke nok med at jeg evig og altid er den yngste til “The Big Meetings”, så er jeg ofte også ene hunkøn. Det kræver en fast hånd og et godt snakketøj for at blive hørt. For selvom at jeg har været mor i snart 8 år nu og derfor har haft en del ansvar på hjemmefronten i et stykke tid, så er det ikke noget der som sådan tæller i erhvervslivet til de møder hvor det virkelig gælder. Mine 40-50 årige kollegaer sagde sågar til mig her den anden dag da jeg besøgte dem” velkommen i de voksnes rækker!” Og der blev jeg lige 20 cm højere! Ikke at jeg ikke har været en del af fællesskabet osv. Nej, fordi at nu begynder de at se mig som en kvinde med ben i næsen, og ikke en pige med ben i næsen. Dog lød det bedre at sige at man var 29 år og mor til 4!

Når man runder vigtige milepæle i sit liv, så er det også tid til at funderer lidt over hvor man er nu og hvor man egentlig godt kunne tænke sig at være om endnu 10 år. Jeg har aldrig rigtig haft en plan for mit liv som sådan. Alle har kriterier for hvordan deres liv skal leves, og det har jeg selvfølgelig også. Men en direkte plan har jeg ikke, til trods for mit planlægger-gen.

Min rejse i 20érne har bragt mig meget langt, længere end jeg havde forventet. Både på hjemmefronten og karrieremæssigt. Når noget ikke gik som jeg ville, så tog jeg chancen og sadlede om eller vendte den situation til noget positivt. Som da min daværende chef tog alt æren for mit arbejde og lod mig lave det meste, tiltrods for at jeg kun lige var kommet ind på det område som nyuddannede og hans assistent.
Da vendte jeg sitationen til hvor meget erfaring jeg ville opnå på ingen tid og hurtigere ville få indsigt i de store ting, uden at det var mig der stod for tur ved ledelsen hvis noget ikke var som det skulle være.
2 år senere har jeg nu den samme stilling som ham i søsterfirmaet. Den indstilling håber jeg at jeg altid vil have og også turde at gøre det min mavefornemmelse og logik siger er mest smart fremover, selvom at den nuværende situation kan være knap så behageligt at være i.
Man skal altid vælge sine kampe med omhu……….

21 år – færdig som Teknisk Designer
22 år- blev mor for første gang
23 år – på dagpenge, ingen ville ansætte en uden erfaring
23 år – starter på ny udannelse
24 år – køber hus med kæresten
25 år – praktik hos firma
25 år – færdig som Produktionsteknolog
25 år – får job som assistent på praktikstedet
26 år – får tilbudt nyt job hos søsterfirmaet
26 år- får barn nr. 2
27 år – kommer tilbage fra barsel
28 år – bliver forfremmet
28 år – bliver gift med faren
29 år – får tvillinger
30 år – Kommer tilbage fra barsel

Det var så de 10 år!!

Ud fra denne opstilling har jeg nok netop været 30 år i et stykke tid. Jeg har haft fokus på familie og på job.

Så hvad skal jeg så lave i mine 30ére?

Opleve verdenen! Imens at mine jævnaldrende har festet og rejst, så har jeg skiftet ble, haft børn der ikke ville sove til middag og knoklet min røv rød på jobbet. Så nu hvor mine veninder begynder at få deres første børn så vil jeg ud og rejse om et par år 😀 Vi skal bare være en familie der nyder livet og bare kan se fremad. Ikke flere spædbørn i hjemmet og børn der ikke vil sove til middag og jeg som er heldig hvis jeg får barberet mine ben. De næste 10 år bliver uden tvivl også hårde, men det bliver på en anden måde end de 10 år jeg lige har været igennem…
Rynker og appelsinhud – DET vil jeg ikke tænke på!

Er jeg glad for det har jeg opnået indtil nu? Fandme ja!!!

Forventer jeg samme fart de næste 10 år? Måske, jeg lader skæbnen vise mig vej, som altid.

Tro på dig selv og din mavefornemmelse, så kommer du sindssygt langt – i hvad som helst!!