Mor til 4, mig?!

Tvillinger er noget naboen får, ikk’?
Eller i hvert fald dem der allerede har tvillinger i familien – sådan må det være!
Til trods for at over halvdelen af kvinderne i min familie, arbejder inden for børneområdet eller har gjort –
med stor glæde og passion. Så har jeg aldrig opfattet mig selv som en pædagog-person, overhovedet. Jeg
ser mig selv som en udadvendt, social person, med en personlighed der i dette rette selskab, kan fylde lidt!
Jeg har nu heller aldrig følt mig akavet i selskab med børn, specielt ikke de helt små, sådan fra 0-3 år. De er
nogle sjove og fascinerende væsner, med kun godhed i sig, hvilket har gjort mig godt tilpas.

Med babyer har jeg altid følt en omgående omsorgstrang når de var i mit selskab! Men at gå dertil og så til at sige at børn
ER mit liv og nogle væsner jeg i hele tiden vil være i selskab med – der er nok ret langt. At arbejde som Dagplejemor eller i en børnehave, er bestemt ikke en verden jeg ser mig selv i.
Da vi planlagde en 3’er herhjemme, var det fordi at vi ikke følte at vores lille familie var fuldendt. Vi “manglede noget”, som man siger. Den beslutning har vendt vores verden totalt, mere end hvad vi selv
havde vurderet at vi kunne rumme som forældre. For når forældre som er i den heldige situation at de kan
planlægge deres børn, så bliver der set på hvor mange skønne unger man har råd til, plads til OG kan rumme. Alle forældre ønsker at give hvert enkel barn den kærlighed de fortjener, og den post i dagligdagen kræver noget af en som forælder, i en travlt hverdag. Det er sandheden, det er virkeligheden, det er sådan det er.

At få TO babyer på EN gang, når man også har en på 2 år og en på 7 år, tror jeg næppe at nogle ville vælge frivilligt! Det er MEGA hårdt arbejde og her tænker jeg faktisk ikke så meget på det praktiske i hjemmet  og skiftning af bleer og tøj med gylp på, men faktisk på det psykiske. Og så kommer man altså bare i nogle unikke situationer som tvillingeforældre.

Et år er snart gået siden deres fødsel og når jeg tænker tilbage på det år, så er det med blandede følelser!
Det jeg tænker mest på, er min evige dårlige samvittighed over for dem begge. Vi gjorde det bedste vi kunne, både min mand og jeg, ingen tvivl om det. Og der er som sådan heller ikke noget jeg direkte ville lave om. MEN for de 2 andre var jeg en 8’ mor, som gav dem fuld opmærksom, kærlighed så det battede og omsorg hver gang at de havde behov for det, uden tøven! Jeg kom når de kaldte, tog dem op og trøstede dem, lod dem falde i søvn i min favn og så sad jeg bare der og nød øjeblikket, der måske varede timer! Jeg skulle ikke noget, der var ikke andre der kaldte kun efter sin mor. Det var bare ham og jeg. Den tosomhed fik jeg aldrig rigtig med tvillingerne, da de ofte kaldte på mig på skift og det var kun mig der
duede. At skulle lægge et sovende barn fra sig, og afbryde det øjeblik, virker måske banalt for andre. Men for mig, er det en af de måder man binder bånd på. Og sådan var det med andre ting, hvor jeg bare ikke kunne være der 100% for min baby, som jeg gerne ville. Når de er så små, vil jeg helst have dem hos mig, i min favn, det meste af tiden. Den princip/følelse har jeg måtte kæmpe med og gå på kompromis med. Og
sådan har det været med en del af mine principper for at være en 8’er mor, som er den hylde jeg selv har det bedst med. Ja, det er sku nok dumt at ranke sig selv på den måde, men det har indtil tvillingerne kom, fungeret godt for mig.

At få små mennesker med egne behov på samme tid, har forandret mig en del. Det
kan jeg også mærke på mit arbejde, jeg siger mere hvad jeg egentlig tænker og så handler jeg på det. Jeg er blevet bedre til at sige “pyt” og det er sku egentlig en god egenskab at have!! Vores dage kan stadig være kaotiske med total run på. Nogle dage drikker jeg faktisk en energidrik INDEN at jeg tager hjem til ungerne, da det kræver en del energi at have 4 børn i ulvetimen! Og nåååre ja, så går jeg i seng kl.: 21:00 hver aften,
og jeg er altså et stort B-menneske!!!
Jeg vil stadig til tider, stille mig selv spørgsmålet, hvorfor det lige var MIG der skulle have tvillinger.
Der findes SÅ mange fantastiske mødre derude, som vil kunne have klaret de første 12 måneder bedre end jeg – uden tvivl!

Jeg er jo ikke pædagog eller noget! Jeg er bare mig, som faktisk også kan lide at være
alene, og som elsker at arbejde og dermed ikke dedikerer hele sit liv til sine børn. Jeg hverken bager eller syer. Jeg er faktisk overhovedet ikke kreativ med mine hænder, faktisk så ødelægger jeg det meste med
mine hænder! Jeg må da mere være typen med kun 1-2 børn – troede jeg! Svaret på hvorfor, finder jeg nok
aldrig, og det er også okay. Det blev nu en gang mig og jeg kan stolt sige at jeg er med i en særlig klub.

Jeg kan se frem til en masse børnebørn og en STOR familie til min 60 års fødselsdag! Og en masse UNIKKE
oplevelser med mine tvillinger de næste MANGE år!!!

Jeg glæder mig til at se dem lege sammen grine sammen, gynge sammen, tumle sammen, cykle sammen, skændes sammen osv. Lidt misundelig? DET kan jeg godt forstå! 😉

 

Hilsen “Naboen med tvillingerne”

aka. Fru Graakjær