En hård start

Blogbillede1

Jeg har i mange dage gået og funderet over hvad jeg skal skrive om i mit første indlæg til bloggen. Hvordan starter jeg? Hvor skal det første kapitel begynde? Skal jeg fortælle lidt om mig selv? Skal jeg starte fra den dag jeg så de to streger og vidste, at efter 1½ år var det langt om længe lykkes os at blive gravid?

Nej, jeg har besluttet mig for at starte fra starten af mit vilde eventyr som mor – den dag min datter blev født. Derfor kalder jeg indlægget ”en hård start”. For det var det nemlig for os alle sammen.

Jeg ser mig selv som en stærk person, fordi jeg hele mit liv har skullet kæmpe for at opnå det jeg ville have. Derfor havde jeg en forventning om, at jeg var hærdet til at klare en fødsel så naturligt som muligt. Men det viste sig, at mine forventninger til mig selv var for en gangs skyld lidt for høje.

Efter en nem graviditet, som jeg egentlig ikke nød, fordi jeg er en aktiv kvinde og det føltes meget hæmmende at vralte rundt med en stor mave som gav mig ondt i ryggen, oplevede jeg en hård fødsel som egentlig startede hele 3 dage før. Jeg havde modningsveer to nætter i træk, som gjorde den tredje nat et helvede, fordi jeg ikke havde fået noget søvn.

Vi kørte til Skejby Sygehus, for så at blive sendt hjem igen med morfin (som ikke virkede) i håb om at min fødsel ville være mere nærtstående dagen efter. Veerne aftog i løbet af den tidlige morgen, men kom heldigvis igen til middag, hvor vi fluks kørte til Skejby igen for heldigvis at blive indlagt, så jeg ikke skulle udmatte mig selv yderligere.

På grund af søvnløse nætter, var jeg træt og det påvirkede mine naturlige veer. Jeg endte med at få vedrop for at fremskynde processen. Efter dette kunne jeg vinke farvel til min romantiske forestilling om at føde naturligt i vand, fordi den storm som veerne endte med at komme i, fik mig til at forlange en epidural. Ikke nok med det, så lå min datter skævt, hvilket betød at jeg til trods for udmattelse måtte få akupunktur, rebozo-massage, hoppe rundt på en bold og danse for at få hende vendt.

Heldigvis var min fantastiske jordemoder en akrobat i sin lille facon, så hun prøvede noget alternativt med at løfte højgravide fødende mig som en flymaskine og twiste mig med arme og ben – hvilket fik tøsen til at vende rigtigt. Og så 17 timer efter med feber, smerter og antibiotika (dog en ret awesome pressefase, for der kunne jeg virkelig arbejde og gøre nytte af mine muskler) kom min datter ud i grønt fostervand.

Min lille datter, som også havde en hård start, eftersom hendes forældre var nybagte og stressede.

Vi fik besøg allerede samme dag, som hun blev født. Jeg havde ikke engang taget et brusebad for at blive fri for meconium før de første besøgende kom og hilste på. Noget jeg virkelig fortryder, at jeg tillod. Vi havde slet ikke haft tid til at nyde vores familie og blive afslappede i rollen som forældre.

Vores lille datter græd ulykkeligt i mange nætter. Og hendes gråd var ikke klynkende som mange andre børns. Den var højlydt og vrælende – som om hun skreg desperat efter noget. Hos lægen fik hun konstateret kolik, hvilket min forlovede og jeg sagde ”bullshit” til, da det var en for nem diagnose at få. Kiropraktoren fandt heller ikke noget. Derfor besluttede vi os for, at hun nok havde en hård start på livet.

Det endte med, at jeg bar hende så meget som muligt. Hun sov næsten alle sine dagslure i slynge, og vi droppede at putte hende i sin lift, men i stedet sov hun i vores seng – lige ved siden af mig. Og fra den dag blev hun en glad lille pige. Temperamentsfuld og signalstærk, men glad og tilfreds.

Vi trodsede alle anbefalinger fra familie, venner og sundhedsplejerske om ikke at bære barnet for meget (fordi det giver dårlige vaner – yeah, right…) og at lade barnet sove i sin egen seng (for at undgå vuggedød). I stedet gjorde vi hvad der føltes rigtigt for vores lille familie, og hvad der gjorde vores pige tryg og glad. Og jeg er sikker på, at det er netop på grund af denne trygge og blide tilgang til hendes opdragelse, at hun stoppede med at græde om natten.

Vi sover alle rigtig godt. Selvom hun vågner om natten, græder hun ikke, fordi jeg er så tæt på, at jeg kan amme hende i halvt sovende. Og hverdagen føles meget overskuelig, fordi jeg bærer hende i vikle eller en ergonomisk bæresele. Hun er lidt af en barnevognsnægter, hvilket ikke gør os noget, fordi vi synes alle at vikler er meget mere praktiske.

Næste indlæg vil nok være om hvor praktiske de er.

Mange kram fra E