For mange gaver?

DSC_0259

Sikke en fantastisk oplevelse at skulle fejre jul og nytår med vores lille pige for første gang. Ikke fordi hun lagde synderligt meget mærke til juletræet og de mange gaver som lå under det. Desuden gik hun i seng lige efter middagen, så hun oplevede kun at pakke nogle få gaver op, som vi gav hende om eftermiddagen.

Dog da J og jeg sad bagefter med alle gaverne fordelt imellem os, virkede det helt uoverskueligt, at en 6 måneders gammel baby skulle have så mange. Og ikke nok med, at hun fik gaver fra alle, hun fik mange fra alle! Det blev alt for meget – især fordi gaverne ikke betyder noget for hende. Hvis hun selv pakkede dem op, ville papiret eller gavebåndet være et hit – hverken de mange stykker nyt legetøj eller det fine tøj ville blive lagt mærke til.

Efter vi havde gravet os igennem de mange gaver, snakkede J og jeg om, at vi egentlig ikke skulle have sendt en ønskeliste rundt fra vores lille pige. Den var efterspurgt, men hvor ville det have været meget bedre, hvis folk havde doneret penge til velgørenhed i hendes navn i stedet for.

Hun vokser så hurtigt og skifter legetøj og tøjstørrelse meget tit. Derfor er det meget bedre at købe brugte ting til hende, så man ikke får dårlig samvittighed over, hvis de enten ikke falder i god jord, eller hvis hun ikke når at få dem brugt. Men smukt designertøj og dyrt legetøj er simpelthen blevet for meget! Det er for overvældende!

Jeg forstår godt, at ældre børn kører på højeste gear juleaften, mens deres forældre bliver stresset over at købe dyre (og mange) gaver til dem – for slet ikke at tale om bedsteforældrene, som går helt i selvsving i gaveræset. Hvis et barnebarn får flere gaver end andre, så skal de andre da ikke snydes! Gaverne ender med at hobe sig op. Det er alt sammen venligt ment, men da vi sad i et fort af gaver til et barn som ikke engang var et år, blev det simpelthen for meget for os.

Måske skulle man have opfordret til at folk gik sammen om en stor gave til hende, hvis det at donere penge ikke faldt i god jord? Jeg ved fra min egen mor, at hvis vi ønsker os brugte ting til vores datter, så får hun endnu flere gaver, fordi det er billigere. Måske er det også farligt at ønske sig noget fra genbrug hos bedsteforældrene?

Ja, jeg kan sagtens sidde her og være bagklog… Sket er sket, og vi kan kun ændre det til næste år, eller hvis vi får endnu et barn.

Hvad gør I hjemme hos jer?

Mange kram fra E <3