Jeg tør ikke at køre alene!

Køre alene2Puha, jeg frygter den dag jeg skal køre alene med L hele vejen fra Aarhus til Nordjylland, hvor mine forældre bor. Siden hun blev født. Har jeg siddet på bagsædet med hende, fordi hun ofte hang med hovedet, da hun faldt i søvn i autostolen. Kald mig bare en hønemor, men jeg ville være sikker på at hendes luftveje var frie.

Dernæst sad jeg på bagsædet, da hun begyndte at være mere aktiv, fordi I kan tro, at hun synes det er røv kedeligt at sidde bagved og stirre ind i et sæde – til trods for at der både hænger et spejl og legetøj som hun kan hygge sig med. Og ærligt talt, forstår jeg hende meget godt. Jeg ville heller ikke bryde mig om at sidde sådan, hvor jeg ikke kan se dem, jeg kører med.

Men det er jo ikke altid, at vi vil have J med på farten som kan styre bilen. På et tidspunkt skal jeg jo være hende som tager et langt stræk med L uden at manden er med. Skal jeg virkelig vente til hun går en størrelse op i autostol, så hun kan begynde at vende den rigtige vej?

Jeg har før kørt med L hele vejen fra Viborg til Aarhus, og til trods for en masse sang og snakken, så hun kunne høre at jeg stadig var der, græd hun halvdelen af turen. Jeg overvejede at stoppe for at trøste hende, men jeg kender min datter godt nok til at vide, at hvis jeg tog hende op, så ville hun blive endnu mere hysterisk, når jeg satte hende i autostolen igen. Og hjem det skulle vi.

Jeg var heldig, at hun faldt i søvn hurtigt efter (blæseren i bilen gav hvid støj). Dertil var jeg også heldig at jeg var på en landevej, så stressfaktoren var ikke nær så høj, som når jeg kører på motorveje. Jeg hader dem! Jeg føler mig stadig ny som bilist, selvom jeg har haft kørekort i snart 2 år. Og at køre med en skrigende unge er virkelig en udfordring.

L græder aldrig, når jeg sidder på bagsædet med hende, og hun falder stille og roligt i søvn, når hun bliver træt. På korte ture, kan jeg også sidde foran med J. Men gør det aldrig på lange stræk. Jeg tænker, at det er enten noget hun skal vænne sig til, eller så skal jeg først begynde at køre langt med hende, når hun får en stol så vender således hun kan se mig.

J og jeg diskuterede, om vi skulle bide tænderne i os og lade hende græde ud, eller om det ville skabe en dårlig oplevelse i autostolen, så hun ville ende med at hade den?! Eftersom ingen af os er fan af ”græde ud” metoden, valgte vi at tage det med ro. Pyyyh, tænk at det skulle være så hårdt at køre, fordi man har sådan et lille væsen med på bagsædet.

Håber ikke at jeg er den eneste som har det sådan…

Mange kram fra E <3