Lad os stå sammen!

DSC_0212

Er jeg ifavnsk?

Dette spørgsmål blev jeg nødt til at stille mig selv den anden dag, da jeg gennemlæste nogle kommentarer, der var i en gruppe for mødre på facebook. Der blev diskuteret samsovning, hvoraf en mor som var tilhænger af attachment parenting (ifavn) blev fornærmet over, at en anden foreslog, at trådstarteren kunne prøve at lade barnet sove i egen seng, eftersom det havde rigtig mange opvågninger i løbet af natten.

Ikke fordi jeg tager nogens sidde i den diskussion, men den fik mig til at indse, hvor vigtigt det er for os mødre at stå sammen – lige meget hvilken metode vi praktiserer. Om vi dyrker BLW (Baby Led Weaning) eller giver dem grød fra de er 4 måneder. Om vi ammer eller giver modersmælkserstatning. Om vi samsover eller sover hver for sig i hver sit værelse. Speltmødre og sukkermødre – alle sammen skal stå sammen, fordi ikke nok med, at vi får en masse kommentarer fra andre uvidende personer som ikke selv har børn eller ældre fra en anden generation, så er vi også begyndt at blande os i hinandens praksis.

Vi er de eneste som kender vores eget barn, og ved hvad der er bedst for det. Og eftersom vi gang på gang skal argumentere, at vores barn ikke kan sammenlignes med, hvad end den anden person har af erfaringer med andre børn, så burde vi alle erkende; at børn ikke er ens!

Nogle børn sover bedst alene, andre i favn hos forældrene. Nogle børn trives ved at få grød tidlige, hvorimod andre kun vil blive interesseret i mad, hvis de selv får lov til at styre det.

Jeg synes det værste er at blive sat i en bås. Hvis jeg kategoriserer mig selv som ifavnsk, betyder det så, at jeg ikke må synes om ideen, at mit barn måske kunne have godt af at sove på eget værelse? Tænk hvis jeg tilsidesatte barnets behov for mine egne, fordi jeg var den som ville samsove og ikke barnet selv? Kan man stadig kalde sig noget, hvis man afviger lidt fra beskrivelsen? Ja for helvede!

Ifavn handler først og fremmest om at imødekomme barnets behov, at forstå og agere på barnets følelser samt have en blid tilgang til opdragelse. Jeg ved, at alle mødre gør, hvad de mener er bedst for deres egne børn, og vi skal simpelthen lære at stole på hinanden og acceptere forskelligheder. Efter min mening er der flere mødre som er ifavnske, end hvad man ellers går og tror. Men hvis man skulle sætte flueben ved hvert enkelt ting der kategoriserer en ifavnsk tilgang, så tror jeg, at de færreste vil passe 100 % til det.

Vi er alle sammen forskellige, og vi opdrager forskelligt, fordi vi har forskellige tilgange til ifavn og andre metoder… Hvorfor mon det? Jo, fordi vores børn er og bliver forskellige!

Så i stedet for at skændes med hinanden og sætte hinanden i båse, synes jeg, at vi mødre kunne have godt af at stole på hinanden, acceptere forskellighederne og give opbakning til vores med-mødre, selvom vi ikke har samme tilgang til opdragelse. Så længe det virker for jeres familie og jeres barn trives, så skidt med hvad de andre siger, og hvad de andre gør – med det sagt, skal man virkelig sige ”skidt med det” for heller ikke selv at komme til at blande sig.

Vi kunne alle (mig inklusiv) øve os på at smile, nikke og være lyttende og forstående overfor andre forældre, selvom vi er uenige. De får nok kommentarer fra deres omgangskreds uden. at vi behøver at komme med vores.

Mange kram fra E <3