Close
Når drømme føles forgæves.
facebook pinterest twitter

Når drømme føles forgæves.

Avatar
helenachamma 29 november 2017, 08:30

D3168472-82EC-49CF-97F8-C53EE1341E8C

Det er noget de ofte gør hos mig.

Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal starte det her indlæg. Jeg ved hvad jeg har lyst til at skrive om, men ved ikke hvordan. Min motivation svigter i øjeblikket. Og når jeg siger motivationen så er det faktisk kun dels. Jeg kan sagtens være motiveret, og samtidig ikke. Det giver overhoved ikke mening når jeg læser det jeg skriver, men det jeg prøver at sige er, at jeg tit mister min motivation når det kommer til min fremtid.

Jeg har mange drømme – men en af dem er ikke at være butikchef for resten af mine dage, hvilket er det jeg laver nu. Og alligevel finder jeg mig selv til rette i mine rutiner, og mister alt motivation hvad angår fremtiden. Jeg er et rutine menneske til den helt store guldmedalje. Jeg kan være den mest ambitiøse, målrettede og hårdtarbejdende kvinde hvis jeg kan få det jeg skal – til at indgå i mine daglige rutiner. Hvis ikke, så glemmer jeg og bliver doven. Det er den kvalitet jeg har, som jeg hader aller mest. Jeg ved hvad min passion er, og jeg ved hvad der kunne gøre mig lykkelig at lave, for resten af mit liv. Og alligevel arbejder jeg ikke på at få mine drømme til at gå i opfyldelse.

Min kæreste er en helt anden. Han har levet i sin bil i L.A, arbejdet gratis uden at have anden indkomst, og ligger alt sin tid og sine kræfter i, at få tingene til at lykkes. Han har selvtillid og ved, at hvis han arbejder hårdt nok – så skal det nok betale sig. Det er en kvalitet, som jeg misunder ham. Han er en kæmpe inspiration for mig og er grunden til at jeg overhoved tør at springe ud i nye ting.

Jeg tvivler ofte på mig selv. Jeg har den der irriterende stemme i hovedet der fortæller mig, at der er en million andre med samme drøm og at chancen for at det lykkes er lille. Det er ærgerligt, for det får mig til at stoppe.

Jeg ved at når jeg bliver gammel, så kommer jeg til at fortryde at jeg ikke prøvede – og alligevel finder jeg mig selv bruge min fritid på at scrolle gennem Instagram i stedet. Nogen siger at man så ikke vil det nok, men det passer ikke. Jeg tror bare ikke nok på, at det vil kunne lykkes. Det er en trist følelse.

Jeg har altid været meget kreativ. Fra da jeg var helt lille har jeg elsket at tegne, male, synge, skrive sange og listen er lang. De ting gjorde mig glad, og jeg nød tiden. Jeg gør ingen af de ting mere. Jeg er heller ikke særligt glad hvis jeg virkelig mærker efter. Jeg føler mig lidt tom, og føler lidt jeg er en robot. Jeg står op – afleverer Mase – går på arbejde – kommer hjem – laver mad – går i seng, og det hele om igen. Jeg føler mig tilpas, fordi det er en rutine. Men det gør egentlig ikke noget godt for mig. Jeg tror jeg er glad, men når jeg tænker mig om – så kan jeg ikke huske hvornår jeg sidst har lavet noget som gav mig sommerfugle i maven.

Misforstå mig nu ikke. Jeg elsker mine omgivelser. Jeg har en kæreste som jeg elsker, og som elsker mig. En fuldstændig perfekt lille dreng som jeg er heldig nok til at kunne kalde min søn og et arbejde som jeg er glad for. Men jeg føler et tomrum.

Det her indlæg er nok aller mest til, fordi jeg har brug for at skrive mine tanker ned så jeg kan komme videre. Indse (igen) at jeg er åndssvag, og skal tage mig sammen. Men hey! Grunden til at jeg startede bloggen, var jo også så jeg kunne få et frirum.

Så TAG DIG SAMMEN HELENA!