Jeg kan ikke være der for mine børn..

Jeg vil være der for mine børn

Jeg vil være der for mine børn

Eller sådan føles det i hvertfald. Jeg vil gerne kunne være der for mine børn, dem alle tre.

Det er midt om natten, jeg sidder og kigger ned på min yngste der ligger og sover i min favn. Han har lige været vågen, han vågnede på grund af opløb, han har svært refluks. Så næsten hver nat vågner han, flere gange, med enten hoste eller opløb, han er dybt ulykkelig, så jeg er nødt til at sætte mig op med ham og gynge ham i mine arme indtil han falder til ro igen, så kan jeg lige så stille liste ham ned i sengen igen, andre gange er han så ulykkelig at jeg bliver nødt til at stå op med ham og gå rundt med ham indtil han falder i søvn igen. Det gør så ondt i mit moderhjerte at han skal pines sådan.

Imens jeg sidder her og kigger på ham, så går mine tanker igang, når jeg er oppe hver nat, hvordan skal jeg så skulle stå tidligt op og sende de to store godt afsted i skole og børnehave klasse? Han har grædt virkelig meget om dagen også, og jeg kan ikke tælle til hvor mange gange jeg har måttet sige til de to store at “ikke lige nu, lillebror er ked af det” eller “Ja vi gør det om lidt, eller i morgen” men tidspunktet kommer bare ikke. Vi skal nu for anden gang inden for kort tid af landet, kun mig, kæresten og den mindste, de to store står tilbage, de skal bo hos deres bedsteforældre i nogle dage. Normalt elsker de at være hos deres bedsteforældre, men det er noget andet når de får ordre på at de skal være der, i forhold til hvis de selv må vælge hvor de vil sove. Jeg ved at de nok skal hygge sig, det gjorde de også sidste gang, de har nogle virkelig gode bedsteforældre. De vil bare så gerne med os, men det kan desværre ikke lade sig gøre, når vi snakker med dem om det så løber der tårer ned af deres kinder… hvor er det egentlig hårdt at være mor nogen gange! Jeg ville nærmest give hvad som helst for at kunne spise morgenmad med dem hver dag, eller bare nogle dage om ugen, og hvor ville jeg ønske at jeg kunne slippe alting som jeg stod med når den ældste spurgte om jeg kunne læse en historie for dem, eller når den yngste spurgte om vi skulle spille et spil ludo! Men nej, sådan er det ikke lige nu. Jeg føler mig ofte utilstrækkelig, og splittet, uanset hvad jeg vælger så er der nogen der bliver ked af det, og det gør mig ked af det.. kan i se hvor jeg vil hen? Selvfølgelig er der også mange gode øjeblikke med børnelatter og glædestårer, med historielæsning og leg, vi skal bare have mere af det. Lige nu er jeg ikke den mor jeg gerne vil være, den mor jeg har været, en mor fyldt med overskud, en mor der hver aften synger en godnat sang eller læser en godnat historie, en kreativ mor der maler eller laver andet kunst sammen med dem, og så meget mere. Jeg har stadig håb, og jeg håber snart at jeg kan mærke at jeg er god nok, at jeg er tilstrækkelig, og jeg håber at jeg snart spiser morgenmad sammen med mine børn igen, ikke kun i weekenderne! Jeg vile være der for mine børn ❤️

Jeg ville elske at høre fra andre der har været i samme situation, det kunne være så dejligt med nogle opmuntrende ord med på vejen❤️