Er klidboller kilden til stress?

MM-stress

For nogle år siden fik jeg et kortvarigt stresstilfælde. Jeg var færdiguddannet magister og arbejdede i en lille gazelle-virksomhed, hvor opgaverne var mange og bestillingerne blev råbt gennem kontoret, så jeg vænnede mig til at arbejde i et afsindigt højt tempo. Men denne vinterdag arbejdede jeg ekstra hurtigt, for jeg havde en skarp bagkant.

Sønnen skulle hentes, aftensmaden skulle laves og hustruen var til Katvig lagersalg.

Jeg ekspederede de sidste opgaver, klikkede “Shut down” og med høj hvilepuls løb jeg ud af kontoret, cyklede gennem byen, hentede min søn og cyklede hjem. Og så braser det sammen for mig.

Sønnen var sulten, træt og havde en innoverende hyletone som fyldte trappeopgangen. Og der stod jeg foran hoveddøren, mærkede på lommerne. Jeg havde glemt nøglerne på arbejdet.

Under stor frustration, gjorde jeg det nødvendige. Ringede til hustruen, mødtes på stationen, lånte hendes nøgler, cyklede hjem igen, låste os ind og gik straks igang med aftensmaden.

Det vil sige, efter jeg havde plantet mig på toilettet med en ordentlig omgang diarre. Kroppen synes allerede det var for meget, men jeg kom atter på benene og fortsatte pligterne.

Om natten var stressens effekt for alvor tydelig.

Hjernecellerne kunne ikke slappe af. Sov ikke hele natten, kroppen sitrede, sengen var monteret på en karrusel, og i mit hoved kørte omkvædet fra en Lily Allen sang, som jeg havde hørt samme dag.

Evigt loop, igen og igen, hele natten. “Oh, it’s not fair and it’s really not ok. It’s really not ok. It’s really not ok”. Jeg vidste godt den var gal med mig.

Så næste dag stod jeg op, og kørte – Gud fader bevares – på arbejde, for lige at klare et vigtigt morgenmøde, men bagefter sagde jeg meget eksplicit til arbejdsgiveren: “Jeg fik stress i går aftes.

Jeg kører hjem og hviler mig resten af dagen”. Det var der fuld forståelse for, og i tiden efter blev der indført mere kontrollerede arbejdsgange og projektstyringsværktøjer i virksomheden for at undgå yderligere medarbejderstress.

Far, mor og fartgrænsen

Problemet er, at der blev ikke ændret noget i hjemmet, for det blev ikke italesat.

Ingen nye arbejdsgange, ingen “projektværtøjer”. Man gav arbejdet skylden og ansvaret, men i realiteten er det hele pakken som udløser stress.

Kunne man dog bare slappe af og komme ned i gear når eget stuegulv atter betrædes, så kan arbejdsbyrden bare komme an, men det kan småbørnsforældre ikke.

Vi har ikke en 37 timers arbejdsuge, for “hele arbejdet” slutter reelt først klokken 10 om aftenen.

Årsagen til denne historie, er grundet en debat på Politiken, skudt i gang af en stresset mor som råbte politikerne op om hjælp, men derefter blevet manet til jorden i en hurtigt eskalerende skyttegravskrig.

Socialminister, Manu Sareen, meldte sig til fanerne, under mottoet: “I stressede mødre er sgu selv skyld i det, med alle jeres sky høje idealer og hjemmebagte klidboller”. Men, måske har hans politiske rådgiver blandet sig, for efterfølgende var han ude og mægle hos de stridende parter og forklare sig på sin skrappe retorik.

Mange (andre) mener at forældre selv er skyld i stressen, fordi vi sætter for høje idealer til os selv, men man kan ikke have en så naiv politisk holdning til det.

“I kan jo bare vælge fra og lade støvet ligge”.

Jovist, men ingen ved hvor deres stresstærskel ligger, før den er overtrådt eller faretruende tæt på.

Ingen kender symptomerne, før man selv har mærket det. Ingen forældre ændrer vaner, før problemet rammer os lige i synet.

Men der er sandelig også opstået en ny forældrekultur de seneste årtier, hvor nutidens forældre i høj grad forventes at engagere sig mere i børnene.

Vi bliver regnet som ressourcestærke superhelte på deltid, mens staten har strammet snorene mellem forældrene og børnenes institutioner:

Skole-hjem samtaler, sociale legegrupper, sommerfester, juleafslutninger, arbejdsdage, kontaktforældre, forældreforeninger, lørdagsskoler, lektiehjælp, osv osv.

Og gade vide hvor mange teaterstykker jeg får set på skolen?

Double op med to børn. Tripple med tre. Disse pligter repræsenterer tid, energi og ressourcer som flyttes ud af forældrenes kapacitet. Og det har intet med klidboller at gøre.

Og der er mange flere opgaver som forældre ikke bare kan fravælge i hverdagens cyklus.

Vi kan ikke lade støvet ligge. Så før børnene støvallergi. Vi kan ikke købe pizza hver dag. Så bliver børnene fejlernærede. Men, når nu socialministeren bagatelliserer emnet, må vi udføre vores egen projektplanlægning og prioriterer opgaverne.

Zen og kunsten at være forældre

Hvad gør jeg, for ikke at ramme muren igen? Jeg grovsorterer i pligterne ud fra hvilke langsigtede eller kortsigtede konsekvenser det har på børnene.

Kun børnene. Kortsigtede konsekvenser er fløjtende lige meget.

Jeg gider for eksempel ikke være slave af en sekundviser.

Kommer familien ti eller femten minutter for sent til – whatever – jamen, så gør vi det! Både galaksen og samfundet overlever, så lad være med at heppe børnene gennem entreen, kaste dem ned i flyverdragten og køre for stærkt. Bare for at nå fætter Kajs fødselsdag kl. 13 sharp.

Og hvis børnene ikke lige har perfekt pandehår og velkomponeret tøj inden de skal ud af døren, så herregud.

Stribede bukser, ternet trøje og to forskellige sokker får ikke universet til at kollapse.

Så hvad burde jeg i stedet have gjort, dengang stressen ramte?

Jeg kunne have valgt ikke at hidse mig op, for det kan man godt. Jeg skulle have droppet mit ideal om, at familien skal have sund, hjemmelavet aftensmad hver dag kl. 18, præcist.

Sønnen og jeg burde have kørt ned hos den flinke, lokale pizzamand og spist fedtet usund aftensmad, indtil hustruen kom hjem fra lagersalg.

For det kan ikke passe at forældrenes dag er så stramt og ufleksibelt anlagt, at et sæt glemte nøgler på skrivebordet skubber os over kanten.