Close
Far i det røde felt
facebook pinterest twitter

Far i det røde felt

iltempofar 27 august 2014, 09:43

vredetermometer

Nu kommer Børns Vilkår og siger, at vi forældre ikke må råbe af vores børn. Så lærer vi børnene, at når man bliver frustreret så er skrigeri den mest nærliggende reaktion.

Jovist. Der er noget om snakken, men inden de hellige humanister hos Børns Vilkår pudser glorien ren, så husk lige at vrede, frustration, stress og afmagt ikke er unaturlige følelser. Heller ikke hos børn.

Selv en mediterende, tibetansk munk kan brænde lunten ud, hvis blot han sættes overfor det rigtige problembarn.

Så i stedet for at skjule frustrationer ved at skrige ned i hovedpuden, burde vi så ikke rationalisere følelsesregistret for børnene og få det ud i det åbne?

“Pludselig flød bægeret over, og så kunne jeg bare ikke styre mig selv længere”. Mon ikke alle børneforældre har en øvre grænse for hvor meget modstand og Rasmus Modsat-attitude de kan takle fra deres børn.

Uanset hvor meget yoga, karma eller positiv psykologi vi forsøger at flette ind i livsstilen, så kan barnet, som nægter at tage sko på, være den sidste faktor, som får os til at flippe ud og råbe højt. Alt, alt for højt.

Det er aldrig sjovt, som forældre, at miste selvkontrollen, for det føles som et selvskabt nederlag. Man tabte ligesom.

Men raseri er aldrig en binær faktor hvor man enten er glad eller sur. Det er ikke en tænd/sluk knap.

Raseri har en årsag, en optakt og en gradvis optrapning. Forældre forsøger at bide sig i læben, trække vejret dybt, tænke positivt – alt sammen for at undgå anfaldet.

Og så kommer den sidste kommentar fra barnet, som får bomben til at eksploderer i et vredesudbrud, ofte kvart i otte om morgenen.

Det er ikke fair overfor børnene. Forældre kan selv mærke hvordan tålmodigheden siver ud af kroppen, men vi kan ikke forvente børnene kan aflæse situationen.

Børn kan ikke se desperationen i vores nethinde, læberne der strammes, svedperlerne på panden eller den dirrende stemme – alle de små psykologiske faretegn på et kommende raseriudbrud, som voksne personer har brugt en levealder på at indlære.

Fra børnenes synspunkt er vi glade og rolige, men pludselig eksploderer vi bare. “Hvor fanden kom dét fra…?” Men, hvad gør vi så?

For at komme problemet til livs, illustrerede jeg raseri med farver og tegneserie-tegninger på et papir, der hænger på opslagstavlen.

I det grønne felt er personen glad. Stort smil, åbne øjne, eksplicit en meget, meget positiv figur. I det røde felt en rasende person som råber højt så mundvandet sprøjter.

Og derimellem alle de små variationer af følelser, fra mindre glad, neutral, gnaven og sur med sorte røgskyer.

Vi bruger tegningen som en hurtig reference for, i hvilken sindstilstand vi er i. Så kan vi pege på papiret: “Far er lige nu i det gule felt, på vej over i det orange”.

Det minimere barnets gætværk, for dette er en konkret beskrivelse af en forældrefølelse, som barnet derved kan justere sin opførsel efter. Mere modstand vil presse far op i det røde felt. Det kan vi undgå sammen.

Efter lidt anvendelse er det ikke længere nødvendigt at bruge papiret. Vi kan bare sige, hvilket farvefelt far eller mor befinder sig i.

Børnene forstår det. Men pas på: Efter yderligere anvendelse bliver det meget tænkeligt også brugt af børnene, for de har også en begrænset tålmodighed over deres umanerligt stædige forældre. Og en gang imellem løber den tør.