iPad på æblerov i børnefamilien

ipad

Bare rolig – her får du med garanti INGEN gode råd om, hvor meget dine børn burde bruge iPad. Hverken hvor meget eller hvor lidt.

Markedet for socialt samvittighedsfulde kværulanter har kastet sig frådende over nutidens mest indflydelsesrige teknologi: tablets og smartphones.

Jeg kan nærmest ikke åbne en side i Information, læse debat på Politiken eller bevæge mig i andre kommnikationsfaglige medier, før en gabende fortabelse af skræmmescenarier over kernefamiliens forbrug af mobile medier giver mig sidestik.

Hvor meget, hvor lidt og hvilke grusomme konsekvenser har det på vores forsvarsløse afkom i børneværelset?

Hvilke skadelige virkninger har det på børns psykologiske udvikling, sociale kompetencer og hele familiens temperatur? Det er beskyttertrang på andres vegne og føles som begyndelsen på et nyt syndefald.

De hellige voksne savner fortiden, før der var iPad og computere som forgreb sig på vores familiestruktur.

Dengang glansbilleder og klistermærker var samlerobjekter i ringbind. Dengang musikken kunne gå i båndsalat og en telefon havde snoet ledning.

Før underholdningen blev serveret via en 9.7 tommer skærm i skødet på os. Med stift fokus på skadelige virkninger, og en længsel efter den ideel barndom, bræger helligdommen løs om de globale konsekvenser som æble-firmaet har på vores kommende generation.

På den anden banehalvdel står oppositionen. Dog i mindretal, men ikke uden teflon på mundtøjet og altid klar til et modsvar om skadelige virkninger.

Selv befinder jeg mig i den demokratiske gråzone med tvivlen til gode, for jeg er selv vokset op med meget teknologi i hjemmet og har derfor et anderledes blik på nostalgi.

Min far var programmør (i nutiden mere kendt som udvikler), jeg var den første i klassen som havde min egen computer og tre bib-spil. Gad ikke spæne rundt på en græsplæne og sparke til bold.

Så hellere bruge timevis af min barndom på at putte 200 linjers forskrevet programkode i computeren, velvidende at hvis jeg lavede én tastefejl virkede skidtet ikke, og jeg ville aldrig finde fejlen. Komplet opslugt af alt med knapper, bits og skærme formede interessen min fremtid, og selvom et tidligt ægteskab med teknologien havde sociale konsekvenser, så er tingene alligevel faldet meget heldigt ud i dag.

Næh, dengang jeg var barn…

Jeg er ikke uddannet børnepsykolog eller socialpædagog, men jeg har daglig kontakt med mine børn, ser deres adfærd, deres forbrug og ønsker at de har det godt.

Det kræver indsats, dannelse og opdragelse. Men, jeg kigger også på os selv: Forældrene. Vi er de rollemodeller som børnene formes efter.

Når vi spiser slik, lærer vi børnene at spise slik. Når lunten er kort og vi råber højt, så lærer vi børnene at blive hidsige.

Når vi gør tingene halvt, så lærer vi børnene at umage ikke er umagen værd. Når vi er glade og optimistiske, så lærer vi børnene at smile.

Når vi dimser med vores mobiltelefon ved enhver given lejlighed, Facebook’er og skriver sms-beskeder ved spisebordet, så lærer vi børnene at blive superbrugere af tablets.

Jeg er fuldt indforstået med, at ændringer og begrænsninger i børns habitus starter med os selv, forældrene.

Som forældrefar mener jeg vi skal være forpasselige med dæmoniseringen af enhver ny teknologi som fænger børnene.

Dengang jeg var barn var min klasselærer bekymret over mit storforbrug af tegneserier, forældrene synes ikke Depeche Mode var rigtig musik og på skolen blev der nedfældet forbud mod skateboards.

Hvorfor? Håndhævelserne blev ikke rationelt begrundet, men tegneserier, elektronisk popmusik og skateboards repræsenterede nye interesser som voksengenerationen ikke selv var vokset op med og derfor ikke rigtigt forstod sig på.

Denne forkrøblede hang til nostalgiske idealer er måske den største grund til at iPad i dag får malet fanden på sig.

Voksne ser det skadelige men ikke det gavnlige, og de handler derfor efter mindet om egen barndom.

Men, altså – alt med måde. Tablets og mobile medier har en magnetiserende kraft på børn såvel som (især) voksne, så det ubegrænsede forbrug findes ikke herhjemme.

Mavefornemmelsen får magten, for intet facit fra en avisartikel, børnepsykolog eller faglig “ekspert” kan fortælle os hvor meget børnene burde lade sig opsluge af en trykfølsom skærm.

Men, inden forbud eller reguleringer træder i kraft, så sørg for at motiverne er reelle.

Vær demokratisk og vægt det gavnlige ligeværdigt med det skadelige. Og lad være med at bruge egen barndom som ideel reference, for påklædningsdukker er altså ikke federe end en iPad.