Kønnenes kamp på pigeværelset

MM_blog_Torben

Noget var anderledes i december måned. Julen er ofte en gentagelse af sidste års jul, men agendaen om ligestilling gav de traditionsrige legetøjskataloger et anderledes præg.

Hvor er katalogets blå drengesider? Og de lyserøde pigesider? De var der ikke. Legetøjskataloget var gjort kønsneutralt, så vi kunne nu se piger lege med biler og drenge lege med dukker.

Hvor meget Manu Sareen har presset TopToy i opsætningen vides ikke. Muligvis er det blot tidsånden som har præget legetøjskartellet til at vise lidt mere interesse og PR-aktivitet for ligestillingens evige projekt.

Der var julen, men snart kommer fastelavn, som jeg tænker må være feministernes arvefjende nummer ét. Langt mere kønsdifferentierende end julegaver.

Drengene vælger frit hvad de vil klædes ud som, og pigerne … de vælger hvilken prinsesse de skal være. Snehvide, Jasmin, Belle, Tornrose, Rapunsel eller Askepot. Er det virkelig udvalget?

Hvor er udklædningstøjet til den kvindelige Falckredder, den kvindelige bokser, den kvindelige ninja, Batgirl eller Wonderwoman? I hvilke butik kan man få et gult sæt træningstøj med sorte striber og et samuraisværd til småpiger? Er pigernes præferencer virkelig så snævre, så de accepterer valget mellem ti prinsessekjoler, for at undgå at være heks? Jeg spørger bare.

Barbie-paradokset

I lyset af ovennævnte retorik, er det ikke nogen national hemmelighed at jeg selv har en stor knude i maven over lillepigens præferencer i Disney Prinsesser, Hello Kitty og lyserødt legetøj.

For hvad fanden er det for en slagsang Barbie har..?! “I can be anything. I’m a Barbie Girl”. Hallo, indbygget paradoks. Hvad nu hvis Barbie ikke vil være en Barbie. Så kan hun da ikke være hvad som helst!

Og hvorfor kan Princess Peach i Mario-spillene ikke lave andet, end at blive fanget af Bowser?

Min hustru og jeg har en teori om, at Peach har en skadet narcissistisk personlig. I Virkeligheden lader hun sig blive fanget af Bowser, så hun bagefter kan vræle efter Mario-manden der kommer til undsætning. Igen og igen. Råber hun bare efter mandens opmærksomhed?

Heldigvis er storebrors nyeste Mario-spil præget af spilmarkedets spirende tendenser, hvor kvindekønnet undslipper offerrollen. Peach er minsanten kommet med i tropperne som en aktiv deltager, side om side med Mario og Luigi.

Renæssance piger

Jeg vil ikke være en ravnefar, der forbyder pink på pigeværelset og takker nej til Kitty. Der skal blot noget andet på vægtskålen. Noget som skaber balance og udvider horisonten for socialkonstruktivismen.

En pige må gerne være en pige, men ikke være begrænset til idealet om prinsessen hvis eneste mål er kjolen og manden. Jeg er nødt til at vise et alternativ for min datter: Den seje pige.

De er derude. De alternative kvindelige idealer. Uden ligefrem at tilte helt over i feminismens grøft. I små portioner bliver prinsesse-idealets tiltrængte modsætning doseret i datterens medieforbrug.

På hendes Spotify-liste finder vi Sys Bjerre med veninderne. Fra hendes YouTube playliste danses der til videoer med Oh Land og M.I.A. Kategorier af seje forbilleder, som stadig er kvinder med stort K.

En dag kiggede lillepigen på spilheltinden Lara Croft fra TombRaider og sagde Far, hun er sej hende dér”. Præcist min pige, du har helt ret. Hun er sej. For det må piger gerne være.