Mor, far og julegaver – ting vi ønsker børnene ønsker sig.

minmave_blog_julegaver

“Vi gjorde en indsats for at undgå legetøj til jeres datter”, hviskede jeg til min svoger under den seneste børnefødselsdag. “Tak, det sætter vi stor pris på”, svarede han med en diskret glæde over det børnetøj og de lydbøger som blev pakket ud.

Tyg lige på sætningen. Mon ikke de fleste forældre kommer i denne situation? Dette er en naturlig erkendelsesprocess som os, amatør-forældre, skal gennemgå, for ingen på barselsgangen gav os gode råd til højtidernes gaveræs. Overforbruget kører i ottende gear, forkælelsen klimakser og pludselig har børnene langt flere ting end de overhovedet orker. Bagefter skal forældrene rydde op i børneværelset og bære kasser op på loftet.

Så læs her – eller lær det selv: Med behørig forberedelsestid før december måned, kommer hermed tre råd til forældrenes kommende julegaveræs – og hvis jeg lyder hellig, så bare rolig – jeg har selv begået alle fejlene.

Tre forældre-fælder når gaveræset begynder:

1) Gave-trend-overload

“Nææh, vores barn har en selvvalgt interesse”, tænker vi begejstret. Pludselig har lillemanden eller lillepigen favoriseret én bestemt slags legetøj – Smølfer, Beyblade, LEGO Friends, Littlest Pet Shop, Barbie, Lynet McQueen, Buzz Lightyear, Hello Kitty, Batman, havfruer, traktorer eller rumskibe. Så skal der dælme købes ind, med en illusion om at kollektionen vokser i takt med barnets glæde. Ønskerne bliver rigeligt distribueret rundt blandt bedsteforældre og svigerinder: “Køb dette, for dét ønsker ungen sig…”.

Stop. Præcis som os voksne kan børn også blive træt af noget, når de får for meget af det samme. Én Barbie dukke får masser af opmærksomhed, men gider lillepigen fordele opmærksomheden mellem fem Barbie-veninder med forskellige frisurer og spraglet tøj? “Ih, fint… endnu en Barbie-dukke. Læg hende over i bunken, sammen med de andre”.

Godt råd: Ikke overgør det. Efterlad børnene med mere at ønske sig.

2) Gaver ligesom dengang vi var børn

Karius & Baktus, Cirkeline, Junglebogen, Askepot, Mastermind, Matador, Bamses Billedbog og klassiske Star Wars figurer. Det kunne man købe dengang jeg var dreng – men lur mig om man ikke stadigvæk kan købe det. Legetøjsbutikkerne pirrer forældrene med små, dragende oaser af fortidens legetøj, som vi frygteligt gerne vil give vores børn. Det er genkendeligt, og vi ved jo hvad der er bedst for børnene (tænker vores indre pædagog).

“Bratz?! Næh nej, lille frøken. Du ønsker dig da Barbie, ikke? Mor havde Barbie, så det skal du da også have”. Her skal man lige differentiere mellem børns ønsker og forældres ønsker. Chancen er, at hvis forældrene beslutter sig for hvad børnene ønsker sig, så afviser børnene gaven og forældrene bliver skuffede – med risiko for jævn irritation over ubrugt legetøj.

Godt råd: Lad være med at proppe ønskerne ind i børnenes hoveder. Lad dem selv udvikle deres ønsker.

3) Den STORE forældregave

Man ser tit en hierarkisk opdeling i julegavers rumfang fordelt på følgende rangliste: Forældre, familiemedlemmer og vennekreds. Forældrene giver den største og dyreste gave, mens de andre grupper giver mellemstore eller mindre ting. Her spænder forældrene ofte ben for sig selv.

Os, forældre, har hang til at måle vores kærlighed til børnene med gavens kubikmeter, men det er også forældrene der betaler kvadratmeterprisen i hjemmet, og den skønne dag er huset overmandet af monstrøst stort legetøj: Den store ridderborg, den store LEGO politistation, det store Playmobil piratskib eller det store Barbie hus. Der må helst ikke være en større model i butikken.

Efter tre måneder, når børnenes første fascination for legetøjet har fortaget sig, står det store plastikmonster der stadigvæk. Det fylder, i et værelse som langsomt bliver indsnævret af andet legetøj og IKEAs opbevaringsbokse. Eller det siver gradvist ud i garagen og loftrummet.

Godt råd: Undskyld udtrykket, men det er ikke altid størrelsen som tæller.

God jul når i kommer dertil, og må i overleve december måned uden blodpropper eller uagtsomt manddrab i Magasin.