Sommerens sejeste feriebilleder for børn

Feriefoto

 

Det var i Italien, med kørselsretning mod campingpladsen, at jeg seriøst fik behov for kameraet. Et skybrud sendte fartmåleren ned på 60 km/t og sigtbarheden ned på 10 meter. Regnen stoppede og blev afløst af et tæppe af tordenskyer der malede lyn på himlen som den vildeste 80’er gyserfilm. Lillepigen stirrede forundret ud af vinduet, mens hendes “modige” storebror nervøst gemte sig bag sin Nintendo af frygt for lynnedslag i vores lille Renault. Og jeg ærgrede mig over at mit spritnye Nikon N1 kamera befandt sig omme i bagagerummet.

Så det var ikke her, i den dystopiske aftenstemning og italienske rundkørsler, at de mest spektakulære feriebilleder skulle lande, men i stedet i de mange forevigede (og ret forudsigelige) tilfælde af solskin, saltvand og familien Danmark på stranden. Thi ferien er en begivenhed som år efter år skal foreviges med en perlerække af snapshots – som i vores tidsalder ofte ender som en håndfuld glemte jpg-filer på harddisken.

Jeg er sluppet meget hæderligt fra sommerens feriebilleder, synes jeg selv, men der bliver den ondelyneme også slettet mange billeder undervejs på bilferien. Kun cremen af de bedste foto-øjeblikke bevares, for min indre foto-geek gør altid feriebillederne til et prestigeprojekt. Ærede læser. Cirka to måneder for sent (eller ti måneder for tidligt), vil jeg gerne dele tre tips med dig, som du forhåbentlig vil tage med i kameratasken næste gang familien skal på sommerferie.

1: På knæ for børnene.

Alt for mange billeder bliver taget i den samme (voksen)højde, hvilket resulterer i stribevis af feriebilleder af børnene – set i fugleperspektiv. Stop. Forældrene må yde en ekstra indsats, såfremt de vil dokumentere børnenes ferie med kæphøje resultater. Bøj dig i støvet. Kom ned på knæ og fang børnene i deres øjenhøjde. Eller læg dig fladt på asfalten, og fang gode billeder af rollingerne i frøperspektiv. Ja, ferieklunset bliver måske beskidt, men det giver pokkers gode billeder og børnene kan ses med hele Eiffeltårnet i baggrunden.

2. Hop og spring.

Det her kan du ikke med et mobilkamera: Med et godt spejlrefleks-kamera og den rette indstilling (tjek instruktionsbogen for manuel blændeåbning), kan du fange børnene i luften, bogstaveligt talt. Indvig børnene i planen og lad dem tage de vildeste spring ud i poolen, mens du knipser løs. Eller lad dem løbe gennem strandvandet, mens du knipser seje feriebilleder af i en eksplosion af vandsprøjt. Børnene elsker det, og det giver nogle lækre, aktive og dynamiske feriebilleder, i stedet for halvtreds skud af solbadning, turistfælder og restaurantbesøg. På mit Nikon N1 skulle jeg vælge Creative Mode > “Manuel”. Derefter skruer jeg godt op for blændeåbningen, cirka 1/1000 og opefter. Så kunne jeg tage skarpe billeder af ting i bevægelse. Sprødt!

3: Lav en historie.

“At rejse er at leve”, sagde H.C. Andersen, men inden jeg får kastet en brugt ble i ansigtet for at repetere gamle, slidte knoldesparker-citater, så husk hvordan du selv erindrer dine ferier: Som en historie. Ferien har en start, midte og (ærgerligvis) en slutning. Det er nemmere for børnene at genopleve feriens minder, hvis du har feriebilleder fra hele forløbet som en lineær føljeton. Vent ikke med at pakke kameraet ud, før du når destinationen. Tag billeder af hele rejsens forløb og akavede hændelser: Bilen som punkterede, flyveren der var forsinket, kufferten der blev væk, mylderet i færgeovergangen, overnatningen i Grenoble, bilkøen ved Hannover, morgenmaden i Wien og solskoldningen i Firenze. Få det hele med. Ellers ender du blot med en håndfuld panoramabilleder af strande og solnedgange.

Tre tips – helt gratis. Håber det kan bruges, og håber I har haft en god sommerferie…?