Da jeg for alvor blev mor

baby
Jeg tror hermed at jeg med sikkerhed kan sige at man ikke helt ved hvad det er man går indtil når man står der med den positive graviditetstest og tænker “Jeg skal være mor!” Glæden over det lille liv i maven og den umiddelbare lykke over at skulle være nogens mor. Men hvornår er man for alvor mor?Jeg giver mit bud på hvordan jeg blev mor, for det kom ikke umiddelbart da min lille søn kom til verden. Ihvertfald ikke mor i ordets naturlige forstand.

Shit! Hvad gør jeg?
Jeg tænker at jeg ikke er den eneste der rigtig mange gange har tænkt “Shit! Hvad gør jeg” når min søn græder utrøsteligt, ikke vil spise eller måske skider lidt mere end normalt. Det er sjovt hvordan de små mennesker kan hylle et voksent og, synes jeg selv, fornuftigt menneske fuldstændig ud af den. Jeg tror jeg endeligt har erkendt at jeg som mor IKKE har svaret på alle udfordringer. Hver eneste dag føler jeg mig på et eller andet tidspunkt en lille smule magtesløs, utilstrækkelig eller bange for at noget er galt med min baby…Ikke sådan panisk angst, men måske et lille stik af usikkerhed. Et strejf af den følelse jeg konstant gik rundt med de første uger som nybagt mor. For jeg vil vove at påstå at selvom man bliver mor, så er det langtfra alle der helt naturligt falder ind i rollen, rutinen og troen på sig selv. Jeg vover faktisk pelsen og påstår det modsatte.

Masser af tårer
Jeg vil egentlig sige at jeg havde et godt tag på børn inden jeg selv blev mor. Jeg har fire skønne nevøer og niecer, er vokset op i et hjem hvor min mor var dagplejer og således har der så længe jeg kan huske været små børn i huset. Jeg vidste godt hvordan man løftede en baby, skiftede en ble og gav en sut.Jeg var derfor heller ikke én af dem der glorificerede babyer eller dét at blive mor. Jeg var godt klar over at det var hårdt arbejde og at babyer ikke altid er glade og tilfredse.
MEN intet kunne alligevel have forberedt mig på de følelser og reaktioner som det lille menneske, som havde tilbragt ni måneder inde i min mave, kunne fremkalde i mig – og stadig kan.

Nøj de første fire uger var hårde! Jeg græd jo nærmest hele tiden. Jeg græd når han græd, når han ikke ville skide, når han virkede utilfreds, ikke ville spise, ikke ville sove…ja stort set hver gang et eller andet skulle ske. Og specielt hvis det så ikke skete i fred og fordragelighed og med et smil på læben. Ved antydningen af den mindste gråd, sprang sveden frem på min pande, maven fik en knude, halsen en klump og tårerne pressede sig på.Puha, det var ikke en sjov tid. Jeg var SÅ frygtelig bange for at komme til at gøre noget forkert! Så hvergang jeg skulle gøre noget spurgte jeg febrilsk min kæreste om råd. Hvad skal jeg gøre? Hvordan skal jeg gøre det? og ikke mindst hvorfor skal jeg gøre det? Det var bare nogle af mine mange spørgsmål. Og lad mig bare være ærlig….jeg stolede ikke 100% på min egen vurdering af situationen.

Dog skal det siges at jeg var meget skrøbelig da jeg kæmpede en kamp for at kunne amme. En kamp som jeg desværre tabte, men som samtidig har rustet mig og gjort mig stærkere.

Jeg håber at moderrollen også falder mig så naturligt
Nu er der gået noget tid og jeg er kommet igennem de hårde uger. Jeg græder ikke nær så ofte – ja nærmest vil jeg sige at jeg ikke græder i afmagt længere, men det kan jo komme en dag hvis det hele hober sig op og jeg igen føler mig usikker. Dagen med min lille søn er hyggelig og overskuelig – og så nyder jeg den. Vi leger, smiler, pludrer. spiser, sover og græder selvfølgelig af og til, men i det store hele er mine dage skønne og jeg nyder min barsel. Jeg havde for nylig besøg af én af mine rigtig gode veninder fra Norge. Hun venter selv baby til december og var således begyndt og tænke over den dag hun stod med sin lille datter i armene. Mens de var her så hun jo selvfølgelig både den glade side af min søn og den trætte, sure. ked-af-det side af ham. Hun kiggede på mig på et tidspunkt midt i et “jeg-græder-til-jeg-falder-i-søvn” øjeblik og sagde “hvis jeg da bare er så naturlig mor som dig når min datter kommer.” For hun er spændt på hvordan hun bliver som mor – og som jeg overvejer hun jo om hun naturligt falder ind i rollen. Jeg kunne jo i bagklogskabens lys fortælle hende at selv om det så naturligt ud nu, så havde det absolut ikke været det i starten. jeg havde grædt, følt mig som verdens dårligste mor og nogle gange ligget vågen med angsten for at det der med at være mor, det bare ikke var mig. Simpelthen fordi jeg ikke følte at jeg slog til. Vi fik os en rigtig god snak om de første hårde uger og selvfølgelig fortalt hende at 99% af alle kvinder (tror jeg) rummer det der mor-gen som bare lige skal vækkes til live. Det kommer jo ligeså stille med tiden når mor og baby lærer hinanden at kende. Og pludselig vågner man op og så ER man mor…mor før noget andet. Og det er bare en FANTASTISK fornemmelse!
Dét at løfte baby bliver naturligt, det at skifte er naturligt og i det hele taget bliver det naturligt at baby er en del af alt hvad du gør.

Og hvad er det så jeg vil sige med dette indlæg? 
Det der med at være mor…det kommer ikke over natten…Vi skal huske at give os selv lov til at fejle lidt, føle os frustreret. Og vi skal også give baby lov til at fortælle os hvordan vi skal være mor… For man lærer meget af at lytte til sin baby og til sin mavefornemmelse. Selvom der står noget i bøgerne, på nettet og at dine garvede veninder med børn siger én ting – jamen så kan det være at det bare ikke lige er det rigtige for dig og dit barn. I skal give jer tid til at finde ud af hvad der fungerer for jer og så kommer det der med at være mor bare lige så stille snigende 🙂

Tak fordi I læste med <3

FØLG MIG OGSÅ PÅ INSTAGRAM OG FACEBOOK