Hvad nu hvis det ikke handler om dig?

shutterstock_53235814-4

”Mor, du må ikke gå!”

Lille N kigger på mig med tårerne løbende ned ad kinderne og gentager hulkende: ”Mor, du må ikke gå.”

Jeg har netop fjernet hans små, varme hænder fra min nakke og afleveret ham til en af de voksne i børnehaven med ordene: ”Jeg elsker dig. Ha’ den dejligste dag.”

Jeg vender mig om og går mod lågen. Alt i mig gør ondt – og jeg kæmper en indre kamp for ikke at løbe tilbage, hive ham ud af armene på den voksne og sige: ”Så har vi vist været her for i dag.”

Jeg ved, at det ville være forkert, så jeg gør, som jeg har lært. Jeg bliver ved med at gå. Og som så ofte før får tårerne frit løb, da jeg sidder i min bil.

”Hvorfor er lille N så ked af det, når jeg afleverer ham?” Det spørgsmål har jeg stillet mig selv, min mand og de voksne i børnehaven tæt på 200 gange.

Og når jeg engang imellem har forvildet mig til at læse en artikel om, hvordan man bedst siger farvel til sit børnehavebarn, er svaret det samme. Om ikke hver gang så tæt på hver gang:

”Det er din skyld. Dit barn kan mærke din utryghed og dine bekymringer.”

I begyndelsen troede jeg, at de havde ret. Det var min skyld – og det var en tung byrde at bære.

Heldigvis nåede jeg til et punkt, hvor jeg begyndte at lytte til min indre stemme. For noget føltes ikke rigtigt – deres konklusion kunne ikke være hele sandheden.

Over de næste uger observerede jeg lille N intenst under vores afleveringer – og blev klogere på små ting, som jeg før ikke havde skænket en tanke. Og lille N bekræftede mig ret hurtigt i, at det ikke handlede om mig; eller ikke kun mig.

Når lille N blev afleveret hos en bestemt voksen, var der aldrig en tåre, ikke en eneste – kun smil og et ønske om at erobre dagen.

Det blev tydeligt for mig, at han havde brug for at blive mødt af ægte nærhed og nærvær.

Og det var lige præcis det behov, han fik opfyldt hos denne helt specielle voksne. Hun gav ham ægte (professionel) kærlighed, når hun mødte ham med et kæmpe kram og ordene: ”Hvor er det dejligt at se dig.” Hun så ham – og det kunne han mærke.

Vi indeholder alle evnen til at være til stede i nuet; at være lige der i krop og sjæl. Og børn mestrer denne disciplin helt fantastisk. Det gør dem også knivskarpe til at mærke, om vi voksne er til stede sammen med dem.

Så måske handler det ikke om dig, hvis dit barn græder, når du afleverer det i børnehaven. Måske gør du alt det rigtige.

Så i stedet for at vende blikket mod dig selv (i hvert fald ikke alt for længe) – så observer dit barn og bliv klogere på, hvad dets behov er. Højst sandsynligt er det bittesmå ting, som skal justeres. En voksen, som for en stund kan være lige der i nuet; uden at tænke på de hundrede andre gøremål, som venter, at få hjælp til at komme i gang med at lege med bedstevennen, at være indenfor den første halve time, fordi legepladsen bare virker for uoverskuelig fra morgenstunden. Et lille skridt med en stor effekt …

Jeg er overbevist om, at ægte nærvær, der hvor man for en stund glemmer tid og sted, er den slags stunder, hvor der knyttes bånd. Altså den slags bånd, hvor du bliver noget helt specielt for mig – og jeg for dig.

Hvad ville du opdage, hvis du for en stund var nysgerrig på dit barns behov?