Close
Kan man betale regninger med lykke?
facebook pinterest twitter

Kan man betale regninger med lykke?

katjaboeggildqwist 14 juli 2015, 10:00

blog - kan man betale regninger med lykke

”Mor, når jeg bliver stor vil jeg være professionel fodboldspiller for FC Nordsjælland.”

Store L og jeg sidder i bilen på vej hjem. Jeg har netop hentet ham fra en legeaftale med en ven.

”Det lyder spændende,” siger jeg og fortsætter, ”hvornår har du besluttet dig for det?”

Store L kigger ud af vinduet. Jeg kan se, at han er et andet sted. Jeg spørger ham ikke igen, det er min erfaring, at det ville være spild af tid; han er allerede videre.

Det viser sig, at vennens forældre under frokosten har spurgt drengene, hvad de vil være, når de bliver store. En spændende samtale, hvor fantasien kan få frit løb. Men for nogle børn også et stort spørgsmål, som giver stof til eftertanke. For hvad vil jeg egentlig være, når jeg bliver stor?

Så vidt jeg ved, var det første gang, at store L er blevet stille netop dét spørgsmål. Det er nemlig ikke et spørgsmål, der har været vigtigt for os at stille ham. For os har det været langt vigtigere at hjælpe ham med at finde ud af, hvor hans styrker er og måske endnu vigtigere, hvad der gør ham glad og fylder ham med energi. Resten skal han nok finde ud af, når tid er…

Har du nogensinde stillet et barn spørgsmålet: ”Hvad vil du være, når du bliver stor?”? Og har du nogensinde fået svaret: ”Jeg vil være lykkelig”? Et svar, som jo intet har med valg af karriere at gøre, men som i virkeligheden giver langt mere mening.

”Jeg vil være lykkelig!” Hvordan tror du, at du ville have reageret, hvis det var svaret, som du havde fået? Måske havde du svaret: ”Det lyder fantastisk min skat” – men samtidig ikke kunnet lade være med at tænke: ’Men du kan ikke betale regninger med lykke’.

Jeg tror, at vi er mange forældre, som ser vores børns karrierevalg som en vej til at blive lykkelig – i stedet for at målet er, at de bliver lykkelige og derudfra finder den rigtige karrierevej.

Vi ønsker alle, at vores børn bliver lykkelige. Men har vi fokus på at lære dem, hvordan de bliver lykkelige børn og senere i livet lykkelige voksne? Kunne det tænkes, at vi har fokus det helt forkerte sted? Har vi i virkeligheden misset det, som er allervigtigst? Nemlig, hvordan vi lærer vores børn at være lykkelige!

Måske tager vi for givet, at vores børn automatisk bliver lykkelige? Måske er det ikke tilfældet med mindre, vi prioriterer at lære vores børn at blive lykkelige? For når de har fundet deres helt egen lykkeformel, er jeg sikker på, at vejen til det rigtige karrierevalg kommer til at stå meget tydeligt for dem.

Og er det ærlig talt ikke fuldstændig ligegyldigt, om de bliver brandmænd, balletdansere, revisorer, tømrere, lærere, astronauter, sygeplejersker eller professionelle fodboldspillere – hvis blot de er lykkelige?

For har du valgt den karriere, som du drømte om, da du var barn? Da jeg var barn, ville jeg være tandlæge, advokat eller arkitekt – ikke lærer, coach eller forfatter, som jeg er blevet.

Så når du spørger store L, hvad han vil være, når han bliver stor, vil han uden at tøve svare: ”Professionel fodboldspiller for FC Nordsjælland”.

Og måske bliver han professionel fodboldspiller for FC Nordsjælland en dag – hvis det er det, han vælger at lægge sin energi i. Men det er ikke vigtigt for mig, når blot han bliver lykkelig.

Hvad gør dit barn lykkelig – sådan helt ned i maven lykkelig?