Tør du stoppe en gal trold og fortælle den, hvad der virkelig skete?

Når en tumling er gal som en trold

”Mor, du må ikke gå ind i børnehaven. Lov mig, at du ikke går derind.”

Store L kigger på mig med desperation i øjnene. Jeg kan se, at han mener det – som i virkelig mener det.

Jeg sætter mig på hug foran ham – og i det øjeblik er der kun ham og mig. Lydene fra de andre børn på legepladsen forsvinder. Og jeg glemmer alt om, at jeg 5 minutter før har forladt et festklart hus fyldt med gæster, der står klar til at fejre ham.

I dag er store L’s sidste dag i børnehaven. Ikke sidste dag inden weekenden og heller ikke sidste dag inden sommerferien – nej sidste dag i børnehaven; bum. Det er en festdag – en dag, som han har talt ned til i meget lang tid.

”Hvorfor må jeg ikke gå derind?”, spørger jeg forundret.

”En af de voksne vil tale med dig og far”, siger han fortvivlet.

Inden store L og lille N blev født, havde deres far og jeg lange samtaler om, hvilken slags forældre vi ønskede at være. Men måske endnu vigtigere, hvilke værdier vi gerne ville styrke i vores børn.

En af de egenskaber, som vi har haft fokus på at styrke, er, at de oplever, at deres stemme har værdi – at deres indre stemme eller måske endda indre visdom har betydning. Vi er begge overbeviste om, at det er en af grundstenene til at skabe et stærkt selvværd.

”Okay, hvorfor?”, spørger jeg – interesseret i at høre hans version af, hvad der er sket. Store L er kun 6 år, men jeg har gentagne gange oplevet – også da han var lille og for mange for lille til at have en stemme – at hans oplevelse af en situation var meget præcis. Og hvis jeg ikke tillægger hans stemme værdi nu, hvordan kan jeg så forvente, at han en dag, når han bliver ældre, pludselig får lyst til at udtrykke sin indre stemme.

Efter vores korte men værdifulde snak sender jeg ham ud på legepladsen med missionen om at finde lille N, så vi kan komme hjem. Mit håb er, at hans mission får ham til at glemme den voksensnak, som han tydeligvis frygter.

Min mand og jeg går ind i børnehaven, og da jeg ser den voksne, kan jeg godt forstå, hvorfor store L foreslog, at vi bare forsvandt lydløst ud af børnehavens låge; som en Ninja i natten.

En lang historie kort – så er en voksen kommet ind i et rum samtidig med, at nogle drenge fra storegruppen har haft deres hænder nede i bukserne på en af deres drengevenner; også fra storegruppen.

Samtalen fortsætter længe, meget længe, og meget længere end jeg føler nødvendig. Men det er tydeligt, at den voksne stadig er vred, og det er tydeligt, at han har brug for at få afløb for sin vrede. Så min mand og jeg lytter og får også sagt et ord eller to, når han engang imellem kommer op for luft.

Jeg må indrømme, at jeg på et tidspunkt holder op med at lytte helt så intenst, som jeg gjorde i begyndelsen – og begynder at tænke på, hvordan vi får vendt denne dag til at blive en festdag, som det jo var meningen, da store L i morges tog i børnehave med gaver til de voksne og fade med frugt til hans venner. Da var der stadig glæde i hans øjne – og han var stolt.

Da store L kommer ind af døren med sin fangst – lille N – udnytter jeg muligheden og forlader samtalen. Noget, som jeg skulle have gjort for længe siden, men som jeg var for høflig til at gøre. For alt i mig havde de sidste mange minutter haft lyst til at sige: ”Tak, fordi du orienterede os, vi tager en snak med store L om ikke at overtræde andres grænser. Men nu vil jeg gerne hente min søn fra hans sidste dag i børnehaven og holde en fest.”

Min mand får lukket samtalen ned (han er go’ til sådan noget), vi ryster os mentalt og minder hinanden om, hvor fokus skal være lige nu.

Vi samler vores store drengs ting sammen, og min mand tager billedet fra store L’s gaderobe ned; det billede, som vi hver dag i 3 år har kigget på, når vi har afleveret og hentet ham.

Jeg forlader børnehaven med en følelse af tristhed, som jeg har svært ved at sætte ord på. For jeg er ikke trist over, at det er min store drengs sidste børnehavedag – han er klar til nye udfordringer. Min tristhed handler nok mere om, at jeg mærker store L’s tristhed, når han gentagne gange på vej ud siger: ”Nu kan de da ikke skælde mig ud mere.”

Under en time efter, at vi er kommet hjem til hans surprise fest (som han for øvrigt elskede), kommer store L til mig og spørger, om vi kan tale sammen. Han har brug for at fortælle mig, hvad der virkelig skete i børnehaven, siger han.

Vi sætter os på gulvet på badeværelset – det eneste sted i huset, hvor der ikke er alt for meget larm.

I den næste halve time har vi den skønneste samtale. Store L fortæller mig om, hvordan de havde hældt plus plusser ned ad ryggen på hinanden, og at nogle af plus plusserne var kommet ned i bukserne på en af drengene – og hvordan de ville hjælpe ham med at få dem op.

I hans verden var det en helt uskyldig leg, som han sikkert havde glemt alt om efter to minutter, hvis de voksne ikke havde ’opdaget’ dem – og sikret, at oplevelsen ville sidde i dem i lang tid efter.

Det, der faktisk havde haft størst indvirkning på store L, var, at den voksne havde været ’gal som en trold’. Og som han så fint udtrykte det: ”Hvem tør stoppe en gal trold – og fortælle den, hvad der virkelig skete?”

Det er min oplevelse, at de voksne i børnehaven aldrig rigtig fandt ud af, hvad der var sket på stuen den dag – måske fordi samtalen begyndte med vrede stemmer, sure øjne og skæld ud.

Jeg tænker, at de voksne gik glip af en indsigtsfuld samtale den dag.

Og tænk et øjeblik over, hvad børnene tager med fra dagens oplevelse. Nok ikke vigtigheden af at lytte til deres indre stemme og finde modet til at udtrykke den – en erfaring, som er vigtig for senere i livet at turde stå op for sig selv eller andre.

Hvornår har du sidst styrket dit barns indre stemme ved blot at være og lytte?