Vi er vokset fra hinanden, mor

foto---vokset-fra-hinanden”Vi er vokset fra hinanden, mor”

Store L er netop løbet gennem stuen. I farten fortæller han oprørt og med en go’ portion drama i stemmen, at han og Madsen er vokset fra hinanden.

For under 2 minutter siden stod jeg i stuen og lagde vasketøj sammen, mens jeg kiggede ud i haven på to fætre, som havde en fest.

Store L kommer tilbage i stuen og kaster sig på sofaen – klar til at dele dramaet med mig, og jeg spørger:

”Hvad er der sket?” (Jeg kender jo efterhånden mine replikker uden at skulle kigge i manuskriptet.)

”Madsen og jeg er vokset fra hinanden. Det har jeg jo lige sagt,” siger store L og sukker.

”Men hvad betyder det at vokse fra hinanden?” spørger jeg – samtidig med, at min hjerne kører på højtryk for at finde ud af, hvor han dog har hørt så voksent et udtryk.

”Det betyder, at vi ikke kan enes om tingene,” svarer store L opgivende. ”Vi kan ikke være fætre mere.”

Drama, drama, drama …

Store L og jeg får os en snak om, at man for det første ikke stopper med at være fætre, fordi man har en uoverensstemmelse. Fætre er man for livet. Trods dramaets styrke, kan jeg se, at svaret passer ham rigtig fint, da han er fuldstændig vild med sin 3 år ældre fætter.

Vi taler også om, at det er helt fint at være uenige om en leg, men at det er en fordel at blive og gøre sin stemme gældende. Men det er en helt anden snak, som jeg rigtig gerne vil dele med dig en anden gang.

Tilbage i stuen bliver jeg ikke klogere på, hvor udtrykket ’at vokse fra hinanden’ kommer fra. Men kort efter er store L og fætter M ude i haven at lege igen. Og det giver mig (nok alt for meget vil min mand mene) ro til at tænke over, hvor han dog har hørt udtrykket henne.

Hans verden er blevet markant udvidet det sidste halve år. Og det går op for mig, at jeg ikke længere har kontrol over, hvilke samtaler han overhører, når han er ude i den store verden.

Jeg giver til sidst op på at finde sætningens oprindelsesmand og konstaterer i stedet, at mit fokus jo i virkeligheden er det helt forkerte sted.

For det er ikke vigtigt, hvor han har hørt det. Han kommer uden tvivl til at høre og opleve ting, som jeg ville ønske, at han ikke havde gjort; at tro andet ville være naivt.

Det vigtige er, at jeg ikke er med til at opbygge et stærkt selvværd hos ham, hvis jeg kun vælger, at han skal se og høre om livets lyse sider.

Når jeg vælger at feje alle livets udfordringer væk fra hans verden, fjerner jeg også hans mulighed for at opdage, at han kan håndtere ALT.

Og er det ikke dét, som det handler om? At kunne nyde nuet med troen på, at jeg kan håndtere alt, der kommer i min retning.

Og hvis han (og jeg) ved, at ligegyldigt hvad livet byder ham, så er han mentalt rustet til at håndtere det. Så behøver hverken han (eller hans mor) at spille livets spil med svedige håndflader.

For som jeg engang hørte en klog mand sige ”Hvis du spiller livets spil med svedige håndflader, så er der stor risiko for, at du taber bolden.”

Hvordan lærer du dit barn at spille livets spil?

 

PS: Nogle dage efter store L’s vi-er-vokset-fra-hinanden-episode, blev mysteriet opklaret, da vi så en film på Netflix sammen.

Pludselig hører jeg de velkendte ord: ’Vi er vokset fra hinanden’.

Det var langt fra så dramatisk, som jeg havde forestillet mig det. Det handlede blot om en lille dreng og hans drage, som var blevet uvenner – og derfor var vokset fra hinanden.

Nothing more – nothing less!