Flytning og dagplejeskifte

thumbnail_IMG_4916Om under 2 måneder rykker vi teltpælene op og flytter i nyt hus. Vi glæder os helt ekstremt, og kan faktisk næsten kun komme på positive sider af dén sag – pånær lige én ting. En flytning betyder nemlig også at min lille Larve skal flyttes væk fra hans trygge og vante omgivelser hos hans dagplejemor. Det har været en længere proces, og jeg har personligt selv måtte æde en halv kamel angående et dagplejeskifte.

Ønskescenariet var at rykke ham til en vuggestueplads i den institution hvor vi også ønsker han skal i børnehave i til sommer. Det har desværre ikke været en mulighed, da der simpelthen ikke når at blive en ledig plads til ham. Et andet scenarie hed, at beholde hans nuværende dagplejemor og så pendle frem og tilbage med ham hver dag. Men eftersom der kommer en lillebror i det nye år, fandt vi heller ikke denne løsning som det mest optimale. Til den tid vil det nemlig blive mig, der hver morgen skulle pakke to larver sammen og køre 20-25 minutter i bil hver vej for at hente og bringe. Med et lille spædbarn på slæb, kan vi dog godt se det kan give nogle udfordringer i dagligdagen – desværre.

Enden af det blev at vi ønskede en dagplejemor tæt på vores bopæl. Det er fornyligt blevet en realitet, og vi besøgte hende den anden dag. Larven, som ellers er ret genert, tøede overraskende hurtigt op, og der var gudskelov overvejende virkelig fede ting denne dagplejemor kunne tilbyde; en masse udeliv, traktorer og maskiner på legeværelset, en hel vognpark af køretøjer i haven, jævnaldrende legekammerater, legestueture, tumleture i hallen og en sød og udadvendt dagplejemor.

Så hende har vi pænt takket ja tak til, og håber selvfølgelig at det gode førstehåndsindtryk forbliver godt. Jeg ville dog stadig lyve hvis jeg ikke synes det er lidt vemodigt at vi trækker ham væk fra hans nuværende base. Men Larven overrasker mig nærmest dagligt på alverdens punkter, så mon ikke også han tager sådan et skifte i stiv arm?

Nogle af jer, der har gode eller dårlige (helst gode) erfaringer med et dagplejeskifte i 2-års alderen?

//Larvemor