Bag lukkede døre

Tiden flyver.

I fredags var det 2 år siden, hun blev født og 3 år siden, vi blev forældre. Jeg blev mor – vi blev forældre – den dag graviditetstesten viste 2 streger. Og det var mod alle odds. Havde nogen fortalt mig, hvad vi skulle igennem blot 8 uger efter fødslen – og de her 2 år frem, tror jeg, at jeg havde været skræmt fra vid og sans og måske endda været på nippet til, at aflyse det hele.

Man får uanede kræfter når man står i en situation, hvor det gælder ens barn. For når det gælder dem, så findes der ikke et eneste stormvejr, man ikke vil gå gennem for dem til en hver tid. Overskud er mange ting. Fysisk kan man have et overskud, som andre misunder. Men overskud kan også afspejles i ens styrke og mod.

Overskuddet til, at bevare fokusset på sit barn, selvom man er havnet i den ledeste virvl-vind af bekymringer og tårekanaler, der er brast sammen for længst, så øjnene er ligeså røde som kinderne og panikpletterne på ens bryst af bare spekulationer.

For helvede, hvor har jeg været bange! Men ligeså tit, som jeg har frygtet for hendes lille liv – lige så tit har hun overbevist mig om, at det hele nok skal gå og at hun er stærk – selv når hun er allersvagest og afkræftet. Alene i det lille væsens styrke og mod, forstår jeg pludselig, at beundre mit eget mod og min egen styrke – selv på de dage, hvor tårerne er flest.

Alene på styrke, mod og kærlighed til hende, kan bekymringerne forvandles til smil og glædeståre – selv bare ved de mindste fremskridt.

Men 2 år er der gået – 2 år, hvor hun har overlevet al verdens modgang og hvor vi, som forældre, endnu ikke har formået at drukne os selv i alle de tåre, der er blevet grædt bag de lukkede døre.

Dette er en historie om, at være forældre til et hjertebarn. Velkommen til vores hverdag, dagbog og billedbog. Jeg håber, I er mange, som vil læse med på godt og ondt. – Velkommen til! J