At blive mor var hårdt

At blive mor

Her kommer anden del af min historie:

Jeg fødte ved et ukompliceret akut planlagt kejsersnit en måned før termin. Jeg fik en graviditetsrelateret blodprop i mit ene ben og da børnene havde det fint, ville lægerne ikke udsætte min krop for yderligere og mere alvorlige gener.

Efter fødslen havde jeg det virkelig skidt. Jeg havde tabt mig og vejede mindre end inden jeg blev gravid. Jeg havde ikke noget at tærer på, og følte mig helt fremmed for mig selv.

Jeg lå på barselsgangen en hel uge, da jeg fik blodfortyndende medicin, så børnene lå på neonatal afdelingen alene (”trivselsindlagt”). Min mand var meget sammen med børnene de dage jeg var på barselsgangen og jeg havde faktisk bare mest lyst til at være på min stue. Jeg følte ingen overskud eller lyst til at være sammen med mine børn, som jo i den grad havde brug for deres mor. Jeg følte jeg skulle 200 ting. Jeg skulle spise, sove, forsøge at få gang i amningen, have hud-til-hud kontakt, og jeg var mildest talt skudt helt under gulvbrædderne.

Inden fødslen havde vi snakket om, at amningen måske ikke kom til at fungere, og jeg havde det ganske fint med, at de nok skulle have sutteflaske.

Men da jeg så stod overfor at måtte sige – jeg kan ikke amme – så knækkede filmen. Jeg blev så ked af det. Jeg havde følt mig presset fra personalet. Det er jo bedst med amning og prøv nu. Amningen kom aldrig til at virke, men jeg skulle alligevel få så meget modermælk ud til dem som muligt, så den opgave kørte også på en klokkestreng og deres måltider kørte også efter et skema. Så ja – det var f…. hårdt at få børn.

Min sundhedsplejerske kom ud til mig på sygehuset, og var meget hurtig til at spørge ind til, hvordan jeg havde det. Første gang hun besøgte os efter vi var kommet hjem, spurgte hun om det måske kunne tænkes, at jeg havde en efterfødselsreaktion, og strømmen af tårer på mine kinder, sagde vist alt.

Vi har fået den mest fantastiske hjælp af vores sundhedspleje og det er bl.a. fordi vi har bedt om hjælpen. Jeg tror på, at min sjæl her begyndte at røre på sig og gøre sig bemærket. Jeg mærkede i min krop og i mit sind, at jeg ville have det bedre. Jeg ville have de redskaber og værktøjer, der fandtes til at blive den mor jeg drømte om. Og jeg ville have dem ind under huden.

Jeg havde drømt om at elske mine børn betingelsesløst og det kunne jeg ikke – Jeg havde bare lyst til at løbe væk, at aflevere dem tilbage. Men det kan man jo ikke, så derfor bad jeg om hjælp.

Jeg vidste ikke dengang, at jeg jo kun kunne give det videre, som jeg selv havde i mig. Og når jeg ikke havde lært at elske mig selv betingelsesløst, hvordan skulle jeg så kunne elske mine børn betingelsesløst?

Jeg følte hele tiden, at jeg kunne gøre det bedre, at jeg kunne blive en bedre mor. Jeg opdagede sider af mig selv, som jeg ikke var stolt af og som jeg skammede mig over, og jeg ville bare have de skulle gå væk. Jeg lærte sidenhen, at når vi gemmer vores følelser væk, så er de der stadig. De bliver ved med at banke på (hårdere og hårdere), indtil vi ser på dem med nænsom kærlighed og hører, hvad de har at fortælle os.

Jeg kæmpede meget med min manglende frihed – jeg kunne ikke bare gøre, hvad der passede mig. Jeg havde to små, som var afhængige af mig hele tiden. Men også her lærte jeg en masse. For eksempel at det er ok, at mor får tid for sig selv – ellers kan hun jo ikke være der for sine børn. På samme måde, som at man i et fly skal give sig selv iltmasken på, inden man hjælper sit barn. Jeg kan jo kun hjælpe mit barn, hvis jeg har det godt og har overskud.

En anden ting jeg lærte af, var snakken om en ”god nok mor” og hvad er egentlig det?

Jeg vidste i mit hjerte, at jeg ville give mine børn et godt selvværd og jeg ville lærer dem, at de er lige som de skal være, bare fordi de er dem. Ikke på grund af noget de gør eller udretter.

Og hvordan skulle jeg så gøre det, når det ikke var sådan jeg var vant til at kommunikere. De fleste mennesker bliver vurderet på deres kunnen og ikke deres væsen. Og faktisk mener jeg ikke, vi skal vurderes. Alene det faktum at vi er på denne jord, er jo fantastisk – punktum.

Men hvor nemt er det lige at føle det i sit inderste, når man altid har været vant til noget andet?

Vi fik kendskab til Marte Meo, som handler om anerkendende pædagogik. Her fik vi nogle redskaber til at kommunikere anderledes med vores børn og vi har desuden været gennem et super forløb via vores kommune, som hedder ”De Utrolige År”.

En masse gode værktøjer til at hjælpe os til at udtrykke det, som lå gemt i hjertet, men som jeg ikke havde lært at udtrykke.

Det har gennem hele forløbet været mig som mor, der havde udfordringer. Vores børn trivedes og havde det godt.

Det var anden del – følg med i morgen til sidste del af denne historie.

 

Billedet er et par dage før vi kom hjem – de er ca. 14 dage gamle.

tvillinger 14 dage gamle

Håber I alle får en skøn weekend 🙂

Unable to display Facebook posts.
Show error

Error: Error validating access token: The user has not authorized application 1332798716823516.
Type: OAuthException
Code: 190
Subcode: 458
Please refer to our Error Message Reference.