Close
Bare jeg havde vidst…
facebook pinterest twitter

Bare jeg havde vidst…

listentoyourheart 31 maj 2018, 11:33

Bare jeg havde vidst….

Ja – hvad ville jeg ønske jeg havde vidst inden jeg fik børn? Jeg kan komme på mange ting – men det spørgsmål jeg stiller mig selv er – ville det have gjort en forskel?

Hvis jeg fx havde vidst, hvor hårdt det var at få børn og hvor meget jeg skulle kæmpe, og hvor krævende det var og er, at blive den mor jeg ønsker at være. Hvad ville jeg så have gjort anderledes?

Et eller andet sted i mig tænker jeg, at det ikke havde hjulpet mig. Nogle ting skal desværre bare opleves før man kan forstå og handle på det. Det kan ikke læres på forhånd.

Vi vidste jo godt det blev hårdt at få to børn på en gang – men intet andet end erfaringen kunne fortælle os, hvor hårdt. Det kan ikke forstås – før det er oplevet.

Også sådan tror jeg det er med mange ting. Det er jo det som er ”livets gaver” – at vi bliver mødt med modgang og udfordringer, som på en eller anden måde styrker os og definere hvem vi er.

Som med udtrykket ”jeg taler af erfaring” – jeg kan oprigtigt kun sætte mig ind i andres følelser og tanker – hvis jeg selv har oplevet det samme eller lignende.

Jeg tror også på at vi får den hjælp vi skal have, når vi er klar. Jeg kunne fx godt have tænkt mig at vide, at der fandtes en FB-gruppe for mødre med efterfødselsreaktioner tidligere i mit forløb. Men spørgsmålet er om jeg ville have været klar til at dele ud? Ville jeg have haft overskud til at bede om de andre mødres hjælp? Måske.

Proces

Mit moderskab er en proces, og jeg tror på, jeg lærer det jeg skal, på rette tid og sted – selvom det ikke altid føles sådan. Ofte tænker vi, at vi gerne ville være dit og dat foruden – men sådan har jeg det faktisk ikke. Jeg ved at mine oplevelser i livet, er med til at skabe mig, og den jeg er. De skaber den mor jeg stadig er ved at blive. Mine oplevelser giver mig mulighed for at kunne hjælpe og inspirerer andre mødre. Jeg kan oprigtig sige ”det kender jeg godt – det har jeg prøvet”.

Det er lidt som med fagbøger – jeg elsker at læse spirituelle bøger og jeg har fået rigtig mange de seneste år. Men jeg har også nogle som er mange år gamle og dem har jeg læst igen indenfor de sidste par år. Jeg har fået noget helt andet med fra bøgerne 2. gang, fordi jeg har udviklet mig – jeg er et andet sted. Jeg er klar til at modtage noget nyt, og jeg modtager fra et andet sted i dag end for 10 år siden.

Jeg kunne også ønske mig, at jeg havde vidst jeg ikke var alene i universet. At der er en højere bevidsthed. Gud, Engle, Universet, Sjælen eller hvad du nu vælger at kalde det – som ALTID er der for mig – som altid passer på mig. Men spørgsmålet kan ikke lade være med igen at dukke op. Ville det have gjort en forskel? Ville jeg have været klar til at acceptere og tage det til mig?

Lige nu tænker jeg IKKE, at hvis bare jeg havde vidst x,y,z, så ville det have været anderledes og bedre i dag. Men det er bare mig og lige nu. Om et par dage kan det være jeg komme i tanke om noget andet, også skal du nok hører om det 🙂

Kan du have en fantastisk dag.

[custom-facebook-feed]