Det som ikke skete – del 1

Jeg snakker udenom…

 

Kæreste dig som læser med,

Jeg har ikke skrevet til dig længe og ja der er altid 100 undskyldninger, men jeg vil egentlig ikke undskylde, for jeg vil tro på at ALT ER SOM DET SKAL VÆRE, og at livet ikke er ”efter mig”.

Livet er FOR mig og hjælper mig – uanset om jeg så lige ser det som hjælp (på det tidspunkt).

Så det er som det skal være, at jeg ikke har fået skrevet til dig.

Men nu er jeg her, og jeg ved faktisk ikke helt, hvordan jeg skal starte dette indlæg.

Jeg ved bare at jeg har noget vigtigt med til dig – noget som står mig nært, og noget som er sårbart.

 

Stadig i proces

Jeg er stadig selv i processen og derfor kan det være svært at få ”helikopter-overblikket”, men jeg vil alligevel prøve at indvi dig i det som foregår i mig for tiden – for jeg er helt sikker på nogen af jer der læser med, også kender det.

Det er svært at beskrive, fordi det er noget der foregår uden ord – noget som kroppen registrere og omdanner til ”sådan er det”.

Hvis du har læst med i mine tidligere indlæg, så ved du at det var meget turbulent for mig at blive mor for 6½ år siden, og jeg lige siden har arbejdet på at blive den mor jeg gerne vil være, og acceptere mig som den jeg er.

På denne rejse, som nok kommer til at være resten af livet – hvis jeg ønsker det, har jeg opdaget mange ting, og jeg bliver hele tiden klogere på mig selv og mine reaktioner.

 

Ståsted i forældreskabet

Jeg har lært at VI er rigtig, rigtig mange mødre (og fædre), som kæmper for at finde VORES ståsted i at være forældre anno 2019. Vi kæmper fordi tiden har forandret sig. Vi kan ikke, og har ikke lyst til at være forældre på samme måde, som vores forældre var.

Børn i dag er anderledes end for 1-2 generationer siden – De har en anden bevidsthed med sig. De indordner sig ikke, og lader sig ikke ”kue”, og derfor virker de værktøjer vi hiver op af rygsækken (fra vores forældre) ikke.

MEN hvad så?

Vi trives simpelthen ikke med de ”gamle metoder”, men det er jo dem vi har med i bagagen, så vi står og skal genopfinde måden at være forældre på, og hvem skal vi kigge på – hvad er det ”rigtige” at gøre?

Skal vi lytte til dagens eksperter og følge deres råd ”3 tips til at få dit barn til at lytte”, eller?

Og hvad når rådene ikke virker hjemme hos os?

Er det så fordi vi er uduelige forældre?

Og hvad gør vi så?

Mange orker ikke at kæmpe og ryger ind i ”det går over, når de bliver større” eller ”jeg skal bare tage mig sammen”

Nej – det er ikke sandt!

Det skal være rart og godt at være familie, og du skal trives som mor eller far. Det er muligt – det vil jeg tro på.

 

Indre vejviser

Jeg tror på vi skal (gen)finde vores vejviser indeni. Den som ALTID ved, hvad er bedst for os og vores familie. Den som ikke lytter til eksperter, famille og venner.
Den stemme, som kommer fra kærlighed og handler fra kærlighed, også når det hele brænder på.

Jeg tror på at vi skal gen-lære ACCEPT at ALT hvad vi (og vores børn) er.

Jeg tror på at det I DAG handler om at acceptere det hele menneske.

Men for filan, hvor kan det være svært, hvis vi ikke selv er vokset op i omgivelser, som acceptere os som den vi er.

Hvis vi selv har lagt en masser sider af os selv i skyggen, hvordan kan vi så rumme, når vores børn ”kaster” de sider lige op i ansigtet på os?

Hvordan kan du rumme at dit barn råber ”lorte-mor” ind i hovedet på dig, hvis det bestemt ikke blev anerkendt, hvis du gjorde det samme da du var barn?

Det kommer ned til det her med at HUSKE, at ingen børn gør det de gør, for at ”ramme” dig – det er dine gamle skeletter i skabet, der bliver ramt, når lille Sofie siger ”lortemor” (eller noget andet du bestemt ikke vil høre).

 

Nysgerrige omsorgspersoner

Som jeg læste i et indlæg fra en psykolog – vi har brug for NYSGERRIGE voksne omkring vores børn. Voksne, som kigger indad, når de bliver ramt af det børnene ”gør”

Hvorfor bliver jeg ramt af det?

Hvorfor er det lige så vigtigt for mig?

Løsningen med at vi bare skal være anerkendende og rummelige, når det hele koger indeni, virker nemlig heller ikke. Tværtimod bliver vores modstand mod børnenes ”opførsel” bare meget mere subtil og ”fordækt”.

Når vores børn ”reagere”, så er der efter min overbevisning ikke noget galt med dem – der er noget de kæmper med. Noget de ikke trives med, og her bør vi være nysgerrige og åbne overfor hvad de kæmper med. På samme måde, som vi skal være ultra nysgerrige på os selv – hvorfor reagere jeg? Hvad er det jeg kæmper med (som ikke handler om mit barn)?

Jeg synes jeg personligt kæmper med at finde den rette måde at være mor på – for hvad er det? Når jeg ikke ”bare” kan bruge de værktøjer (som eksperterne siger er de rigtige), hvordan gør jeg så?

Hvad gør jeg, når jeg har fået pakket mit ”indre kompas” ind i så mange gamle begrænsende overbevisninger, at jeg tænker det er umuligt at finde ind til?

Jeg øver mig og yder den størst mulige selvomsorg, når jeg alligevel falder i ”fælderne”, og reagere fra min autopilot.

Jeg bruger alle de redskaber jeg har til at fortælle mig selv at ALT ER OKAY og JEG ER OKAY.

For mig handler det om at acceptere mig selv med ALT hvad jeg er, og for filan det er ikke nemt. Men jeg vælger at tro på, at det er MULIGT.

 

Jeg snakker udenom..

Jeg har lige siddet og gennemlæst det jeg har skrevet til dig, og det er så tydeligt for mig at jeg ”snakker lidt udenom” – fordi det er nemmere, og fordi de her fornemmelser vi har i kroppen kan være så svære at sætte ord på. Det er nemmere at snakke om det som sker ”udenfor”

Derfor vil jeg slutte dette indlæg her, så det ikke bliver alt for langt og tungt, også vender jeg stærkt tilbage med 2. halvdel i morgen.