Det som ikke skete – del 2

Del 2

 

Hvis du ikke har læst første del af indlægget vil jeg stærkt opfordrer dig til at læse det her, da det ellers ikke giver så meget mening (tænker jeg).

Det var som skrevet meningen at indlægget i går skulle handle mest om alt det, jeg ikke kan sætte ord på, og det i sig selv er jo en udfordring – for hvordan gør man det?

Hvordan får jeg det subtile og til tider ukendte ned på papir? Og hvor starter jeg?

 

At lede efter mig selv

Jeg har gennem de sidste mange år været på en rejse, og især efter jeg fik børn for 6½ år siden. Jeg har ledt efter mig selv. Jeg har ledt efter at forstå mig selv og være MIG.

Og som skrevet er jeg stadig i processen – men noget af det jeg bliver mere og mere klar over, er at jeg i den grad og i en meget tidlig alder har gemt MIG væk – det var jeg nødt til for at ”overleve”.

Det lyder måske voldsomt – men for et lille barn der ikke bliver mødt i at være ”sig”, så er det ren overlevelse.

Jeg forsøgte i lang tid at finde ud at hvad det var der var ”sket”, men det jeg husker er ikke, at der er ”sket” mig noget. Jeg er vokset op i en ”helt almindelig” familie med mor, far og to børn, og der var det der skulle være.

 

Det som ikke skete

På et tidspunkt på min rejse gik det op for mig – og det var en kæmpe lettelse – at det ikke var det som ”skete” – men derimod det som ikke ”skete”, som havde fået mig til at ”gemme mig væk”.

Alt det som aldrig blev sagt til mig. Al den omsorg, som lige netop jeg havde brug for – og ikke fik.

Det var det som ”manglede”, der var problemet.

Og hvordan arbejder man så med det? Hvordan healer man noget som ikke var?

Hvordan bliver man tryg i en verden, som stort set aldrig har føltes tryg? Hvordan tør man overgive sig 100% til andre mennesker, når man ikke kender til den dybe sikre tryghed.

Den ”sikre havn”, som man altid kan vende tilbage til?

Det bliver mere og mere tydeligt for mig, hvordan kroppen har lukket af og passet på. Hvordan den ikke tør stole på at noget er trygt – fordi den ikke har oplevet det i mange, mange år.

Alle de år, hvor jeg har følt mig anderledes, udenfor, alene, ensom.

Alle de år, hvor jeg har søgt efter at blive elsket som mig – søgt efter at blive mødt 100% som MIG.

Længslen i hjertet – som jo er kærlighed. Længslen efter det som hjertet ved er sandheden, men som kroppen lukkede ned for at modtage i frygt. For at overleve.

 

Hvem er jeg så?

Mens jeg gennemgår denne proces og kommer ned i de dybe, dybe lag giver det så meget mening, at min største udfordring ved at blive mor, var at jeg ikke kunne elske mine børn – jeg kunne ikke mærke kærligheden til dem. Og det var samtidig min største sorg – for jeg ønskede det af hele mit hjerte.
Men kroppen passede på og lukkede af – jeg blev jo mødt af alt det jeg havde gemt væk i min egen barndom.

Jeg har påtaget mig så mange måder at være på – som ikke er er mig og ikke min måde – men jeg prøvede at overleve.

Derfor er det også mega skræmmende at skulle smide alt det væk – for hvad så?

Hvad skal jeg så – hvem er jeg så?

Når jeg ikke kan gøre som ”de andre” og det ”de andre” siger – som jeg har gjort meget af mit liv.

Hvordan finder jeg så ind til den jeg i virkeligheden er, og det jeg har lyst til, og står for?

Det er en af grundene til at rigtig, rigtig mange mennesker holder fast i et liv, og måder at være på, som ikke nærer dem – fordi de er ”trygge” og velkendte.

Som kvinden der er vokset op med vold i hjemmet, og senere finder kærester som er voldelige.

 

At bryde linjen

Det kræver kæmpe mega meget mod, at bryde linjen.

Jeg har valgt, eller jeg tror ikke det var et valg – for jeg kan ikke andet, at bryde min linje.

Og jeg har mange gange kæmpet og arbejdet alene for at bryde – men jeg ved nu, at jeg ikke kan alene, og det er ikke muligt for mig at heale alene. Jeg har brug for at heale i en relation.

Min krop har brug for at lære at det er trygt i relationer.

Jeg er i gang hos en kropsterapeut, som ved sidste behandling tog mig kærligt i hånden, og jeg mærkede virkelig længslen efter at modtage den universelle kærlighed og omsorg hun sendte mig, og jeg mærkede det lille barn indeni, som bare ønsker at tage sin ”voksne” i hånden, og vide at hun er 200% tryg.  Jeg mærkede også ”muren” komme op – for hvordan er det at mærke den form for tryghed? Er det sikkert og okay?

Det gav virkelig stof til eftertanke om hvor meget jeg ”passer på mig selv” og beskytter mig fra ”fare”. Og hvor meget jeg ønsker at give slip, og tage i mod og føle mig tryg.

Fordi når vi lukker af for ”farerne”, så lukker vi også af for kærligheden og trygheden.

Derfor kræver det blidhed og tålmodighed med kroppen. Det kræver at den mange, mange gange bliver mødt med betingelsesløs kærlighed og omsorg.

At være midt på denne rejse, mens jeg også er mor til mindre børn – det kan være udfordrende, men jeg vil aldrig være den foruden – for jeg ved at jeg samtidig med jeg healer mig selv, giver mine børn en uvurderlig gave med på vejen. Jeg bryder linjen, så de kan blive sat fri.

Jeg ved også, at jeg giver dem nogle andre ”udfordringer” med i deres liv – det kan vi ikke undgå at gøre som forældre. Men jeg ved, at jeg altid vil være imødekommende og møde dem med åbent sind, hvis de en dag kommer og deler deres oplevelser af deres barndom – og det gør hele forskellen i min verden.

 

Udfordringer med tilknytning

Jeg håber du fulgte med så langt, og måske vækker indlægget genklang i dig, hvis du har søgt efter ”det som skete”, men ikke finder noget. Så skal du måske lede efter det ”som ikke skete”.

Hvis du tænker at du har udfordringer med tilknytning og tryghed, kan jeg på det varmeste anbefale at læse artikler af Inge Holm, som er ”tilknytnings-ekspert” – https://ingeholmaps.dk/blog/

 

Pas på dig selv kæreste du og vær blid og kærlig ved dig selv – der er altid en grund til de ting som sker.