Forældredeterminisme

Forældredeterminisme – hvad er det?

 

Kære dig som læser med.

Det er længe siden – for længe. Eller måske er det tilpas?

Hvem ved?

 

Nu er det i hvert fald tid til nyt fra mig 💖

Mine børn er 5½ og begynder at blive ”store”. Vi begynder at mærke at de ting de kan selv – det giver lidt frirum – så skønt.

 

Sommerferie og overskud

Vores sommerferie var med halvpension, så vi skulle ”bare” bevæge vores luksuslegemer ned til buffeten.

Den første gang jeg bemærkede frirummet, var en dag da begge børnene var løbet efter vand i vand-automaten – ”ja hvem kommer først”, og vi sad HELT alene ved bordet.

”Nyd det” (de 45 sekunder det varer) – sagde jeg til min mand.

Jeg må tilstå, at denne ferie er den første ferie, efter vi er blevet familie, hvor jeg faktisk følte det havde været ferie, da vi kom hjem. Hverdagen fik hurtig sit tag i os igen – men det er en anden historie.

Jeg mærkede kortvarigt et overskud og mere energi i dagene efter ferien. Et overskud som virkelig har været pakket langt væk i mange år.

Ikke engang mine små ”SOLO-ture” på 1-2 overnatninger har haft givet mig det overskud.

Det var så dejligt at mærke, og samtidig også skræmmende at få øje på, hvor lidt energi og overskud der har været og stadig er i dagligdagen.

Jeg øver mig sindssygt meget i at være til stede i nuet og agere fra mit hjerte, da jeg er af den overbevisning at det er VEJEN frem. Jeg øver mig i at give mig selv lov til at være mig med alt det jeg indeholder.

MEN hold nu op, hvor ville jeg nogle gange ønske at jeg efter 5½ år havde fået energi og overskud tilbage.

Når jeg så helt uden filter kigger på alt det, som jeg har været gennem siden (og før) jeg blev gravid, så er det måske alligevel ikke så mærkeligt, at jeg stadig kæmper og forsøger at heale min krop og sind.

Det tager bare laaaaaannngggg tid med to små børn i huset, som absolut kræver sin del.

Det må jeg nok huske mig selv på – endnu mere.

At jeg gør det så godt jeg kan, og det vil jeg også gerne dele med dig som læser med – uanset hvor du står lige nu og med hvad – DU GØR DET SÅ GODT.

FORTÆL DIG SELV DET – mange gange dagligt.

 

100% eller kan mindre gøre det?

Jeg bruger også virkelig meget energi på at blive den mor jeg gerne vil være og finde min rette hylde.

Jeg læste for nyligt en artikel om forældredeterminisme – som kort fortalt er troen på, at det vi som forældre gør, eller ikke gør – det AFGØR vores børns fremtid.

Det er rigtigt – vi forældre bliver bombarderet med rigtigt og forkert, og hvis vi lader os opsluge af ”suppen”, så ender vi med at tro, at hvis vi eksempelvis ikke ammer, eller hvis lille Emma ikke får sine grøntsager, så er hendes liv ”ødelagt”.

For mig er det lidt den der ”for meget og for lidt”.

Yin og Yang

Vi skal finde den gyldne middelvej.

Vi skal bort fra røgfyldte biler og overgreb.

Men vi skal også bort fra det PERFEKTE liv.

De PERFEKTE forældre.

Den PERFEKTE familie.

”I am sorry”

DET FINDES IKKE.

Da jeg blev mor, var der en masse ting, jeg ønskede i min mor-rolle.

Mit største ønske var at vise mine børn kærlighed, og fortælle dem at de var elsket – det kom ikke lige så let, som du måske har læst om i tidligere indlæg.

I stedet voksede en ukendt (læs undertrykt) vrede frem i mig, og jeg er nødt til at sige – jeg har både råbt, skreget og holdt hårdt i mine børn.

Jeg er bestemt ikke stolt af det.

Jeg undskyldte og jeg krammede.

Men jeg har gjort det, og hvis jeg siger, at jeg stræber efter at være en mor, som aldrig kommer til at råbe eller gøre noget andet dumt overfor sine børn – så lyver jeg. Så narrer jeg mig selv og jeg stræber efter noget jeg ikke kan leve op til.

Jeg kan aldrig blive 100%, og det tror jeg heller ikke vi skal være.

Vi er mennesker og INTET menneske er perfekt – ikke i den forstand vi går rundt og stræber efter i hvert fald.

Jeg vil meget heller leve efter en overbevisning om, at jeg rent faktisk (at vi alle rent faktisk) er LIGE PRÆCIS SOM VI SKAL VÆRE.

Jeg kan ikke gøre noget forkert – jeg er ”perfekt”, som jeg er skabt.

 

Nok at være mig

Jeg VIL tro på, at jeg i mit liv og i mit moderskab skal lærer nogle ting. Jeg skal løfte mig selv og min bevidsthed. Jeg skal blandt andet lærer at jeg er nok.

Det har jeg bestemt ikke følt at jeg var. Jeg var den søde, pligtopfyldende pige, som på et tidspunkt i livet lærte at pakke sig selv væk. Jeg lærte (eller overbeviste mig selv om), at det som var indeni mig – det var ikke godt nok.

Jeg måtte gøre noget andet for at opnå kærlighed – det var ikke nok at være mig.

Jeg skulle GØRE

Jeg kunne ikke bare VÆRE.

Men det er slut nu. Jeg VIL tro på og overbevise mig selv om, at være mig – DET ER NOK.

Jeg skal ikke gøre noget.

Jeg skal være det kærlighedsvæsen, som vi alle er.

Jeg skal gøre mit bedste overfor mine børn og lade dem vide – at de altid vil være nok.

Samtidig skal jeg alligevel huske på, at de måske en dag ikke føler jeg har gjort det godt nok. At de føler de har manglet noget.

Det kan ikke være anderledes. Men det jeg kan gøre anderledes – er at lytte og anerkende, at det er deres oplevelse – deres virkelighed. Dernæst kan jeg ærligt og sårbart dele min oplevelse og min virkelighed.

Mange som ”konfronterer” deres forældre, for at vide ”vi gjorde det så godt vi kunne – vi kunne ikke have gjort det anderledes” – og det er jo også rigtigt.

Det jeg bare ser der mangler – det er anerkendelsen af det voksne barn, som kommer med sin sårbarhed.

Det er så vigtigt, at vi i alle livets relationer lytter til hinanden – oprigtigt og fra hjertet. At vi taler ud fra os selv og gemmer anklagerne væk. At vi indser, at vi alle hver især, har vores egen oplevelse af virkeligheden. Vi har alle bagage med – ALLE SAMMEN.

 

Selektiv hukommelse

En lille sand historie om oplevelsen af virkeligheden.

En mand huskede en specifik oplevelse fra sin barndom – han lå på hospitalet og forældrene til de indlagte børn måtte komme på besøg, når der var besøgstid. Han huskede en dag, hvor besøgstiden var startet og alle forældrene kom undtagen hans mor – HANS MOR KOM IKKE. Det var det han tog med sig videre i sit liv. Det var det han huskede og dannede sin virkelighed ud fra.

Da han som voksen snakkede med sin mor om mindet, fortalte hun ham hvad der virkelig skete. HUN KOM – dog 10-15 minutter senere end de andre forældre – MEN HUN KOM.

Det kunne han slet ikke huske – meget tankevækkende ikke?

Sådan en fortælling får mig til at ville ruske op i alle de familier rundt omkring, som ikke får snakket om konflikter og det de husker. For vi husker ikke det hele. Vi har hver især en version af sandheden. Vi vælger ubevidst dele af oplevelser og så lægger vi til og trækker fra og derfra kommer den virkelighed vi lever i.

Ingen af os gør noget ”forkert”.

Vi skal bare forstå at virkeligheden ikke er EN sandhed. Der ER flere sandheder om virkeligheden og den ene er ikke mere sand end den anden.

Hvorfor kan mennesker nogle gange ikke blive enige?

Fordi de TROR at det kun er deres version af oplevelsen som er sand. Nej begge versioner er sande, for den som oplever den.

 

Nysgerrig tilgang

I forhold til mine børn, har jeg tillært mig selv, at have en nysgerrig tilgang til det de siger. Det kan godt være jeg tænker – ”ej det kan ikke passe” – men det er jo ikke min virkelighed de fortæller om – det er deres og de oplever den som deres sandhed.

Jeg tror på, det er med til at gøre dem til hele mennesker. De føler at det de siger og mærker – det bliver taget alvorligt og det er for mig en af de største opgaver som mor. At gøre mit bedste, for at mine børn føler sig ligeværdige og respekteret. At de føler sig gode nok.

Jeg skal dog igen huske mig selv på – at jeg som forældre IKKE AFGØR deres fremtid – så når de vokser op, og måske ikke lige synes jeg gjorde det så godt på nogle punkter – så er det også OKAY.

Og nøj – den kan være svær at sluge.

Fordi det eneste vi som forældre jo ønsker – er at give vores børn de bedste betingelser.

Men det ønske inkludere for mig, at jeg skal lærer at jeg ikke behøver at gøre det 100% – det øver jeg mig på.

 

Det var dejligt at få skrevet til dig igen.

Jeg er midt i en proces, som har været medvirkende til, at jeg ikke har fået skrevet længe, og måske deler jeg af den næste gang.

Du gør det fantastisk – uanset hvad og hvor du er lige nu – HUSK det.

Det er en sætning, som ofte hjælper mig – når verden omkring mig føles som om den er ved at gå under.

Det giver ro.

Håber også det kan give dig lidt ro – hvis du har brug for det.

Pas på dig selv derude kære du.

Unable to display Facebook posts.
Show error

Error: Error validating application. Application has been deleted.
Type: OAuthException
Code: 190
Please refer to our Error Message Reference.