Fortryder du at være blevet mor

Fortryder du at være blevet mor?

Jeg har tidligere skrevet om min efterfødselsreaktion og i den forbindelse er jeg med i en lukket gruppe på Facebook, hvor vi kan dele ALT hvad der rør sig i os, fordi vi ved, at de kvinder, som er medlemmer – de rent faktisk kender til det vi skriver om. De har selv prøvet det. Det er en fantastisk støtte, og jeg ville ønske jeg havde kendt til den for længe siden. Det er både dejligt at dele sine udfordringer, men også følelsen af, at kunne bidrage med egne erfaringer til andre. Det giver så meget. Følelsen af ikke at være alene med de tanker og reaktioner man har.

I mine øjne er det så utrolig vigtigt, at vi får tabuet omkring ”det er svært at blive og være mor” ud i lyset og anerkendt alle de mødre, som mange gange kæmper en stille kamp. En stille kamp fordi de skammer sig, eller føler sig skyldige. De er bange for at blive dømt af deres omgivelser – og desværre nogen gange med rette. Og det er udelukkende fordi dem der dømmer – de har absolut ingen anelse om, hvad denne mor gennemgår. De kan i deres vildeste fantasi ikke forestille sig, hvordan hun har det.  Men de mødre, som kender bare lidt til det – de tager hatten af, de støtter og synes at deres ”mor-søster” er for sej.

Jeg ville ønske at alle havde den holdning – at de anerkendte en mor, som tør sige højt at det ”saftsusme ikke er nemt at være mor, og at hun til tider ville ønske hun ikke var det” – Det er så modigt.

For tænk på, hvor meget hun må lide indvendigt. Det er jo det hun er skabt til – at få børn. Sådan helt tilbage fra urtiden og sat lidt på spidsen. Og så kommer hun og siger – det er ikke fedt. Jeg trives ikke med det. Det tager jeg hatten af for.

Jeg læste en artikel omkring nogle mødre i andre lande, som havde udtalt at de fortrød at være blevet mor.  De elskede deres børn overalt – men hvis de kunne vælge om, så havde de valgt ikke at få børn. Hvor hudløst ærligt og sårbart at dele offentligt.

Jeg fortryder ikke – jeg synes det har været og til tider er mega hårdt, og jeg er stadig på vej – men uden mine børn til at vise mig; mig, så var jeg ikke kommet dertil, hvor jeg er i dag. Vores børn er i min verden vores største lærermestrer, når vi lærer at lytte til de beskeder de sender. Nogen gange er de kryptiske, men beskeden er der.

Når jeg læser sådan en artikel, går min hjerne straks i ”tænkemode” i forhold til den viden jeg efterhånden har fået samlet mig, og følgende spørgsmål dukker op: hvad er forskellen på kvinder som stortrives med moderskabet, og dem som ikke gør?

Jeg ved at man bla. skal være nysgerrig omkring disse områder, som har stor indflydelse på ”den første tid som mor”

  • Hvordan havde kvindes mor det fysisk og psykisk, da hun var gravid med hende?
  • Hvordan var hendes fødsel og første vigtige tid derefter?
  • Hvordan var tilknytningen til de første omsorgspersoner i hendes liv?
  • Hvordan var den tidlige barndom (0-6 år)?
  • Hvordan var hendes eget graviditets- og fødselsforløb – herunder naturlig fødsel eller kejsersnit?
  • Hvordan var den første vigtige tid med barnet?
  • Hvilken hjælp fik hun fra de nærmeste omgivelser?

 

Det er et samspil mellem alle disse faktorer (og flere til), som har stor betydning for, hvordan vi klarer mor-rollen. De fleste har en forestilling om, hvordan det er at blive mor – men i realiteten har vi jo ikke en chance for at forestille os, hvordan det bliver.

Mange bliver da også overrasket over, hvad der pludselig dukker op til overfladen. Ofte er det uhensigtsmæssige mønstre vi har fået med os i den spæde start af livet. Mønstre som ligger så ubevidst i os, at de bare aktiveres på autopiloten. Der er faktisk mange der ikke rigtig ved, hvorfor de reagerer, som de gør. De kan jo udmærket se med deres logik, at det er helt skævt, og alligevel gør de det igen og igen.

Det er fordi de mønstre ligger så dybt i os. Vi skal først og fremmest få øje på dem og få hjælp til at se, hvor de stammer fra – så kan der ske ændringer. Mønstrene har desuden haft et formål – engang. Engang var det godt for os at reagere sådan. Vi beskyttede os selv. Passede på os selv på den bedste måde vi kendte til – på det tidspunkt.

Vores samfund er så gennemsyret af skyld og skam, men jeg tænker, at vi må tage et skridt af gangen mod at udrydde disse ord fra vores ordforråd. I min overbevisning var dette ikke tanken med menneskeheden.

Meningen er at vi skal fylde vores hjerter med kærlighed – til os selv og til alle andre. Vi skal udvise medmenneskelighed. Det er faktisk ret enestående, hvor LIDT der nogen gange skal til at ændre et andet menneskes liv ved hjælp af næstekærlighed. Jeg tror på at tendensen langsomt er ved at vende.

Vi er på vej den rigtige vej og DU skal vide at DU kan gøre en forskel. Alt hvad du gør i kærlighedens navn spreder sig som ringe i vandet. DU har en betydning og du kan gøre en forskel. Først og fremmest ved at starte med at gøre en forskel for dig selv.

Hvor kærlig er du mod dig selv? Også når det hele kokser? Har du så den store hammer fremme? Eller er du blid og tilgivende overfor dig selv?  Kender du de mønstre og overbevisninger, som du har med i bagagen?  Først når du er bevidst, kan du ændre og gøre noget andet. Og ja – du kan også gøre noget. Du kan også ændre. Ofte skal du bare have en hjælpende hånd til at støtte dig.

Hvis du har læst med i andre af mine indlæg, så ved du også, at jeg før har skrevet, at alt hvad jeg skriver, er hvad der er sandt for mig, og hvad jeg tror på. Det behøver ikke være sådan for dig. Og det er ligesom det skal være. Alt er godt og vi er hver især lige der, hvor vi skal være. Jeg håber selvfølgelig at kunne inspirere nogen til at se noget nyt eller få skabt en nysgerrighed til at undersøge verden på en anden måde.

fortryder mor

Unable to display Facebook posts.
Show error

Error: Error validating access token: The user has not authorized application 1332798716823516.
Type: OAuthException
Code: 190
Subcode: 458
Please refer to our Error Message Reference.