Gået i vinterhi

Mærker du årstiderne og følger du dem?

Der har været lidt stille fra min kant den sidste tid, og det er som det skal være. Men jeg tænker, at et lille indlæg her inden jul vil være godt.

Jeg øver mig rigtig meget i, at være med det der er. Det vil sige – ikke tvinge noget igennem, fordi det ”skal jeg, ellers så……” Jeg ved alt for godt – at det kommer der ikke noget godt ud af.

Det gælder også mine indlæg her på min-mave. De skal heller ikke tvinges – for så bliver de ikke gode eller autentiske.

Jeg mærker nu, at jeg igen begynder at komme lidt ovenpå. Jeg burde snart være vant til at i en proces, som den jeg er i – at finde hjem til mig selv – der er rigtig meget bølgegang 😊 Jo mere jeg lærer om mig selv, jo mere kan jeg se jeg ikke ved, og jo mere skal redefineres.

Jeg tænker jeg lidt har fulgt årstiderne – jeg har været gået lidt i hi den sidste tid – kun gjort de mest nødvendige ting, og jeg kan mærke, at jeg bliver bedre og bedre til at gøre, det som mærkes bedst nu og her for mig. Også selvom det er at gøre ingenting. Selvom nullermændene danser på gulvene, vasketøjet bugner og ungerne ikke kan finde deres legetøj.

Fordi jeg altid har været vant til at være der for andre. Aldrig at prioritere mig selv. Jeg havde glemt at jeg havde behov – jeg mærkede dem ikke længere. De var gemt langt væk.

Nogen gange føles det som om jeg er hoppet helt over i den modsatte grøft. Det har jeg opdaget faktisk er okay. For virkelig at mærke hvad der er godt for mig, er jeg nødt til at overdrive. Jeg er nødt til at lade det hele sejle lidt – også for at se – at verden ikke går under. Ingen dør og jeg er elsket alligevel.

Når man har levet et lidt for perfektionistisk liv, og ikke givet plads til at begå fejl og slet ikke vise det – så tror jeg på, at man er nødt til at øve sig i at være en sjuske-dorte, inden man kan finde den gyldne middelvej. Jeg har altid taget meget ansvar – også ansvar, som ikke var mit. Lige nu har jeg følelsen af, at jeg ikke ønsker noget ansvar. Bare overlade det hele. Lade de andre tage ansvar. Igen handler det om at prøve den modsatte side af, det jeg altid har gjort.

Min krop gør oprør. Det oprør jeg aldrig tog. Det er af og til lidt (eller meget) skræmmende at skulle gøre oprør i en alder af 41 – men jeg er nu kommet frem til – at det faktisk er nødvendigt. Det er faser på min rejse, som er nødvendige at komme igennem. Ellers kommer jeg ikke derhen jeg gerne vil. Jeg kan ikke springe fase 2 og 3 over – den går ikke! Selvom det kunne være virkelig rart ikke at skulle alt dette igennem og så alligevel ikke. Der er jo en kæmpe læring for mig, og jeg bliver jo samtidig klædt på til at kunne hjælpe mine børn senere i livet, og give dem det jeg selv har manglet.

Jeg mærker jo også i dag, at det giver plads og overskud – når modpolerne bliver prøvet af. Når hele mig – får plads og lov at være her – især det som ikke er kønt.

Vi har alle sammen bagage med fra vores barndom – det kan ikke undgås og vi giver også vores børn bagage – det kan heller ikke undgås. Men der hvor jeg ser en kæmpe forskel for mig – det er at jeg ved, jeg vil møde mine børn anderledes og mere anerkendende, når de end dag fortæller mig nogle ting, som jeg måske ikke synes er så rare at høre. Jeg håber at det sker, fordi det  viser mig, at vi som forældre har gjort noget rigtigt.

Hvis mine børn har tillid nok til at fortælle mig, at de kæmper med x og y, eller det der skete dengang det var ikke sjovt, så har jeg jo lige præcis givet dem, det de havde brug for. Kærlighed nok til at vide, at mor og far elsker dem, uanset hvad der sker, og uanset hvad de måtte fortælle os. Det er for mig den vigtigste opgave i at være mor. At gøre alt hvad jeg kan, for at mine børn føler sig så elsket, at de ved de kan fortælle os alt.

Jeg har også fundet ud af – at det ikke er nok at sige ”du ved du kan sige alt til mig”. Jeg er nødt til at vise dem tillid ved at fortælle, hvad der sker i mig (selvfølgelig tilpasset deres alder). Indvi dem i mit liv, og at noget nogen gange er svært. Det giver dem tillid til at fortælle mig, når noget er svært for dem. Vi er altså som forældre nødt til at vise sårbarhed over for vores børn, før vi kan forvente at vores børn, viser os deres sårbarhed.

Det var hvad jeg havde på hjertet i dag. Det er ikke altid jeg ved, hvad jeg ender med at skrive til jer. Især når jeg ikke har et specifikt tema jeg vil skrive om. Så i dag blev det lidt om, hvad der er sket i mit indre den sidste tid og det er lige som det skal være. Alt er godt 😊

Jeg vil slutte med at ønske jer alle en rigtig glædelig jul og et fantastisk godt nytår.

Jeg er ikke sikker på jeg når et indlæg mere i år – nu ser vi. Børnene går på juleferie i dag, så der bliver vist rigeligt at se til de næste 11 dage.

Vi skal bare huske os selv på at få mig-tid, så vi ikke brænder sammen. Husker du at planlægge tid til dig? I min verden har jeg 1. prioritet – også selvom det så måske betyder, at jeg ikke deltager i en af familie-julefrokosterne. At jeg sender mand og børn alene afsted – så jeg kan få mig-tid. Det er nemlig godt for os alle sammen i sidste ende. Når jeg er glad og har overskud – så er hele familien glade. Derfor HUSK DIG.

juletrae17

Unable to display Facebook posts.
Show error

Error: Error validating access token: The user has not authorized application 1332798716823516.
Type: OAuthException
Code: 190
Subcode: 458
Please refer to our Error Message Reference.