Jeg er forkert og alene

At føle sig forkert og alene

Et af de store temaer i mit liv lige nu er min grundlæggende overbevisning om, at jeg er anderledes/forkert – jeg passer ikke ind.

Jeg har så længe jeg kan huske, følt at jeg ikke passede ind. Jeg fandt aldrig den helt rigtige venindegruppe og de som jeg følte mig tæt på – svigtede. Den første store kærlighed – svigtede. Jeg spillede håndbold som teenager og heller ikke der følte jeg, at jeg var god nok. Jeg passede bare ikke ind, og da det ligger så dybt i mig tilbage fra min start i livet – tiltrækker jeg mere af det samme.

Selv i dag som voksen, hvor jeg jo ved bedre i mit sind – så dukker den op. Alle de andre vil hellere være sammen med andre end mig. Der er ikke nogen som finder mig interessant. Jeg må udstråle et eller andet forkert. Det er så dybt forankret i mig og så hæmmende for mit liv. Jeg prøver at italesætte det for dem tæt på mig – men igen får jeg det vendt til, at de ikke forstår. De ved ikke hvordan det i virkeligheden er. Og måske gør det i virkeligheden for ondt inde i, at fortælle helt hudløst, hvad der sker inde i hjertet. At åbne op og dele disse sårbare følelser – for tænkt hvis jeg ikke bliver mødt i dem? Frygten for at blive bekræftet i mine overbevisninger.

Jeg har haft en del traumer omkring min graviditet, fødsel og moderskab, som jeg har skrevet om i tidligere blogindlæg, og de har jo bare været medvirkende til at bekræfte min overbevisning.

Jeg kan ikke finde ud at amme. Jeg kan ikke elske mine børn. Jeg kan ikke være den mor jeg gerne vil være. Jeg bliver ved med at være nede i det her hul. Jeg har prøvet 100 ting – intet virker. ALTSÅ jeg ER forkert og der er noget galt med mig.

Hold nu kæft – hvor er det nogen gange bare noget l… At jeg er styret SÅ meget af mine tanker og gamle ubrugelige overbevisninger. Den næste der så kommer ind fra højre – ej – nu skal du ikke være så hård ved dig selv og slå dig oven i hovedet. Og nej det er rigtigt, og jeg er også kommet langt i min rejse. Lige nu er det f….. bare op ad bakke og føles som om jeg skal starte forfra.

Jeg ved det er en del af rejsen, at der kommer dyk. Men nogen gange så har jeg sgu bare lyst til at rive min kontrakt med universet over og bede om en ny. Det var ikke der her jeg skrev under på.

kontrakt univers

Vi skal være kærlige mod os selv og omsorgsfulde – ja hm – nogen gang lyder det lidt hult og jeg har bare lyst til at opfører mig totalt uregerligt og som en 3-årig der får et hysterisk anfald. Hold kæft det kunne være befriende. Og når jeg så skriver det – så er der jo noget om det. Hvorfor skulle jeg ikke have lov til det – hvis der ikke er nogen der kommer til skade eller bliver såret, og jeg får mine følelser ud? Der ligger jo noget begravet her – alle de følelser vi ikke har måttet føle og som har været forkerte. Følelser som vi jo har – men forsøger at gemme væk.

Har du også følelser og tanker, som du gemmer væk fordi du mærker de føles forkerte og du er bange for, hvordan de vil blive modtaget?

Jeg ved at mit tema er så stærkt hos mig lige nu, fordi det er tid til at få de gamle sår helet, men det tager tid, tålmodighed og mod – mod til at sige det højt, som er allermest sårbart.

forkert og alene

Unable to display Facebook posts.
Show error

Error: Error validating access token: The user has not authorized application 1332798716823516.
Type: OAuthException
Code: 190
Subcode: 458
Please refer to our Error Message Reference.