Close
Min historie
facebook pinterest twitter

Min historie

listentoyourheart 28 september 2017, 14:44

Min historie

Jeg vil starte med at fortælle lidt om mig selv og min historie, så du ved lidt om, hvad jeg er for en. Historien kommer til at være over tre blogindlæg, så læn dig tilbage og start på min lille føljeton:
Inden jeg går i gang er det meget vigtigt for mig at understrege, at alt hvad jeg skriver og udtrykker er min sandhed, og mit syn på verden og jeg fortæller tingene som jeg ser dem.

Jeg tror på, at vi alle har bagage og vi giver også vores børn bagage, uanset om vi vil eller ej. Sådan er det at være menneske. Men der er ingen skyld. Vi gør alle det bedste vi kan, der hvor vi er i livet, på det pågældende tidspunkt.

Jeg mener så til gengæld også, at hvis vi er utilfredse, så har vi et ansvar over for os selv, om at forandre tingenes tilstand. Ingen andre kan eller skal gøre det. Det er kun os selv.
Jeg er 41 år og som skrevet under min profil er jeg gift og har tvillinger på 4½ år. En dreng og en pige.
Jeg er opvokset i en almindelig kernefamilie. Mor, far og mig og min storebror. I min skoletid var jeg den dygtige, søde elev og der var ikke noget at komme efter hos mig. Jeg snakkede lidt for meget med ”sidedamen”, når jeg forsøgte både at høre efter OG hjælpe hende i matematiktimen. Men det lykkedes mig at klare begge dele. Jeg altid været den søde og dygtige pige.
Så alt I alt – vel et meget godt fundament for et godt liv?

Ja – men alligevel manglede der noget. Jeg følte mig ofte alene og følte at ingen vidste, hvordan jeg havde det. Jeg passede ikke rigtig ind. Jeg var lidt med hist og pist. Men jeg fandt ikke mit smørhul.

Jeg har gennem mit liv ofte følt mig splittet lidt i to dele. Den konservative og pæne pige og så noget andet udefinerbart, som lå gemt væk og bankede stille og roligt på – for en tid.

Jeg fik som 21-årig konstateret kronisk tarmbetændelse og var de første mange år ikke særlig hårdt ramt af sygdommen. Men i 2003 blev jeg rigtig syg og måtte indlægges, da jeg skulle have høje doser medicin. Indtil 2007 havde jeg jævnlige udbrud og deraf medicinske indlæggelser. I sommeren 2007 havde jeg det rigtig, rigtig dårligt og min livskvalitet var ikke eksisterende. Jeg prøvede til sidste hårstrå at holde fast i alle de alternative ting jeg prøvede. Jeg ville bare ikke opereres og have anlagt stomi. Jeg endte med stomi, da der ingen anden vej var. Og ved gud – jeg fik min livskvalitet tilbage og har aldrig fortrudt, og lever fortrinligt med det i dag. Men jeg ved også, at det var fordi jeg havde prøvet alt, hvad jeg kunne komme i nærheden af. Jeg havde min mand (kæreste dengang) ved min side og han støttede mig ufatteligt gennem hele forløbet.

En egenskab jeg har – som jeg først blev bevidst om, da en veninde nævnte det for mig – er at jeg handler. Jeg kan ikke bare sidde og se tingene ske – hvis jeg mærker ,at de kan være anderledes eller, at noget må kunne gøres. Så handler jeg, og det ved jeg også er en evne, som har fået mig herhen hvor jeg er i dag.

Og det er lige præcis de ”ubevidste” kompetencer vi har med os (“sådan er jeg jo bare”), som vi skal have frem i lyset og bruge aktivt. Fordi det er kompetencer, som vi er skabt til at bruge – de er vores gave i livet. Derfor skal vi først blive bevidste om dem og sidenhen bruge dem aktivt i vores liv.

Tilbage til historien 🙂

Børn havde vi ikke rigtig snakket om, da min sygdom havde fyldt en del gennem årene. Trangen til at få børn havde heller ikke meldt sig. Jeg tror bare det lå i kortene – at selvfølgelig skulle vi have børn. Vi købte hus med plads til børn.

I forbindelse med min stomi-operation sagde lægerne, at når vi gerne ville have børn, så skulle vi ikke vente for længe med at søge hjælp, da det måske godt kunne være svært.

Jeg havde en indre fornemmelse af, at vi nok skulle have hjælp, og den viste sige at være korrekt. 5 år efter beslutningen om at nu skulle vi have børn, så lykkedes det. Vejen dertil var lang og sej. Turen gennem det offentlige med fertilitetsbehandlinger uden succes, for til sidst at ende i privat regi, hvor vi fik gevinst i første forsøg. Vi havde besluttet at få lagt to æg op og dermed sagt ja til chancen om at der kom tvillinger – så var det jo “overstået” på en gang og vi havde jo heller ikke alderen med os.

Der kom tvillinger – jeg blev egentlig ikke overrasket, men tænkte hele tiden: Vi må jo bare tage det hen ad vejen. Vi kender jo ikke til andet. Selvfølgelig bliver det hårdt – det er jo hårdt at få børn!

Men hold da op – jeg kan ikke beskrive, hvor uvirkeligt det hele var og hvor hårdt. Jeg havde en hård graviditet og anlagde nok kimen til den efterfødselsreaktion jeg fik, allerede under graviditeten. Jeg synes det var forfærdeligt til sidst. Kunne ikke være nogen steder. Alt gjorde ondt. Jeg glædede mig ikke. Jeg følte jeg havde mistet mig selv.

Billedet er 2 dage før fødslen.

gravid4

Følg med igen i morgen, når del 2 “om at blive mor” kommer…

[custom-facebook-feed]