Skammen

SKAMMEN

Har du ikke også prøvet at tænke ”ej – det siger jeg bare aldrig til nogen…”?

Vi kender alle til skammen. Den ligger aller dybest nede og vi er ikke ret glade for at se på den. Vi tror at hvis vi bare gemmer den væk, så forsvinder den. Prøv at tænk på sætningen ”at feje noget ind under gulvtæppet”. Skidtet er der jo stadig – selvom vi ikke kan se det. Derfor er vi nødt til at kigge skammen kærligt i øjnene, for at få den forløst.

Og hvordan gør jeg så lige det, tænker du måske?

Prøv at læs med, så skal du hører, hvordan jeg gjorde med noget jeg skammede mig over, og som fyldte meget i mit liv. Historien er skrevet mens jeg var i processen, så du kan følge med i transformationen skridt for skridt.

Jeg sidder her en fin dansk sommerdag, og skal til at starte endnu et nyt kapitel i mit liv. Jeg har et stykke tid vidst inden i, at jeg skulle være selvstændig en dag.

Nu er jeg kommet til et af de skridt, som jeg ved både er svært og sårbart – sådan helt inde i kernen – men samtidig vil det også være utrolig givende og livsforandrende.

Det handler om at give af mig selv og se på mig selv – helt uden filter – den nøgne sandhed.

 Jeg skal se sandheden om mig selv og sige den højt. Og som om det ikke i sig selv er angstprovokerende nok – så vil jeg også dele den med dig. Jeg vil fortælle dig om min rejse, og hvad jeg oplever helt dybt inde i mig selv. Og jeg vil huske dig på, at det jeg skriver er min rejse, mine oplevelser, mine versioner af sandheden. Din rejse og dine sandheder er muligvis anderledes, og det er lige som det skal være.

 Jeg vil give mit mørke lys, og jeg ved jo med mit hjerte, at det er den ENESTE vej frem. At give mørket lys og kærlighed. Min hjerne er dog ikke helt så sikker.

 Jeg var ude at gå tur i dag – det hjælper mig altid – at gå i naturen og få ”højt til loftet”. Mærke at der ikke er nogen grænser – ingenting der holder mig fast eller klemt. Her er frit, frit til at være mig – med alt hvad det indeholder.

Og jeg mærkede, at det nu er tid til at få lys på et af de mørkeste områder – et område, som bare ved tanken lige nu, får tårerne til at stige i mine øjne.

Derfor ved jeg også, at jeg ønsker at give det lys – der er ikke noget SKAL her. For når vi giver lys og kærlighed til vores mørke, så heler vi.

 Hvad betyder at give lys og kærlighed egentlig? For mig betyder det, at jeg tager det gemte frem. Siger de tanker og følelser højt, som er så forbudte og skamfulde. Tager det helt frem i bevidstheden – frem i lyset. Det er første skridt. Vi kan ikke hele det, vi ikke er bevidste om.

Vi ved som regel godt, at der er noget inde bag ved, vi ikke helt vil være ved. Og vores hjerne siger, at vi bare skal gemme det væk – når vi ikke hører eller ser – så går det vel væk?

Det mærker jeg tydeligt, at det ikke gør. Jeg bliver ved med at tumle med de samme tanker og jeg har stadig de samme reaktioner. De følelser jeg gemmer væk, bliver ved med at poppe op og prikke til mig – ”se mig, se mig” og før jeg ser dem, ”går de ikke væk”.

Alt vores følelser ønsker, er at blive set og hørt.

Det er ligesom vores børn. De ønsker faktisk også kun at blive set og hørt – anerkendt for at være lige det de er, og der hvor de er.

 Når vi så har set og hørt mørket og fået det frem i lyset – hvad så?

Vi har taget det første meget svære og vigtige skridt – vi er nu bevidste om, hvad der rør sig inde i os og hvad det er, der gør, at vi måske bliver ved med at rode rundt i mønstre, som ikke gavner os.

Nu skal vi give mørket kærlighed. Vi skal elske det vi hader ved os selv. Hm – hvordan hænger det lige sammen. ”Det kan jeg da ikke” – sådan har jeg tænkt mange gange. Jeg ved godt, at det er det, der skal til. Men hvordan?

Det er jo noget med, at se på sig selv med kærlige øjne. Som vi gør med en kær veninde/ven, som deler sit inderste mørke med os. Dem fordømmer vi jo ikke. Vi giver dem omsorg, medfølelse og kærlighed.

Vi må give os selv det samme, hvis ikke endnu mere; kærlighed og medfølelse. Frasen ”jeg er jo kun et menneske” passer meget godt her. Hvis du som jeg, er din egen værste kritiker, så kan det godt synes en snert, eller nærmere mega – meget svært. Men øvelse gør mester.

Så nu vil jeg øve mig og jeg ved, at hvis jeg tænker på, at jeg er min egen bedste ven, så skal det nok gå.

 Pu – ha. Det kræver tilløb og ud fra ovenstående er jeg vist i fuld gang med at tage et laaangt tilløb.

Nå men ”here goes” – jeg vil dog ikke love, at der ikke kommer flere overspringshandlinger undervejs 😊

 Jeg tror det var i går, at jeg fik tanken frem i bevidstheden. Den helt ærlige tanke om, at jeg faktisk er mest glad og lykkelig, når jeg ikke er sammen med mine børn. Nøj, den sved og gjorde ondt og straks kom de næste dømmende tanker – ”ej sådan kan du da ikke tænke”, ”du er jo helt forkert”, ”hvad er der galt med dig” osv. I kender dem sikkert.

Derfor gemte jeg også den ærlige tanke væk, efter at have grædt over erkendelsen af, at jeg havde det sådan.

Men samtidig blev noget hængende i bevidstheden. Mit hjerte sagde til mig ”du er nødt til at få tankerne og følelserne frem i lyset”, ”jeg vil så gerne hjælpe dig”.

Og det ledte mig til, at jeg sidder her i dag og skriver til mig selv og til dig derude. Jeg øver mig i, at lyse på mit mørke og give mit mørke alt den kærlighed, som er i mit hjerte.

 Tilbage til de forbudte tanker, men først lidt baggrundsviden om mig.

 Jeg er mor til tvillinger, som du måske har læst tidligere, og det har været en kæmpe omvæltning i mit liv. Og jeg er stadig i gang med min rejse og den bliver forhåbentlig aldrig færdig.

Jeg havde en turbulent graviditet og fik kejsersnit 1 mdr. før termin pga. alle mine fysiske gener. Børnene havde det fint og var store nok. Mine første forbudte følelser og tanker, var at jeg ikke følte noget for de to små børn, der lå der og havde brug for mig. Hvor var den moderlige altoverskyggende kærlighed? Den kærlighed, som jeg havde lovet mig selv, var den vigtigste i hele verden. Når jeg fik børn, skulle de elskes og vide de var elsket.

Og så kunne jeg ikke! Hvad er det for en mor der ikke kan elske? Der må være noget galt med mig. Jeg er forkert.

 Jeg fik hurtig tilbudt hjælp af min fantastiske sundhedsplejerske, til det der viste sig at være en efterfødselsreaktion.

Og som den kontrol freak jeg er, fik jeg også hurtig læst en masse på nettet og jeg fik det også bedre.

 Men – jeg er stadig ikke i mål – igen de forbudte tanker og følelser. ”Hvorfor er jeg ikke kommet helt ovenpå”, ”hvorfor elsker jeg ikke mine børn betingelsesløst”, ”Jeg har bare lyst til at smide dem ud af vinduet nogle gange”, ”jeg har lyst til at gå fra det hele nogen gange”.

Og ja – sådan tænker de fleste mødre, og fædre for den sags skyld, nok engang i mellem – så det bør jeg vel ikke skamme mig over.

 Nu kommer vi så til det jeg tror, er essentielt i min historie. Og noget, som jeg ikke har erkendt, sådan helt inde inderst.

 Jeg bliver ved med at gå rundt med følelsen af, at det ikke kan være rigtigt, at det skal være så svært at blive forældre. Der må være noget jeg kan gøre for at ændre det.

 Der er noget jeg ikke har opdaget, som gør, at vi som forældre kan undgå at havne i de her situationer. At vi bedre kan rumme vores børns følelser, uden at få vores egne følelser i spil.

For det er jo dybest set det der sker – efter min overbevisning – Vi har egne følelser i spil – vores lille indre barn. Og derfor kan vi ikke altid møde vores børn med rummelighed.

 Jeg vidste godt jeg tænkte sådan – men lige pludselig ser jeg også noget andet. Jeg ser hvad det er jeg går og fortæller mig selv. Jeg siger jo til mig selv, at selvom jeg gør alt hvad jeg kan for at være en god nok mor, så tror jeg på, at der er en bedre måde, at der er noget jeg ikke har lært, noget jeg ikke ved. Og dermed siger jeg jo faktisk samtidig til mig selv – at det ikke er godt nok.

Jeg har en overbevisning om, at der er noget derude, som kan gøre, at jeg kan leve op til mit eget ideal af en ”god nok mor” – og at det ikke er der, hvor jeg er lige nu.

En måneds tid efter skrev jeg dette:

Jeg fik ikke afsluttet ovenstående indlæg og derfor kan jeg nu fortælle dig, hvad alle mine erkendelser betød.

Jeg fik lys på mit mørke og fik givet det kærlighed og på helt forunderlig vis fylder det ikke hos mig mere. Selvfølgelig har jeg, som alle andre ukærlige tanker af og til, og det er jo det, der kendetegner det at være menneske.

Men at opleve, at jeg ved at sætte lys og kærlighed på noget rigtig svært og skamfuldt, så mistede det sin kraft og fylde. Wau.

Bemærk at jeg ikke dømte eller som sådan gjorde noget ved de tanker – andet end at se på dem med nænsom kærlighed og erkende dem helt inde inderst i mig.

Jeg mærker hver dag små ting, som viser jeg er på rette vej og jeg er taknemlig for alle de værktøjer og mennesker som har hjulpet mig på min rejse.

Tak fordi du blev hængende til slut 🙂 Jeg håber du kan bruge mine ord, og måske genkende noget i dig selv. Hvis du tænker andre måske også kan bruge mine ord, er du mere end velkommen til at dele og like min Facebook side.

Jeg arbejder med redskaberne EFT og Matrix Reimprinting i 1:1 sessioner, og dem kan du også læse meget mere om på min Facebook side, hvor jeg også har et opstartstilbud til de første 10 personer.

Jeg glæder mig til at dele endnu mere med dig

Min mave - skammen

Unable to display Facebook posts.
Show error

Error: Error validating access token: The user has not authorized application 1332798716823516.
Type: OAuthException
Code: 190
Subcode: 458
Please refer to our Error Message Reference.