Baby skal da have grød!?!

Findes der andre muligheder end grød og skemad?

Da vi blev forældre til vores første barn, fulgte vi, næsten, slavisk de anbefalinger sundhedsplejersken gav, og de råd og vejledninger vi fik fra familie og venner, herunder også madning af grød med ske…

Denne gang var jeg på forkant med det hele, og havde bestilt masser af lækre, økologiske melvarianter som NE skulle igennem på grødmåden, med ske og det hele… troede jeg.

*Lille* NE er blevet fuldammet til han var 6 måneder, og ingen har været i tvivl om hans trivsel. Han rundede 9,9 kg da han var 4,5 måneder og var i tøjstr. 74 da han var 5 måneder gammel.

Da han var 6 måneder og 1 dag, begyndte vi på grød – for grød var det næste trin i madplanen, og det var det vi blev anbefalet. Efter 5 dages kamp, for at få noget mad i munden på NE, tog vi beslutningen om, at grød måtte blive til brød og at ske-barnet blev et blw-barn. Det gik lige præcis 5 dage, så havde han fanget konceptet, og spiste med velbehag både rugbrød med leverpostej, kogte kødboller og broccolibuketter.

Sikke en lettelse, drengen spiser med stor iver og glæde, og alle de lækre melvarianter, bliver nu brugt i madlavningen, f. eks. i kødbollerne eller når der bages brød til morgenmaden og som ekstra fyld i bl.a. bananpandekagerne.

Fiskefrikadeller er et kæmpe hit, let at "tygge" og god at nulre mellem fingerne.

Fiskefrikadeller er et kæmpe hit, let at “tygge” og god at nulre mellem fingerne.

 

NE bliver 7 måneder lige om lidt, og vores dagsrytme ser nu således ud:

 

05:30 godmorgen og ammes

06:00 morgenmad med hele familien. Menuen kunne stå på ristet brød og lidt frugt, eller bananpandekager med havregryn og lidt yoghurt

07:00 ammes og efterfølgende afgang til børnehaven med FJ, til fods.

9:00 hjemme igen. Han er som oftest faldet i søvn på turen hjem, og sover nu ca. en halv time mere.

9:30 en lille snack, fx en skorpe eller lidt frugt.

10:00 Leg, tumlastik, synge og andre sanseoplevelser.

11:15 Frokost. Menuen bestå af rugbrød, fiskefrikadelle, agurk

12:00 ammes og efterfølgende middagslur

14:30 afgang til børnehaven (Vågner som oftest først når vi er fremme kl 15, og får en lille drikketår ved et pitstop på vejen hjem)

15:30 hjemme igen – NE leger selv, mens jeg hører om FJs dag i børnehaven, og så leger FJ med NE sammen med far, mens der bliver forberedt aftensmad.

17:00 hyggeammes og sover en halv time

18:00 aftensmad. Menuen kunne bestå af kogte kødboller, kogte gulerødder og kartofler

19:30 ammes til natten og sover efter ca. 30 mins amning.

 

Han spiser langt fra en hel portion til hvert måltid, men han sanser, smager og fører selv maden op til munden. En helt fantastisk oplevelse, for både mor og barn (og far). Havde aldrig troet mit barn skulle blive “en af dem”, men det virker for os, og det er det vigtigste.

Nu skrev jeg med vilje “en af dem”, for det er den fordom vi er blevet mødt med, når vi har spist sammen med andre.

Både barn og mor har taget det meget afslappet, men sikke blikke og kommentarer vi er blevet mødt med.

Tør du virkelig godt, at lade dit barn spise rugbrød på den der måde, han kan jo blive kvalt”.
Det er jo livsfarligt at lade barnet spise frugter på den der måde”.
Som sådan udtalelser vi som familie kan leve med, og ikke går os synderligt på, men så var der lige guld kommentaren:
Du burde skamme dig, en ordentlig mor, giver sit barn grød, for børn skal have grød for at vokse

♥ Tja, eller også skal forældre gøre det, der virker for dem ♥