Hvor hurtigt kan man elske, og samtidig gør det rigtigt?

Det er virkelig sandt. Det er faktisk muligt at elske to børn lige meget, omend jeg ikke synes jeg har den samme tid til at elske dem.

Dette kunne blive et “5 ting jeg ville ønske jeg havde vidst, før jeg fik barn nr 2”-opslag… eller en “sådan elsker du rigtigt”-opskrift… Det er det dog ikke. Det er blot en reminder, til mig selv (og lidt et “jeg er blevet klogere”opslag) og forældre, der er i samme båd…

Under min graviditet frygtede jeg hele tiden, at det ville være umuligt at elske to børn lige meget.

Jeg frygtede:

ikke at kunne slå til

– ikke at være god nok,

– ikke at have tid nok til at elske begge børn

og værst af alt,

ikke at have kærlighed nok til begge børn.

Nogenlunde halvvejs i min graviditet gik det pludselig op for mig, at det inden længe var slut med “kun et barn”-fordelene.

At storebror inden længe ikke kunne få al min opmærksomhed mere.

Min frygt for, om det nu også var det rigtige valg, blev fodret af min hormonforvirrede hjerne, der skar dybt i mit hjerte. – alt imens jeg mærkede lillebror tumle rundt inde i maven, var min dårlige samvittighed allerede ved at æde min sjæl op.

Var det nu det rigtige? Hvordan ville storebror tage imod lillebror? Hvad gør jeg, hvis søskendekærlighed ikke opstår? Hvad gør jeg, hvis vi som forældre ikke magter opgaven med to børn? Hvad gør jeg, hvis, jeg som frygtet, ikke kan elske to børn lige meget? Hvad gør jeg, hvis tiden slipper op, og jeg ikke når at elske dem begge ordentligt? Er det overhovedet tilladt at stille sådanne spørgsmål?

Kunne jeg stoppe tiden, bare for et par minutter, timer, uger eller år, og bare nyde tiden som forældre til et barn lidt mere?

få dage før enearvingen blev storebror foto: Studiso100 Jesper Lytzen

Pludselig løb tiden ud og første møde mellem de to brødre skulle stå sin prøve. Det kunne gå begge veje.

I en blanding af hjertebanken af spænding og sørgmodighed, husker jeg, at jeg holdt på mit vejr, mens jeg forevigede deres første møde, med rystende hånd.

Jeg åndede lettet op, da storebror konstaterede, at han allerede elskede lillebror, og gav ham et stort kys på hans, daværende, lille kind.

Heldigvis blev lillebror med åbne arme, og virkelig levet sig ind i rollen – han har været med til pusletid, aktivitetstid, spisetid og puttetid. Ja, han har faktisk deltaget så aktivt, at han selv ammede sine bamser og havde sin egen ammepude, – han kæmper allerede for ligestilling, mens jeg fuldammede lillebror.

Går tur med barnevognen Foto: privat

Der var rigtig mange, der fortalte mig, at det nok skulle gå, men lige meget, hvor mange der sagde det, lige lidt turde jeg løbe an på det. Det var/er simpelthen en følelse man er nødt til at opleve på egen krop, før man kan finde ro med det.

Når alt dette så er sagt og skrevet, så er det på sin plads at kigge på virkeligheden – for nok elsker storebror sin lillebror, og nok er vi beriget med ikke længer blot et, men hele to vidundere af børn, vi selv har skabt, men vi er også nødt til at være helt ærlige, og sige, det har sin pris. En pris, vi som forældre på sigt, er glade for at have betalt, men som i nogle situationer virker som en pris, der er uretfærdig høj. – der er ikke længere den samme tid, som der var tidligere, vi er nødt til at elske vores børn, og hinanden på halve tid, men stadig gøre det rigtigt. – Jeg er som forældre nødt til at vælge mellem min børns gråd – hvilken er mest akut, hvem har mest brug for min hjælp, og hvordan hjælper jeg alle på den halve tid, og stadig gøre det rigtigt? (Her vil jeg lige slå et slag for bæredimser – begge hænder fri samtidig med nærhed = guld værd, men mere om det en anden gang).

Der er 2 år og 4 måneder mellem mine sønner – en god aldersforskel, mener vi. Storebror er gammel nok til lidt at forstå, hvad der sker, og lille nok til allerede nu, at have glemt, hvordan det var, før lillebror kom til. Det giver samvittigheden lidt luft, for storebror bebrejder mig ikke, at han ikke får helt den samme opmærksomhed længere, han bebrejder mig dog, at der ikke længere er en baby i min mave…

Jeg er nået frem til, at lige meget, hvor hurtigt du elsker, vil du altid gøre det rigtigt,
så længe du gør det ægte…

det første møde foto: privat

Kender du nogen der venter sit 2. barn, som har masser af bekymringer? Støt dem så godt du kan, vis at du forstår og gerne vil hjælpe, men undlad at belær dem om, hvordan det er/bliver/burde være – det er en følelsesmæssigt rutsjetur, som man er nødt til at opleve med egne tanker og følelser.