Svigt eller kærlighed

Når kærlighed bliver til svigt

Jeg ved flere af jer har set udsendelsen “Børn under jorden”, hvor en mor tager det drastiske valg at gå under jorden med sine tre børn. En meget rørende og følelseslad beretning, hvor vi får lov til at følge moren, sammen med børnene, på deres flugt til udlandet, mens vi samtidig følger faren hjemme i Danmark, der er i vildrede, og føler sig magtesløs.

Hr. Kæreste og FJ Foto: Studiso100 Jesper Lytzen.

Hr. Kæreste og FJ
Foto: Studiso100 Jesper Lytzen.

Selv er jeg blevet meget berørt af at se de to afsnit, både fordi jeg føler med forældrene, dem begge, men værst, at jeg virkelig føler med børnene. Tre unikke individer, der ikke ved, hvilket ben de skal stå på, fordi de på den ene side savner deres far, så det gør ondt helt ned i storetåen på dem, og på den anden side, bliver de pludselig sat sammen med en mand, som de ikke alle er helt sikre på, de ved hvem er. “Det er dig der er vores far, er det ikke?”. Tænk at skulle være i tvivl om det.

En beretning som denne, en mors desperate kærlighed, der tvinger hende til at begå denne alvorlige, kriminelle handling, en far, der er afmægtig og ude af stand til at gøre noget, for at få sine børn hjem igen, gør ondt at være vidner til. Det gør ondt langt ind i mit moderhjerte, og det var ikke muligt for mig, at komme tør-øjet igennem, hverken første eller andet afsnit. Jeg kan slet ikke sætte mig ind i de følelser, der tvinger en mor, til at fratage en far, retten til at se sine børn, og jeg kan slet ikke sætte mig ind i de følelser, der tvinger en mor, til at fratage sine børn, retten til at se deres far. Det er for mig at se svigt. Svigt, der presses ned over hovederne på børnene.

Hvor blev børnenes behov af?

Er det kun mig, der oplever, at det er forældres behov for at “tæske rundt på hinanden” der tilgodeses? Der bliver i udsendelserne fortalt, at hvis moren ikke udleverer børnene til deres far, inden de tager afsted på ferie, så bliver de udleveret med tvang. Hvordan kan man som forældre nå der til, at man hellere vil lade ens børn udleveres/fjernes med tvang, end af egen vilje?

Jeg vil ikke pege finger af nogen (muligvis for sent), for, som jeg skriver, så kan jeg slet ikke sætte mig ind i de tanker og følelser, der driver en forældre til de handlinger, der skildres i udsendelsen, handlinger, der begrundes med at elske, kærlighed, passe på og omsorg – desværre syner det, for mig, allermest af svigt.
Jeg sidder tilbage med mange spørgsmål, bl.a. om det er kærlighed, der bærer valgene eller om det er svigtene, der prøves at skjules? Er det forældrenes behov der varetages? Hvem passer på børnene mens de voksne ikke kan? Hvem hjælper stressede børn? Hvor længe må man som pårørende/familie/venner lade adfærd stå til, før man træder til?

Jeg blev top egoistisk efter, at jeg havde set udsendelserne. Jeg skulle kramme begge mine børn en ekstra gang, i ekstra lang tid.

Se del 1 her

og del 2 her

Hvilke tanker, spørgsmål og følelser sidder du tilbage med? Hvad er for dig kærlighed, omsorg og svigt?