opfør dig pænt, fremmed barn

Er opdragelse en privatsag, eller er det i orden at irettesætte et fremmed barn, ja ligefrem opdrage på det, eller dets forældre? Det mener jeg, uden tvivl, at det er. Faktisk mener jeg, at det er vores pligt som voksen – vi skal bare gøre det ordenligt, også når vi opdrager på børnenes forældre.

De fleste er enige om, at man er herre i eget hjem; så når mine gæsters børn har en upassende opførsel, og deres egne forældre ikke skrider ind, så må jeg gerne blande mig, ja faktisk har det en virkelig god effekt, at det er husets herrer, der sætter grænserne – for alle børn.
Men er det ikke i orden, at jeg gør det samme i det offentlige rum, hvis forældrene ikke selv skrider til handling? Skal jeg affinde mig med, at andres børn ødelægger oplevelser for mig, mine børn, min familie, ja alle andre? Jeg mener, at vi SKAL opdrage på andres børn i disse situationer, vi gør børnene, og deres forældre en bjørnetjeneste, ved at lade stå til. Vi skal tilbage til holdningen om, at det er “vores” ansvar, at der er tryghed, nærvær og omsorg, både i bussen, biografen og på biblioteket.

Jeg lever efter devisen om, at børn ikke er onde af natur, men prøver livet af, lige der, hvor de er. Det kan være svært at sætte ord på frustrationer, når man stadig er lille, om det er i dagplejen, vuggestuen eller børnehaven. Her bliver børnene ofte fysiske, uden at det er af ondt sind. Men hvis børnene ikke lærer, hvordan de gebærder sig, eller får anvist alternativer til deres adfærd, hvor ender vi så? Er det den fremtid vi ønsker for vores børn?
Her er det vigtigt, at vi som forældre vælger at gøre det rigtige, om det så er når vi opdrager på egne eller andres børn. Vi er nødt til at tage det ansvar som forældre, så vi igen kan opleve tolerance, imødekommenhed og hjælpsomhed.

Hvordan gør vi det så rigtigt?

Det er der uden tvivl rigtig mange svar på. Min påstand er dog, at flertallet er af den holdning, at alle kan stå og råbe og skrige af et barn, at det må du ikke, kan du så stoppe med det – Men hvad lærer vores børn af det? Nogle vil mene at børn intet lærer af sådan en irettesættelse, og nogle vil mene, at det er den eneste rigtige tilgang.

attitude

Hård udenpå og blød indeni
– når mor og FJ øver attitude

Her må jeg så skuffe hele vejen rundt, for jeg er af den hele klare holdning, at det eneste børn lærer af sådan en voksenadfærd er, at det er sådan man opfører sig i sociale sammenhænge.
– og er det det vi vil? Vil vi have flere små egoister til at rende rundt og overøse os andre med deres attitudeinkontinens mens de råber og skriger af andres adfærd?

Det tør jeg godt svare på, for NEJ! Det kan på ingen måder være det vi ønsker for den kommende generation. Derimod er det min påstand, at vi ønsker os socialkompetente børn, der ved, hvordan man begår sig. Vi ønsker os under mennesker, der har tid til andre end sig selv, og vi ønsker os voksne, der opdrager efter det.

Så en facitliste over, hvordan man opdrage andres børn, findes ikke her, men det er jeg helt sikker på, at der er rigtig mange kloge eksperter, der har en holdning til. Mit råd må dog går på, at man med omhu vælger om det er barnet eller forældrene, der skal involveres i den første kontakt!

Hvornår er det i orden at blande sig?

Det er helt sikkert forskellige fra person til person, hvornår man ser sig nødsaget til at blande sig. For mig er det:

  • når andres børn ødelægger oplevelsen for mig, mine børn, min familie.
  • når jeg mener et barn går over min grænse, altså de grænser jeg prøver at lære mine egne børn.
  • jeg blander mig, når jeg kan mærke det føles rigtigt.
  • Jeg blander mig fordi det desværre er nødvendigt.
  • Jeg blander mig også i forældrenes reaktioner – for det er vores adfærd vores børn spejler sig i…

 

Når alt det er sagt, så handler det i mange situationer meget om, hvor vi som forældre hiver vores børn med hen … for hvis skyld er det, at familien med 3 børn under 4 partout SKAL på byens mest romantiske restaurant på Valentins dag?

Hvornår blander du dig, eller lader du bare stå til?