Hej læsere

Dette er mit første blogindlæg nogensinde – det lyder helt vildt, og jeg har glædet mig så meget til at gå i luften med dette projekt.

Kunne egentlig godt tænke mig, at mit første indlæg handlede lidt om mig, min blog og hvad man vil kunne læse om i fremtiden.
Af hjertet tak for at I vil læse med!

Jeg hedder Lærke og er 26 år. Privat danner jeg par med Christian på 10. År. Vi har sammen børnehavemusen Alberte på 4 år, Banditten Valdemar på 1 1/2 og venter lillesøster til februar. Nemlig – mor vol. 3. Vi glæder os hele banden. Det har været en lidt turbulent og hård start på graviditeten. Har i løbet af foråret været igennem to ufrivillige aborter, (dette kommer der et særskilt blogindlæg om), men grundet disse to hændelser, føler jeg mig også endnu mere taknemmelig, sårbar og yderst bekymret denne gang.

Der er så mange følelser forbundet med graviditet og moderrolle, dette vil helt sikkert også præge mine kommende indlæg. Men hvor om alting er, så er jeg nu meget glad og stolt over at være kommet hertil, hvor jeg nu en gang er i mit liv.

Jeg er uddannet markedsføringøkonom og brænder for at skrive og formidle, hvorfor jeg også har set frem til denne mulighed som blogger, håber at I vil tage godt i mod mine skriblerier 🙂

Som mit navn antyder vil bloggen omhandle min/vores hverdag. Livet med en masse børn, mit semi-enlige morliv (da min kæreste er selvstændig, og stort set aldrig er hjemme), problematikker, debatter, gode råd, frustrationer, glæde, oplevelser, og alt muligt andet som hører til min helt igennem fantastiske og uperfekte tilværelse som mor.

Det betyder meget for mig, at kunne dele de erfaringer jeg har gjort mig i de sidste 4 år som mor, at kunne udtrykke mig til folk som har forståelse, interesse eller kan nikke genkendende til noget af det jeg prøver at udtrykke. Endvidere ønsker jeg også at kunne blive klogere, få viden om og lære af folk, som har erfaret ting jeg ikke selv har, derfor vil jeg elske hvis I vil deltage i debatter, kommentere og involvere jer i mine blogindlæg 😊

Jeg bestræber mig på at lave en hudløs ærlig blog, der viser dét liv vi lever, og ikke det, vi til tider gerne vil leve – for sådanne situationer opstår også i min hverdag. Hvor ville det være fedt hvis der aldrig var rod, vasketøj, hylende unger, fedtet hår og nederen madpakker der skulle laves, men det er også en del af mit morliv, og vi lever med både snavs og til tider overskud på 10%. Jeg laver både indlæg når mit overskud er 100%, men dælme også når overskudsmoren er træt af vasketøj, madpakker med lidt for meget kødpølse, nullermænd og alt muligt andet.

Jeg garanterer at der også kommer blogindlæg om kærlighed, parforhold, veninder og alt muligt andet som mit liv selvfølgelig også er fuld af.

Fortid, nutid og fremtid.

I får mig som jeg er, og bloggen er skrevet direkte fra hvor det hele foregår – livet i min rede, min Lærkerede 🙂

Indlægs billede