Lortemor, højgravid og minus på energikontoen

Shit hvor har den sidste måned bare været fuld af lort, bræk, sygdom, feber og DÅRLIGDOM! Velkommen til et liv som Lortemor.

thumbnail_IMG_1475

 

Troede egentlig ikke det skulle ske for mig, at jeg ikke havde overskud til mine børn, men når man ikke en gang har overskud til sig selv, hvordan fanden klarer man så lige at komme igennem dagen på en nogenlunde måde? Supermor NOT! Hele huset blev invaderet af roskildesyge. Først Alberte, så voksenholdet og til sidst toppede Valdemar situationen. Ej hvor følte jeg mig dog ussel. Helt afkræftet og i zombietilstand fik jeg på en eller anden måde råbt på hjælp, for både min mor og svigerforældre var i flere døgn uundværlige. Var sikker på at jeg enten var ved at gå i fødsel, eller at døden var ved at indtræffe. Sidstnævnte var ikke tilfældet, og de veer der pressede sig på gik heldigvis i sig selv efter et par dages ro, litervis af Cola og en stabil saltbalance.

Den dårlige samvittighed

Mit problem er, at jeg bagefter fyldes af dårlig samvittighed. Hvordan kan man blive så dårlig, at man er nødt til at afvise sine børn når de behøver en? Jeg hader at miste kontrollen, både over min krop, men også over situationen. Jeg hader at føle mig afhængig af andres hjælp. Følte virkelig at de højere magter afprøvede mine morevner, og måtte i dette tilfælde give op, for første gang i mit morliv gav jeg rent faktisk op! På en og samme tid blev jeg ramt at panik og angst over ikke at kunne kontrollere noget. Jeg kunne ikke føde! Jeg kunne ikke give Valdemar det kram han behøvede, og jeg måtte afvise Albertes forsøg på at lege, hvad kunne jeg egentlig andet end at være jordens største lortemor? Please fortæl mig at jeg ikke er den eneste der har haft den følelse af afmagt. Hvordan håndterer i de udfordringer både mentalt og fysisk når I pludselig mister overskuddet og alt bare er kaos? Jeg er virkelig dårlig til det, og håber aldrig det skal overgå mig igen.

thumbnail_IMG_1476

 

På den anden side igen

Jeg er heldigvis oppe igen, og Alberte har også allerede nået at tiltuske sig en ny virus – (længe leve børnehavelivet), denne gang har jeg heldigvis tid, og til dels også energi til, at være hende der mor som krammer, henter vand og står på hænder, alt imens at jeg gør et ihærdigt forsøg på at blive klar til fødsel, og forbereder mig på lillesøsters ankomst. Bedre sent end aldrig ik? Apropos lillesøsters ankomst, så overvejer jeg et indlæg om det der med forskellen på at være førstegangs-perfektionist gravid, og tredjegangs-vi-tager-det-som-det-kommer gravid. Med mindre at jeg går i fødsel, så kommer det op inden længe 😊