Nytårsforsæt eller bare en realitet?

 

 

2017 lakker mod enden, og i den forbindelse kommer lige årets sidste indlæg fra Lærkereden.

 

Året har lært mig rigtig mange ting, ting som jeg vil prøve at tage ved lære af, og bruge i fremtiden. Livet er ikke altid en dans på roser, og den sidste måned (især) har jeg virkelig været udfordret. Nu er det tid til nytårsforsæt….

 

Alberte og Valdemar konkurrerer nærmest om flest lægebesøg, opkald til diverse læger, søvnløse nætter og flest hosteanfald. Samtidig med det betyder julen herhjemme, at Christian er endnu mindre hjemme end vanligt pga. arbejde, så hvor vi førhen så ham et par timer om dagen, er der i december måned, dage hvor vi slet ikke ser ham. Det ved jeg hvert år, sådan har det været så lang tid jeg husker tilbage, men ikke desto mindre er det lige lidt sjovt hvert år. I år har det været ekstra udfordrende pga. sygdom samtidig med, at jeg bare er rigtig meget gravid og ramt af alverdens gener. BROK BROK BROK!!

På baggrund af selvsagt samme smører, besluttede vi os også for bare at holde jul selv med ungerne, bare os 4. Ingen familiedilemmaer og skænderier, ingen stress, bare os og vores tempo – og hold nu kaje hvor var det den mest afslappede jul jeg nogensinde har oplevet. Vi fik lækker mad, dansede om juletræet og pakkede gaver op fuldstændig som en traditionel juleaften, men alt andet var der ikke meget tradition over. Jeg rendte rundt med min morknold og daggammel make-up på, Valdemar havde feber og rendte derfor halvnøgen rundt, og Christian iførte sig sine udslidte yndlings jogging shorts. Alberte var den eneste der gennemførte en jul efter normerne med glimmer neglelak og tylskørte på, efter eget valg naturligvis.

IMG_1182

Da jeg gik i seng lå jeg og tænkte på, om det var forkert af os at holde jul på den måde, burde jeg havde taget mig sammen og steppet up, burde vi have gjort det anderledes, men ved I hvad? Ungerne var lykkelige, og er det ikke i bund og grund dét julen handler om? At være glad og lykkelig sammen med dem man har kær? I mit tilfælde, betyder mine unger og deres glæde alt!

I morgen skal vi også være alene uden vilde planer. Måske spise tortillas til aftensmad og gå i seng med ungerne kl. 21 hvis det er det vi vil. Er det forkert? Ingen fancy menu og fin bordopdækning som har været planlagt i flere uger, og som nærmest suger det sidste liv ud af en, fordi det hele bare skal spille og være planlagt til mindste detalje. Dér har jeg været, men jeg er der ikke på nuværende tidspunkt. Min energi er simpelthen brugt op, og den smule jeg har tilbage, vil jeg bruge fornuftigt på HYGGE med mine unger og min mand, uden dårlig samvittighed, selvom det er svært, da den gemmer sig i mig den samvittighed.

Tror jeg har et nytårs fortsæt. Forventningerne skal ned, og jeg skal lære at sige pyt og lukke øjnene til lige gyldige ting. Som mor til snart 3, og udsigter til et år med rigtig meget arbejde til min kære mand, er jeg nødt til indse at overskuddet til tider bliver ædt op af ting jeg ikke kan styre. At nullermænd godt kan bo på gulvet et døgn ekstra uden at det er verdens undergang. At pyt kan blive en nødvendighed i mange situationer, fordi der bare ikke er timer nok i døgnet til alt det jeg gerne vil Jeg kan ikke leve en perfekt instagram livsstil, putte glimmer på alting for at det skal shine, når det ikke er sådan situationen er, skal sige farvel til dårlig samvittighed og byde min nye ven pyt velkommen i 2018.

 

Vil ønske alle et rigtig godt nytår. Må 2018 være god ved jer ❤