Om fravalg og ubetinget kærlighed

Om fravalg og ubetinget kærlighed

Jeg er opvokset som skilsmissebarn mellem 2 forældre, der tilnærmelsesvis kunne have slået hinanden halvt eller delvist ihjel. Min mor og far gik fra hinanden da jeg var 1 år. Jeg flyttede med min mor, min 3 år ældre bror, med min far.

Min barndom var på ingen måde lutter lagkage, men en ting er sikkert – jeg manglede ALDRIG kærlighed og omsorg. Min mor, hun var min mor helt ind i hjertet, og selvom vi ikke havde Kongens klingende mønt, så har jeg aldrig følt mig fattig, aldrig følt at der manglede noget, årsagen er – min mor! Hun har evner jeg stadig den dag i dag beundre.

Når jeg ser tilbage på min barndom, husker jeg det som, at hun var den eneste jeg havde. Nok også årsagen til, at min mor altid har været, og vil være min bedste ven.

Jeg var hos min far hver anden weekend, indtil jeg blev teenager og gammel nok til selv at vælge. Det var nogle hårde og lange weekender, meget gråd, mange tanker og meget savn. Jeg følte mig ikke som mig, når jeg var ved min far og stedmor, og tiden blev mest brugt på at glæde sig til, at det blev søndag og jeg skulle hjem! Sært nok har min far altid vist mig kærlighed, og været stolt over mig. Men det var det liv han valgte at leve, med den kone han gjorde – det var det der ødelagde alt.

Balladen startede for alvor da vi i 2013 fik Alberte. Ballade og problematikker jeg allerede i graviditeten havde forudset ville komme, så jeg havde paraderne oppe. Jeg blev rent ud sagt LØVEMOR, der skulle forsvare sin unge for hele verden.
Jalousi, en kamp om bedsteforældre titler og spørgsmål om hvem der kunne give mest for at være nr. 1, det var hvad det handlede om når vi en sjælden gang, var i min far og stedmors selskab. Sørgeligt men sandt.

Det hele fik for alvor en ende omkring Albertes 1 års fødselsdag, og vi har ikke set dem siden. Der var ikke noget dramatisk over det, kontakten gled ligesom bare ud i sandet, og pludselig var den bare ikke eksisterende.  Jeg tillod mig at sende en besked til min far da jeg ventede Valdemar, (måske i håb om, at han ville vende tilbage og indse hvad han gik glip af) men glæden var tilsyneladende ikke stor nok til, at overvinde den barriere som “problemerne” havde skabt.

I hvert fald har vi intet hørt eller set til dem, og de kender hverken til forestående bryllup eller lillesøster i maven.

I hverdagen tænker jeg ikke over at de ikke “er der”, men Alberte har nået en alder hvor hun opfanger og spørger ind til alt. Bla. Hvor og hvem der er hendes morfar? Heldigvis har min mor fundet en mand, der har indvilliget i at være Besfar, med alt hvad det indebærer, for ham er vi dybt taknemmelig.Men hvor vil jeg hen med alt det her? Jo sagen er den, at jeg kan græde snot og krybe tæer over, at min far ikke er en del af mit liv, det at han ikke ser mine børn og den glæde de hver dag giver. Selvom jeg ved at han ville forgude dem, så ved han ikke hvem de, eller jeg er mere.
Heldigvis findes der så mange andre fantastiske mennesker i vores liv, mennesker som elsker os ubetinget og som altid vil os det bedste, altid er der når vi mangler dem og min mor er min stjerne i alt det her. Hun har formået at gøre mig til den jeg er, og sørme om jeg ikke ser at hun giver det videre til mine børn.Jeg kom i dag hjem til et dukketeater, lavet af en skotøjsæske fuld af kastanjefigurer, som hende og Alberte havde hygget sig med at lave, på en fridag, som min mor helt frivilligt havde valgt at holde, bare fordi….!  Det er det jeg mener med at jeg beundre hende, hun gør sådanne ting, uden så meget som at blinke, bare fordi… fordi hun er hende. Hun har evner og personlighed som jeg håber jeg arver, til når jeg får børnebørn, heldigvis er hun en god læremester!Se dét er en mormor (og mor) i særklasse, og så er hun vores, det var egentlig bare det indlægget handlede om. Sæt pris på de mennesker der hver dag er der, og som giver os kærlighed til at gøre det vi gør <3

 kastanjehus