Ufrivillig abort – når virkeligheden rammer (del 2)

Ufrivillig abort – bryd tabuet

Læs del 1  her.

I januar måned braste lykken, ufrivillig abort blev til virkelighed.

Havde pletblødt på arbejdet, det var ikke noget vildt og voldsomt, men har ikke haft blødning under graviditet før, så blev bekymret. Ringede til min jordemoder, som beroligede mig og sagde at det formodentlig var overbelastning. Timerne gik, og blødningen tog til. Ringede til lægevagten som sagde, at der intet var at gøre, jeg måtte rette henvendelse til egen læge mandag.

Det blev lørdag, og nu havde jeg også lette smerter, ikke mindst i mit hjerte, som fortalte mig at noget var galt. Igen ringede jeg til lægevagten som ville give mig en tid på gynækologisk afdeling den kommende uge. Christian prøvede at berolige mig, jeg prøvede at slå tankerne væk, men det var umuligt, noget var galt! Lørdag aften fik jeg trumfet igennem, at jeg var bekymret og utryg, og jeg fik en tid på gynækologisk afdeling hvor min svigerinde og svoger kørte mig ned.

Jeg blev scannet, og til alles store overraskelse kom en lille blyp med hjerteblink frem, blødningen kunne ikke forklares, og jeg blev sendt hjem med besked om at slappe af. Nåede faktisk at takke gud, og tænke at det hele nok alligevel skulle gå godt.

Søndag ramte mareridtet – den værste og længste følelsesmæssige rutsjebanetur jeg nogensinde har oplevet!

Efter en formiddag hvor blodet rent ud sagt løb ud, vidste jeg godt, at det ikke var normalt, flere gange tænkte jeg, om jeg allerede havde tabt barnet, men var ikke i tvivl da det skete. Alberte var hos en veninde, og Valdemar sov. Jeg lå på sofaen og følte at jeg skulle på toilettet, præcis som da jeg havde veer med Valdemar, jeg vidste inderst inde godt hvad der ville ske, så turde ikke gå på toilettet før end, at jeg virkelig ikke kunne holde mig mere, og plask, en håndfuld klump (som jeg ikke kan beskrive) landede i toilettet. Jeg vidste hvad der var sket, jeg vidste hvad det var, jeg græd og turde ikke kigge, turde ikke trække ud, det måtte Christian gøre. Det gjorde ondt, sammentrækninger, ve lignede smerter, jeg var ramt. Krøllet sammen på gulvet, totalt tom for tanker. Hvordan kunne det ske, hvorfor mig?

Jeg følte det var min egen skyld, fordi jeg havde reageret forkert da jeg stod med testen i hånden, i et sekund følte jeg, at dét var straffen, at jeg kunne have været taknemmelig fra start af.

Vi græd sammen, snakkede sammen, og dagene efter var lange og hårde, alle skulle have at vide, at det ikke var gået som forventet, at jeg havde aborteret. Jeg kan huske, at jeg virkelig følte med alle de par som kæmper og kæmper for at blive gravide, og det så går galt, den følelsesmæssige kamp de må igennem. Det var noget jeg aldrig troede ville overgå mig!

Da jeg for 2. gang aborterede. Vi blev hurtigt enige om, at den bedste måde at komme videre på, var at prøve igen, lave en perfekt planlagt baby, så i gang gik vi, så hurtigt vi kunne, og igen blev jeg gravid i første forsøg, godt 2 uger efter den første abort. Det hjalp lidt på tankerne, så var der måske alligevel ikke noget galt med mig, måske jeg alligevel godt kunne finde ud af at lave børn.

Denne gang holdt vi det for os selv, og gudskelov for det, for da jeg nåede uge 8 startede pletblødningen igen, og jeg vidste med det samme hvad der ventede mig. Jeg kunne ikke fatte det, vidste ikke hvor jeg skulle gøre af mig selv, ville allerhelst bare vågne fra det mareridt jeg var i. Det var en tidlig weekend morgen, Christian var på arbejde og der stod jeg, eller rettere sagt sad jeg, på toilettet med en unge på hver side af mig og aborterede. Det var underligt, jeg var fattet, forklarede Alberte at jeg ikke havde slået min tissekone, men at voksne damer nogen gange bløder, trak ud i toilettet, gik ind på sofaen med børnene og så tv, fik skrevet til Christian mens et par tåre trillede ned ad kinderne. Kan ikke sætte ord på de tanker og følelser der gik igennem mig, men fokuserede nok mest bare på, at være mor til de to børn som jeg trods alt har lavet, og forguder! Først da Christian kom hjem brød jeg sammen, intet gav mening, hvordan kunne det lade sig gøre, 2 gange i træk. Var sikker på, at der var noget galt med min krop, hvad skulle ellers være årsagen til at det blev ved at gå galt. Igen havde ondt af alle de mennesker som ender lige nøjagtig dér, alle de kvinder, der ufrivilligt må igennem det at miste et barn, uanset hvor langt i graviditeten de så end er. Jeg er trods alt taknemmelig for at det skete så tidligt.

3. gang er lykkens gang.

I maj måned stod jeg for 3. Gang, på et halvt år, med en positiv test i hånden. Det tog langt tid før jeg troede på at det ville lykkedes, men sidder nu i uge 27 og skriver dette indlæg. Hvordan denne graviditet har været, kommer der et andet indlæg om. Den har naturligvis været fuld af både bekymringer, uvante følelser og generelt har denne graviditet bare været helt anderledes end jeg troede den ville blive, men jeg er blot dybt taknemmelig.

Jeg håber at mit indlæg kan hjælpe andre der måske har været i samme situation. Jeg troede noget var galt med mig, fordi aborter er så tabubelagt, men det gik op for mig ved gynækologen, hvor ufattelig mange kvinder der gennemgår dette. Til alle jer, her en kæmpe krammer! ❤ – Lad os sammen bryde tabuerne.

 

IMG_9389