Ufrivillig abort – når virkeligheden rammer.

Mit værste mareridt, blev ikke blot én, men hele to gange, til virkelighed i starten af året 2017, hvor jeg ufrivilligt aborterede.

En ærlig fortælling om det at miste (del 1)

Efteråret 2016 var gået med at planlægge mit drømmeprinsessebryllup som skulle stå i november 2017. Stedet og kirken var booket, de første små planlagte ting var på plads og Christian og jeg havde fået købt vielsesringe, et stort skridt, mod en drøm jeg altid har gået med.

I december 2016 undrer jeg mig over, at min menstruation ikke er kommet endnu, men slår det væk igen, den var alligevel ikke blevet regelmæssig efter mit ammestop osv. med Valdemar, og desuden var det kun én enkelt gang vi kom til at gøre det forbudte, jeg kunne ikke være blevet gravid af dét.
Tror egentlig mest af alt, det var min frygt for at være gravid, der gjorde at jeg ikke tog en test. Christian ville slå mig ihjel, og hvad med bryllupsplanerne?

Tiden gik, snakkede med veninder som også beroligede mig med, at det nok var stress og andre udefrakommende ting, der var til grunde for den udeblivende menstruation. Jeg besluttede dog alligevel, at det ville være bedst at tage en test, blot for at få afkræftet mistanken og give mig ro.


DAGEN kom og så skete det, det der ændrede vores liv

Valdemar vågnede, så jeg stod op med ham, mens Alberte og Christian fik lov at sove længe. Jeg tænkte, at nu var der ro til at tage testen, så med Valde placeret foran tv’et og Mickeys klubhus, gik jeg på toilettet! Det var ikke til at tage fejl af, der gik hvad der føles som et blink med øjnene, så var der to streger på testen.  Jeg lukkede øjnene, bad til Gud og åbnede dem igen, der var to kæmpe mega tydelige streger, på den test jeg holdte i min hånd. Med et føltes det som om verden var totalt i mod mig. Kunne på ingen måde overtales til at få en abort, om jeg så skulle stå alene med 3 børn, abort blev ikke en løsning!! Samtidig vidste jeg også godt, at jeg kunne vinke farvel til mit drømmebryllup. Ude af stand til at tænke klart, gav jeg Valdemar fleecedragt på, og kørte hen til mine svigerforældre. Jeg var mildest talt i panik og totalt bange.

blogbillede 2

 

Efter en god fornuftig snak med svigerne, og med deres støtte og opbakning i ryggen, følte jeg mig klar til at køre hjem og fortælle Christian om testresultatet. De var stået op da vi kom hjem, Alberte legede i stuen og kunne se at Christian var på badeværelset.
Han kunne naturligvis godt se, at jeg ikke kun havde været ude efter morgenbrød, eftersom at mine øjne var røde og hævede. Han nåede kun at sige: “hvad er der sket?” Så stod tårerne ud af hovedet på mig, og jeg fik fremstammet: “jeg har taget en test, og jeg er gravid, jeg ved ikke hvad vi skal gøre. Jeg kan og vil ikke afskaffe mig det barn!” Uden at blinke, kom han hen, krammede mig og sagde: “tillykke skat, jeg vidste det, du skal ikke af med noget barn, du skal blot være mor til 3, det er åbenbart det der er planen.” Og med ét føltes det helt rigtigt. Brylluppet kunne udsættes, pladsen måtte vi deles om og økonomien skulle der nok komme styr på.

Det, der nu var blevet en glædelig nyhed om familieforøgelse, var rygtes blandt venner og familie, vi var jo høje på lykke, og hvad kunne ærligtalt gå galt? Med to sunde og raske børn, der ikke lige frem havde været nogen udfordring at lave, kunne nr. 3 vel bare komme an, troede vi….. (fortsættes)