Bange for at miste igen efter spontan abort

Mørket er på vej og efteråret banker på. Tiden flyver simpelthen bare afsted. De sidste to måneder har været ret dystre for mit vedkommende og det skyldes ikke blot efterårets ankomst. Jeg startede på pædagog uddannelsen den første september og har lige siden været begravet i nye fællesskaber, bøger, kompendier, udflugter og sociale begivenheder. Det er hårdt når man også er enlig mor til en lille fyr. Dog bliver det hele lidt anderledes nu når min kæreste flytter ind hos os.

Udover alle disse forandringer var jeg seks dage før skolestart så uheldig at miste mit foster i uge 7. Dette tog rigtig hårdt på mig og jeg følte kun at verden var imod mig. Og alligevel ikke. For jeg prøvede på at bilde mig selv ind at det skete fordi det ikke var meningen at jeg skulle føde dette barn, altså at der var noget galt med fostret. Dele af mig troede på det, men mit hjerte gav udelukkende mig selv skylden tabet.

Jeg har aldrig i mit liv oplevet en så stor smerte, både fysisk og psykisk. Det tog heldigvis ikke længe for min krop at udstøde fostret, men jeg husker at jeg, imens det stod på, tænkte at det tog alt for langtid. Jeg ville bare have dét ud så jeg kunne prøve igen. Det skræmmer mig enormt meget at tænke tilbage på alle de tanker og følelser der gik gennem min krop. Det tager hårdt på sjælen når noget man har knyttet sig til og kæmpet for bare bliver revet væk fra én.

Jeg startede i skole 6 dage efter aborten og det var rigtig godt for mig. Det fik mig til at glemme det hele lidt og jeg fik vendt det til noget positivt for nu kunne jeg i stedet koncentrerer mig om min skole. Troede jeg ihvertald. Da jeg så fik min ægløsning kort efter var jeg klar på at prøve igen og jeg nød tanken om at det måske lykkedes denne gang.

Jeg gik 3 dage over og i de 3 dage var jeg skrækslagen og jeg havde fortrudt at vi overhovedet havde prøvet igen. For jeg ville sku’ da ikke være gravid igen. Jeg ville jo alligevel bare miste fostret igen. Det var jeg ikke i tvivl om. Da min menstruation kom, var jeg lettet, for så kunne jeg jo skåne min krop for at gå igennem den frygtelige oplevelse endnu engang.

Men nu ca. Halvanden måned efter den traumatiske oplevelse er jeg klar igen. Det tror jeg ihvertfald. Det var ikke den bedste idé bare at begynde på noget nyt og ‘glemme’ det hele. Det gjorde bare at jeg forstærkede min sorg og frygt. Nu har jeg fået talt med mine søskende og jeg ved hvor jeg kan søge råd og hjælp.

Hvordan jeg reagere på en ny graviditet vides ikke. Frygten for at miste igen vil jo nok altid sidde et sted i min krop. Men jeg prøver på at være positiv og jeg tror oprigtigt på at tiden læger alle sår.

Det er også vigtigt at tale om det. Selvom det er hårdt. Noget jeg brugte langtid på at fordøje er, at det altså er helt ok, at ens verden ramler sammen selvom man “kun” er i uge 7. Verden rundt om ser det måske ikke som noget særligt, men for den person der mister er det absolut hjerteskærende.

F5AF2930-FD69-4C8E-A7EF-C15E6E6CD55D