Den værste oplevelse og alligevel ikke

Mellemøresbetændelse

Dagen kom i dag – dagen hvor F skulle have dræn. Jeg havde frygtet dagen, men samtidigt glædet mig til resultatet af det.
Bare i år, altså 1 måned, har F haft mellemøresbetændelse 4 gange, både J og jeg har haft rigtig mange fraværsdage på arbejdet, for at være hjemme ved F. Hun har sovet rigtig dårligt om natten – nogle gange slet ikke. Der har i sær jeg været ret ramt, da J arbejder om natten, har det stort set altid været mig der har haft natte-tjansen. Det har taget rigtig hårdt på mig, og jeg har længe gået rundt som en zombie.

F’s hørelse var til sidst påvirket, og hun gik rundt i en osteklokke, og samtidig med at hun ikke rigtig fik sovet optimalt – og alligevel ville lægen ikke henvise til ørelægen. Indtil 4. gang hun fik mellemøresbetændelse i år, da bankede jeg simpelthen i bordet og forlangte en henvisning – NU!
Vi ringede rundt til alle ørelæger i 70 kms radius. Men alle sagde det samme – i kan få en tid i slutningen af maj måned. Det var bare ikke godt nok!
Det endte med endnu en sygedag med F – hvor jeg brugte dagen på at ringe rundt, og håbe på en afbudstid. Og JA! Det fik jeg, i vores egen by, samme dag. Det var en lettelse, og fik nok også lidt tårer i øjnene, hvilket damen i telefonen nok godt kunne høre. OG kom også til at udbryde: “Du har simpelthen reddet vores dag!”

Vi kom derned, og ørelægen var slet ikke i tvivl om at hun skulle have dræn – og vi fik en tid efter knap 14 dage.

Så kom dagen

Den dag, var så i dag. Hun skulle faste 6 timer inden, og ingen drikkelse 2 timer før. Hun havde heldigvis en tidlig tid, vi skulle møde op 8.45  og hun skulle ind kl 9.00.

Kunne sidde og se på de andre forældre, som kom ud fra operationsstuen, uden deres barn – kunne se smerten i dem. Og ventede bare på at det skulle være mig der skulle have den smerte. Sad sammen med et forældrepar som havde prøvet det 4 gange (2 børn) og moren kom stadig grædende ud fra operationsstuen, så vidste at det ville komme til at gøre ondt.
Da det bliver F’s tur kommer vi ind, og hun får Isbjørnen Thea (fra trygfonden – forresten en skøn idé) og hun bliver lagt på bordet, får masken over hovedet, vi får forklaret at det tager 45 sek. før hun er væk. Jeg syntes godt nok det tog lang tid, hun græd, hun skreg, hun vred sig. Man kunne se hendes frygt for det uventede, og pludselig var hun væk. Og vi blev vist ud. Ud, uden vores barn.
Efter laaange 10 min. kommer vi ind til en snorkende F som ligger på opvågningen.
Da hun vågner, er hun træt, men ellers helt ok.

Det rigtige valg

Hun hører allerede meget bedre nu, og tager sig slet ikke så meget til ørene længere (og det er kun 12 timer siden!)
Det bekræfter os, forældre, i at vi gjorde det rigtige.
Og jeg priser mig lykkelig for at vi lever i en tid hvor, man har muligheden for dræn, og at vi lever i et samfund, hvor alle har lige mulighed for det.

Så alt i alt, er dét det mest forfærdelige jeg har oplevet, til dags dato – men alligevel ikke, for vi kan allerede mærke forskellen.

Så forældre derude, stol på jeres mavefornemmelse, og bank lidt hårdere i bordet hvis I ikke bliver lyttet til.