Min kamp!

Min kamp

Min kamp for at bevise at jeg var god nok, resulterede desværre rigtig tit i nederlag for mig selv – og gav mig flere udfordringer end jeg havde behøvet.

F 28+3

F 28+3

Dette behov for at opfylde alle andres behov startede allerede i graviditeten – som forresten slet ikke var som jeg havde forventet.
Jeg havde kun hørt om de klassiske graviditeter, som der heldigvis stadigvæk eksisterer – men min blev slet ikke sådan. Jeg var ramt af stort set alt hvad man kunne rammes af.

Jeg skammer mig

Jeg skammer mig stadig over at jeg hadede at være gravid – selvfølgelig elsker jeg hvad der kom ud af det – men det var et helvede at gennemgå og være i. Og jeg tiggede og bad min mand hver eneste dag om at det snart ville slutte, for jeg kunne ikke mere, hverken fysisk eller psykisk.
Jeg blev fra start ramt af den klassiske kvalme, den forsvandt bare aldrig rigtigt igen, og jeg havde altid en gulerod liggende på natbordet, så jeg kunne spise lidt inden jeg satte mig op om morgenen. Dette hjalp lidt, men ikke meget. Da kvalmen endelig var på aftog, startede bækkenløsningen.

Jeg havde svært ved at acceptere at JEG skulle rammes af bækkenløsning, for det er kun svage der bliver ramt af det – ja jeg er blevet klogere siden, men det var et kæmpe nederlag.
Trappen til 1. sal, som skulle bestiges hver gang man skulle tisse, hvilket jo var 40 gange om dagen, føltes som at bestige Mount Everest. Man skulle virkelig overveje om man virkelig skulle.

Jeg glædede mig til at graviditeten var ovre, og det gjorde ondt, det gjorde ondt at indse og acceptere at jeg bare er dårlig til at være gravid. Men jeg har håbet i mig om at graviditeter ikke er ens, og håber på at jeg får en nemmere graviditet næste gang. Og hvis ikke, så kommer der jo en dejlig baby ud af det alligevel 😉

Jeg blev i min graviditet ofte spurgt om min datter var planlagt, og det gjorde ondt hver gang. Den manglende tiltro der var til mig som mor. Jeg har aldrig været en person der gad at gå i byen, og folks mistro gik ofte på om jeg nu havde været ung længe nok, og oplevet det jeg skulle nå. Og mit svar var hver gang – at dette var et valg vi havde taget sammen, og at vi ikke havde oplevet det vi skulle, for det kunne vi ikke før vores datter kom til verden. Men når de var gået med alle deres spørgsmål, så græd jeg – for mig selv. Og den manglende tro voksede indeni mig.
Det at jeg nærmest intet kunne i slutningen af graviditeten og folks manglede tro på mig – fik mig til at tvivle. Havde vi nu nået det vi skulle, og var vi klar til det her?

Vejen til verden

Min datter kom til verdenen i slutningen af juli 2016 ved kejsersnit – som var psykisk hårdt for mig at komme igennem, men jeg er i dag over lykkelig over det valg vi tog, da vi fik F.
Min verden faldt sammen 9 dage efter kejsersnittet, hvor min sundhedsplejerske i samråd med min mand beordrende mig til at droppe amningen, og give F flaske.
Amningen var drømmen for mig, og jeg kæmpede alt hvad jeg kunne. Jeg har problemer med brysterne (som jeg senere kommer ind på – laver et indlæg og min kamp for amningen) som gjorde amningen voldsomt smertefuld, og i forbindelse med dårlig vejledning på sygehuset, måtte amningen opgives.

Endnu et nederlag – jeg var dårlig til at være gravid – kunne ikke føde selv – og kunne nu heller ikke amme mit barn. Hvilket mor var jeg dog. Jeg kunne ikke give mit barn det jeg ønskede og som jeg vidste og fik af vide alle steder var bedst for hende.

Jeg kæmper stadig i dag for at bevise overfor mig selv og andre at jeg er den bedste mor for min datter. Men allervigtigst er beviset overfor mig selv det vigtigste!

Så længe du selv syntes du gør det rigtige for dit barn – så gør du noget rigtigt!