Den hårde vej til babylykken

IMG_4030

 

Jeg har altid forestillet mig, hvor fantastisk og romantisk det ville blive, når man sammen med sin partner besluttede sig for at få et barn sammen. Det er den største gave at få et barn og den ultimative kærlighedserklæring at få det sammen med en man elsker. Desværre blev det dog ikke så rosenrødt og romantisk, som jeg havde regnet med.

Jeg har altid gerne villet have børn og allerede i en tidlig alder var jeg skruk. Jeg havde sat mig et mål om at få børn inden jeg fyldte 25. Dette mål blev senere rykket til 30. Jeg nåede dog at blive over 30 inden jeg fik et barn.

Min kæreste og jeg besluttede for 3 år siden, at vi ville forsøge at blive gravide. Jeg havde ikke taget p-piller noget tid af andre grunde, og der var derfor ikke nogen problemer med at de først skulle ud af kroppen.

Første måned efter vi var stoppet med at beskytte os, kan jeg huske, hvor skuffet jeg blev, da min menstruation kom. Jeg troede virkelig, at der ville være gevinst med det samme. Nå men op med humøret, tænkte jeg, og blev så lige så skuffet, da menstruationen kom i næste måned. Og næste og næste… I disse måneder oplevede jeg flere gange symptomer på graviditet, såsom brystspændinger og murren i underlivet. Jeg ved nu, at det har været psyken, der har spillet mig et puds.

Som tiden gik kom bekymringerne. Var der mon noget galt med en af os? Eller os begge?

Hvorfor var der ikke sket noget endnu?

Efter et år med forgæves forsøg og et efterhånden skemalagt sexliv, gik jeg til min læge. Selvom min kæreste og jeg var unge (på det tidspunkt ikke fyldt 30), syntes hun alligevel, vi skulle henvises til en fertilitetsklinik, så vi kunne finde ud af, om der var en årsag til den udeblevne graviditet.

3 måneder senere var vi til den første samtale på fertilitetsklinikken. Vi fik fortalt om behandlings-mulighederne og risici ved behandlingen. Vi skulle begge undersøges og have taget blodprøver inden de kunne fastlægge, hvilken behandling, der ville være den rette for os. Min kæreste skulle aflevere en sædprøve, og jeg selv skulle have taget diverse prøver ved en gynækologisk undersøgelse hos min egen læge og derudover have en gennemskylning af æggelederne for at se, om der var fri passage.

De første prøver gik nemt og forholdsvis smertefrit, men så kom dagen, hvor jeg skulle have undersøgt æggelederne. Jeg var så heldig at komme ind til en ung ny mandlig læge som tydeligvis ikke havde prøvet det mange gange før. Han skulle lægge en lille ballon ind i livmoderen, som han så kunne fylde med kontrastvæske og sprøjte det ud i æggelederne, og så via en scanner se, om der var fri passage. Det var ret smertefuldt at få lagt ballonen ind, og da jeg endelig troede, han var færdig, viste det sig, han havde lagt den forkert, så han skulle starte forfra.

Da han langt om længe var færdig, skulle jeg have sprøjtet væsken ind og det gjorde meget, meget ondt. Jeg lå og vred mig og beklagede mig. De havde tidligere fortalt mig, at nogen syntes det gjorde ondt, og andre slet ikke mærkede noget. Jeg hørte så til den første gruppe. Nå men det blev overstået, og scanningen viste, at der var fri passage og alt så fint ud.

Jeg havde læst mig frem til, at der var større chance for en graviditet efter sådan en gennemskylning, og da vi nu vidste, at der ikke var noget galt med nogen af os, besluttede vi, at give det året ud inden vi ville starte på behandling. Vi var på det tidspunkt i september.

Desværre lykkedes det ikke for os inden året var omme, så i januar tilmeldte vi os behandling. Vi var det, man kalder “Uforklarligt barnløse”, og selvom det umiddelbart var fint, at der ikke var noget galt med os, var det også svært for klinikken at vide, hvor de skulle gribe ind, og hvad de skulle forsøge. Vi startede med insemination, som er knap så indgribende som reagensglasbehandling.

Og måske var det nok for os, at sædcellerne blev hjulpet lidt på vej og ikke skulle svømme lige så langt for at nå ægget. Jeg skulle på tredje dag i min cyklus scannes, og det gik fint, selvom det var lidt ubehageligt, at blive scannet mens jeg havde kraftig menstruation. Men jeg prøvede at tænke på, at sygeplejerskerne jo scannede kvinder med menstruation dagligt, så det var nok ikke så ulækkert for dem, som jeg følte det. Det var spændende at følge med på skærmen og se de små æggeblærer i æggestokkene.

Alt så fint ud, og jeg skulle herefter instrueres i, hvordan jeg skulle tage hormonerne, som skule stimulere æggeblærerne og få dem til at vokse. Da jeg er meget angst for nåle, havde jeg håbet, at jeg kunne nøjes med at få hormonerne i pilleform, men desværre. Sygeplejersken vise mig, hvordan jeg skulle fylde sprøjten, og jeg begyndte allerede at frygte mit første stik derhjemme. Ét er at være bange for at skulle stikkes af læger og sygeplejersker – noget andet er at skulle stikke sig selv og ikke kunne kigge væk men se direkte på nålen. Puha. Jeg fik hentet medicinen på apoteket og blev også ret chokeret over, hvor dyrt det var. Behandlingerne fik vi betalt, fordi vi ikke havde nogen børn i forvejen, men medicinen skulle vi selv betale, og det kan blive ret dyrt i længden.

Hjemme i stuen om aftenen sad jeg klar med sprøjten og skulle lige bruge et par minutter på at forberede mig mentalt. Jeg vidste, at nålen skulle hamres ind i maveskindet med høj fart for at det ikke gjorde så ondt, og for at jeg hurtigt fik det overstået. Min kæreste sad ved siden af og kiggede på og heppede og kom med opmuntrende tilråb. Jeg stak hurtigt nålen ind men endte med at tage den ud igen, da jeg slet ikke kunne mærke stikket og derfor troede, at jeg ikke havde ramt. Så jeg fik hurtigt stukket igen og tømt væsken. Det var jo slet ikke så slemt! Og hvor var jeg bare sej!! Det havde været noget af en overvindelse for mig, men nu følte jeg mig i stand til alt. Tænk at jeg havde frygtet det lille stik så meget!

Jeg var spændt på at se, hvordan jeg ville opleve bivirkningerne. Det er meget individuelt, hvor meget man reagerer på hormonerne. Allerede i løbet af dagen efter mit første stik begyndte jeg at få knaldende hovedpine og kvalme, så arbejdsdagen skulle overstås, så jeg kunne komme hjem i seng og hvile mig lidt. Det blev lidt værre og resten af tiden, mens jeg var på hormoner, havde jeg så knaldende hovedpine, at jeg knap nok orkede at stå ud af sengen. Men hvis det kunne gøre, at jeg endelig blev gravid, kunne jeg sagtens klare det.

Jeg skulle tage en ægløsningssprøjte inden inseminationen, og stikket fra den var ikke værre end de andre stik, så det gik fint. Jeg blev ret glad, da damen på apoteket sagde “Held og lykke”, da jeg gik afsted med medicinen. Det var sødt af hende.

Så kom dagen for inseminationen, og jeg var både spændt og nervøs. Min kæreste skulle levere en sædprøve kl. 8.00 om morgenen, som de så ville oprense, så kun de gode svømmere var tilbage. Jeg havde fået en tid nogle timer senere, så det var bare at sidde og vente indtil det blev tid.

Jeg kan huske, det var en lørdag, så min kæreste og jeg ventede på, at caféerne skulle åbne og spiste så morgenmad, inden vi tog tilbage til klinikken. Jeg blev først scannet, og vi kunne se, der var en stor æggeblære i min højre æggestok. Det var så den, vi ville gå efter. Et lille kateter med sædcellerne og noget væske, der hjalp dem til at svømme, blev ført op i livmoderen og tømt. Det spændte lidt som menstruationssmerter, da væsken fyldte livmoder og æggeledere ud, men der var ikke større ubehag end jeg sagtens kunne holde det ud.

Jeg følte mig sikker på, at jeg nu ville blive gravid, og det bare havde været det, der skulle til. Jeg havde ondt i underlivet også den følgende dag, så jeg slappede af og tænkte gode tanker. Jeg skulle have taget en blodprøve mandagen efter for at se, om jeg var gravid. Det var spændende, og jeg syntes hurtigt, jeg fik symptomer, såsom brystspændinger og pletblødning, som jeg også havde læst, kunne være et tegn på graviditet. Desværre kom min menstruation søndagen inden jeg skulle have taget blodprøve.

Vi var ude og spise hos min kærestes familie, og det var svært at skjule skuffelsen, da jeg havde været på toilettet og fundet ud af, at jeg havde fået menstruation. Ganske rigtigt viste blodprøven også, at jeg ikke var gravid. Det var et hårdt slag for især mig, der virkelig havde troet, at den nu ville være der. Jeg var meget ked af det, men prøvede at se frem mod næste behandling.

Da jeg havde døjet meget med bivirkninger og pletblødning skulle jeg denne gang prøve nogle andre hormoner, og jeg skulle sprøjte en creme op hver morgen efter inseminationen for at holde på slimhinden og forhindre blødninger. Bivirkningerne ved denne medicin var ganske vist ikke lige så slemme, men stadigvæk slemme nok til, at jeg ikke kunne gå på arbejde i de dage, jeg tog medicinen. Og også slemme nok til, at jeg for første gang i mit liv prøvede at besvime.

Da jeg skulle insemineres en hverdag, tog min kæreste på arbejde efter han havde afleveret sin del, og jeg sad alene og ventede i venteværelset og var også alene under insemineringen. Men igen var det ikke så slemt, og jeg tog derfra med lidt ondt som sidste gang og fuld af håb og forventning. Igen havde jeg mange symptomer på graviditet og pga. cremen heller ingen pletblødninger. Jeg havde ikke fået menstruation den dag, jeg skulle have taget blodprøve, og skuffelsen var derfor ekstra stor, da jeg fik et negativt svar. Cremen havde også forhindret menstruationen i at starte, og den kom derfor først nogle dage efter, jeg var stoppet med cremen.

Nu begyndte jeg at blive bekymret og frustreret. Jeg vidste, at vi kun havde et forsøg igen, inden vi skulle videre til reagensglas behandling, og derefter var der jo ingen hjælp, hvis det ikke lykkedes. Så jeg var også rigtig bange. Vi nåede dog at få to insemineringer mere, inden vi skulle videre til ny behandling. Begge lykkedes desværre ikke. Den sidste troede jeg ellers rigtig meget på, da jeg havde to fine æggeblærer i stedet for kun et som ved de andre forsøg, og jeg var allerede begyndt at forberede mig på tvillinger. Men sådan skulle det ikke gå.

Overalt omkring mig så jeg gravide kvinder og barnevogne, og det hjalp ikke, at flere af mine veninder, som først var startet på projekt baby længe efter os, blev gravide. Jeg skulle nu både leve med min egen fiasko, samtidig med jeg skulle kunne glæde mig på deres vegne og se på alle deres statusopdateringer og snapchats af maver og babyer. På et tidspunkt var jeg nødt til at tage lidt afstand til de veninder. Jeg kunne slet ikke klare at se al den lykke og glæde.

Vi tog på en tiltrængt ferie, hvor vi kom lidt væk fra det hele og ladede op til ny behandling, som vi så startede på, da vi kom hjem. På dag 21 i min cyklus, skulle jeg starte med en medicin, der skulle nedregulere min egen hormondannelse, således at klinikken fuldstændig kunne kontrollere mig, og æggeblærerne ville have nogenlunde samme størrelse på dagen for ægudtagningen. Det svarede til, at jeg kom i overgangsalderen. Heldigvis gik de 14 dage fint uden alt for mange bivirkninger udover kvalme og hedeture, og jeg skulle herefter fortsætte med både medicinen og hormonerne, der skulle få æggene til at vokse. Det vil sige, jeg skulle stikke mig to gange om aftenen, og min mave var efterhånden gul og blå af alle de stik.

Lørdagen efter blev jeg scannet, og da alt så fint ud, og der var omkring 9 æggeblærer, skulle jeg have taget dem ud en følgende onsdag. Selvom der var 9 æggeblærer, var det ikke sikkert, der var æg i dem alle sammen, så vi kunne ikke regne med at få 9 æg ud. Lægen der scannede os var ny på klinikken, men dog erfaren, og hun var ikke den sødeste læge, jeg havde mødt. Både min kæreste og jeg var enige om, at vi ikke håbede, det var hende der skulle tage æg ud. Jeg var meget nervøs for behandlingen, som jeg havde hørt, hvordan skulle foregå. Jeg skulle lokalbedøves to gange i skeden, og herefter skulle æggene suges ud med en nål. Alle de nåle!

Jeg havde fået en beroligende pille med hjem, som jeg skulle tage onsdag morgen sammen med lidt smertestillende. Jeg havde sat trylleplaster på begge hænder, så jeg var klar til at få lagt drop. Desværre kunne de ikke lægge drop i hånden, og jeg fik det i stedet for i armen. Det var dog ikke slemt, så tryllecremen kunne godt undværes en anden gang.

Jeg havde stort set ikke sovet af nervøsitet, og den beroligende pille begyndte at virke, så jeg var en smule træt, da vi sad i venteværelset. Hurtigt blev det min tur, og jeg gik rystende ind i rummet med min kæreste ved min side. Han tog plads ved siden af briksen, og jeg lagde mig op ligesom ved en normal gynækologisk undersøgelse. Tilstede var en læge, to sygeplejersker, og en sød dame, der skulle tage sig af æggene ude i laboratoriet. Hun kom ind og hilste på og var derefter på den anden side af lugen i rummet.

Jeg fik et klæde over underlivet, og lægen rensede mig indvendigt, efter hun havde ført instrumenterne ind. Det var den samme læge som ved scanningen om lørdagen, og hun var ikke i bedre humør den dag. Hun var meget hård og kontant, og viste ikke den store empati for min nervøsitet. Hun startede med at bedøve mig i den ene side. De havde sagt, jeg kunne sammenligne det med en bedøvelse hos tandlægen, men jeg syntes, det var meget værre. Det gjorde ondt, og jeg var overrasket over, hvor ondt det gjorde. Jeg havde trods alt tidligere fået taget biopsier fra livmoderen, og det var slet ikke så slemt som den lille bedøvelse.

Jeg var derfor ikke glad for, at hun også skulle stikke mig i den anden side. Igen smerte. Og en af bivirkningerne af bedøvelsen var hjertebanken, som jeg også hurtigt fik. Mit hjerte hamrede afsted, og jeg var meget nervøs og havde slet ikke lyst til det. Jeg fik lidt morfin i droppet, men mærkede ikke noget udover lidt varme i kroppen. Lægen kiggede koldt på mig og spurgte “Skal vi fortsætte?”. Det var jeg jo nødt til. Jeg ville jo have et barn. Så jeg måtte tage mig sammen.

Uden varsel hamrede lægen scanneren med nålen ind i mig, og jeg fløj op af smerte. Det var så voldsomt og brutalt, og jeg var helt chokeret over, hvor ondt det gjorde. Jeg have læst meget forskellige beretninger om ægudtagninger, og også her var det forskelligt, hvor meget man mærkede det. Men jeg skal lige love for, at jeg kunne mærke det. Jeg sagde med det samme, at det her ville jeg ikke gøre igen. Efter første smertefulde udsugning fra venstre æggestok, fik vi meldingen, at der kun var et æg. Jeg vidste derfor, at jeg var nødt til også at klare den anden side. Igen en smerte, der dog var en lille smule mindre end før, da jeg havde fået andet skud morfin.

Jeg havde ondt og beklagede mig højlydt. Her fik vi tre æg ud, så der var i alt fire æg. Lægen droppede den sidste æggeblære, der heller ikke var så stor som de andre, og jeg var endelig færdig. Mit blodtryk blev målt, og jeg havde en meget høj puls. Jeg havde grædt helt fra da de startede indgrebet, og det gjorde jeg stadig. Jeg fik mit tøj på, mens jeg lå på briksen, og blev fulgt ned på en stue, hvor jeg kunne hvile mig lidt. Begge sygeplejersker var enormt søde og opmærksomme på mig. Det havde de altid været, og jeg var så glad for, at det var netop dem, der skulle være med den dag. Jeg fik lidt smertestillede både i pilleform og via drop, da jeg havde ret ondt i underlivet og maven. Jeg lå og hvilede en halv times tid, hvor den ene sygeplejerske kom ind og så til mig flere gange.

Hun var utroligt sød, og jeg fik et stort kram, inden vi blev sendt hjem. Det var tydeligt, at hun var bekymret for, hvordan jeg havde det psykisk oven på den omgang. Jeg følte mig som en pivskid, og var også flov over, at jeg havde reageret så voldsomt. Hvis man gerne vil være mor, skal man jo kunne klare sådan nogle ting, tænkte jeg. Jeg har senere fundet ud af, at det ikke er normalt, at nålen hamres ind, men at lægerne plejer at være mere forsigtige. Så det var bare ærgerligt for mig, at det var lige netop den læge, der skulle tage æg ud.

Da jeg havde slappet af en halv times tid, blev vi sendt hjem med instrukser om en stikpille, jeg skulle begynde på dagen efter og tage hver 8. time i 2 uger (3 hvis jeg blev gravid). Jeg satte min alarm til kl. 5.00 om morgenen, og skulle også tage pillen kl. 13.00 og 21.00.

Vi havde fået en tid til ægoplægning to dage efter, og vi fik at vide, at vi skulle møde op den aftalte dag, medmindre vi blev ringet op samme morgen. Laboratoriet ville ringe mellem kl. 8 og 9, hvis der ikke var nogen brugbare æg. Heller ikke natten til fredag fik jeg sovet, og om morgenen sad jeg og kiggede på telefonen hele den time, de kunne ringe. Jeg var et nervevrag! Heldigvis ringede de ikke, så vi tog afsted om formiddagen og forberedte os på, at der nok kun var et æg der kunne bruges. Men vi blev overraskede. Den søde sygeplejerske mødte os på gangen, da vi kom, og fortalte, at det var gået rigtig godt, og der var befrugtet 100 %. Alle 4 æg var altså befrugtede. Det var jo fantastisk.

Selvom det ikke var hendes tjans den dag, gik hun med os ind til lægen, da der skulle sættes æg op. De havde valgt et fint stort æg, og det var ret vildt at se det på skærmen. Igen var damen fra laboratoriet med på den anden side af lugen. Det var desværre den samme læge, der skulle lægge ægget op, men hun virkede lidt sødere denne gang, og det hele forløb smertefrit. Det var en meget rørende oplevelse, at få lov til at se ægget inde i livmoderen via scanneren, da hun havde lagt det op. Andre ser måske deres baby ved første scanning, men vi har altså set vores barn som helt lille æg. Vi tog derfra og ville 3 dage efter få at vide, om nogen af de andre æg, kunne fryses ned, efter de havde dyrket videre på dem. Jeg var i en lykkerus, da vi kørte hjem. Jeg kan ikke beskrive hvorfor, men det var bare en vild fornemmelse.

Mandag fik vi en besked i e-boks om, at der var frosset et æg ned. Det havde selvfølgelig været fedt med alle tre æg, men et var nu også dejligt. Så skulle jeg ikke igennem ægudtagning igen lige med det samme, og måske ville vi slet ikke få brug for det æg.

14 dage efter der er lagt et æg op, skal man have taget en blodprøve for at se, om man er så heldig at være gravid. Så nu var det bare at vente.

Allerede nogle dage før blodprøven kunne jeg ikke styre min tålmodighed og nysgerrighed mere og jeg valgte selv at tage en graviditetstest. Jeg kunne ikke tro mine egne øjne. Den var positiv!! Jeg havde aldrig prøvet at tage en positiv test før, så det var helt vildt og jeg var så glad. Jeg kunne ikke vente på at min kæreste kom hjem, så jeg sendte ham straks et billede af testen.

De efterfølgende dage tog jeg flere test. Stadig positive men stregen var dog ikke blevet tydeligere, som jeg havde læst den skulle. Tværtimod faktisk. Så det var med lidt frygt jeg ringede til klinikken for at få svar på blodprøven nogle dage efter. Ganske rigtigt kunne de spore HCG i blodet, hvilket jeg jo også selv havde kunnet med mine test, men tallet var ikke så højt som det burde være på nuværende tidspunkt. De kunne dog ikke udelukke en graviditet, så jeg skulle have taget en ny blodprøve 3 dage senere, for at se om tallet var steget. I løbet af de dage tog jeg igen et par test, hvor stregen dog var helt svag, så selvom jeg prøvede at bevare håbet, havde jeg en bange anelse, som desværre også blev bekræftet ved den nye blodprøve.

Tallet var nu faldet helt og jeg havde haft det, man kalder en biokemisk graviditet. Det var en hård besked at få. Det havde været så vildt at stå med den der positive test og en forhåbning om, at nu skete det virkelig. Og så var det ikke sket alligevel.

Vi kunne desværre ikke komme i gang med næste behandling med det samme, men skulle vente en cyklus, fordi mine æggestokke stadig var påvirkede af behandlingen. Det var lidt hårdt for tiden går jo, og man ville bare gerne videre.

Jeg kunne selv vælge, om jeg ville bruge det fryseæg vi havde, eller jeg ville have taget æg ud på ny. Jeg ville helst bruge fryseægget, selvom de anbefalede det modsatte. Den frygtelige ægudtagning havde sat sine spor, og jeg ville gerne undgå den så længe som muligt. Da de også sagde på klinikken, at der var bedre chancer med et fryseæg, var jeg slet ikke i tvivl.

Jeg blev tilbudt at være med i en forsøgsgruppe, hvor de testede om beskadigelse af livmoderen forbedrede chancerne for at blive gravid. Jeg var villig til at gøre hvad som helst, og jeg sagde derfor ja til dette. Indgrebet foregik ved en kikkertundersøgelse, hvor lægen undersøgte livmoderen og klippede små stykker inde i livmoderen. Noget blev sendt til undersøgelse og noget blev gemt til senere forskning. Selve undersøgelsen var ubehagelig og gjorde også ondt, men igen var jeg et skridt tættere på at få mit ønskebarn.

Jeg begyndte allerede nogle dage inden den forventede menstruation i næste cyklus at pletbløde og det blev mere og mere som dagene gik. På dagen hvor min menstruation burde være kommet, var blødningen stadig ikke kraftig nok til at være en menstruation. Jeg ringede dog alligevel til klinikken for at tilmelde mig behandling, da jeg var bange for at komme for sent. Jeg fik tid til en scanning dagen efter, hvor lægen dog desværre vurderede, at jeg ikke blødte nok til at kunne starte ny behandling, og han ville se mig igen to dage efter. Der blødte jeg dog stadig ikke rigtigt, så han sendte mig hjem igen med besked om at vente til næste cyklus.

Endelig kunne jeg komme i gang med ny behandling og efter endnu en omgang hormoner kom dagen, hvor jeg skulle have sat “guldægget” op. Ægget var ifølge lægen rigtig godt og havde også klaret optøningen fint, så vi havde store forhåbninger på trods af de tidligere skuffelser. Da jeg så ægget på skærmen, tænkte jeg, at det her ville bringe os lykke.

Og jeg fik ret.

Jeg kunne ikke vente til blodprøven, så allerede kort efter ægoplægningen begyndte jeg at tage graviditetsteste herhjemme. Og de var positive! Og i modsætning til tidligere blev stregen mere og mere tydelig, så jeg var ret overbevist om, at vi ville få gode nyheder fra klinikken, når vi skulle have svar på blodprøven.

Vi fik også besked om, at jeg endelig var gravid, men sygeplejersken mente dog, at mit HCG tal var så lavt, at jeg skulle have taget en ny blodprøve. Så vi måtte lige vente yderligere nogle dage, men heldigvis var tallet steget til det dobbelte på 2 dage, så selvom sygeplejersken stadig mente, det var lavt, var jeg glad og vidste, at nu var vores elskede skat på vej til os. Jeg fik en tidlig scanning efter nogle uger, og det var den mest fantastiske følelse endelig at se den lille på skærmen.

Tænk at det endelig var lykkedes!

Det var alle behandlingerne og ventetiden værd. Nu var det bare at nyde graviditeten og vente på, at det lille vidunder kom ud til os.