Når mulighederne inden for fosterdiagnostik både gør det lettere – men også meget sværere …
Tidligere i år var jeg til et meget spændende møde på Rigshospitalet, hvor der blev fortalt om de muligheder, der ligger lige om hjørnet med hensyn til fosterdiagnostik.
I dag tilbydes der nakkefoldscanning og misdannesesscanning for at undersøge, om det lille foster fejler noget. Men det er jo ikke alt, man kan se via en scanning.
Mulighed for tidligt i graviditeten at kortlægge mange af fosterets kromosomer
Forskerne har nu fundet ud af, at det er muligt at tage en blodprøve på moderen meget tidligt i graviditeten, hvori man kan adskille og kortlægge mange af fosterets kromosomer. Så hvis nu f.eks. mor eller far ved, at de er bærer af en arvelig sygdom eller man tidligere har fået et meget sygt barn, kan man i dag få lavet en sådan udredning.
Fint, vil man måske i første omgang tænke … Men bag dette ligger der dog et kæmpe etisk problem:
Hvad nu, hvis du får lavet denne undersøgelse og får at vide, at fosteret ikke fejler det, man i første omgang kiggede efter, men at prøven i stedet viste, at der er en høj sandsynlighed for, at fosteret kan udvikle f.eks. Parkinsons sygdom som ældre eller har en forhøjet risiko for at udvikle tarmkræft… ?
Skal de biologer, som undersøger prøverne, lukke øjnene og sige, at det er ikke det, vi skal kigge efter? Eller skal forældrene have information om alt, hvad er fundet i prøven, så de kan yde optimal forebyggelse eller vælge en abort?
Eller hvad hvis nu man finder, at der i faderens gener er risiko for en specifik form for kræft? Skal han så rundt og fortælle brødre, onkler og hans far, at de er i en risikogruppe?
Pyyyhhh… Der er virkelig mange komplekse problemstillinger forbundet med muligheden for de nye prøver!
Hvad er jeres tanker om kortlægning af fosterets kromosomer?