Close
Oversigt over fostrets udvikling i graviditeten 2:3
facebook pinterest twitter

Oversigt over fostrets udvikling i graviditeten 2:3

mageloesgraviditetsscanningdk 27 oktober 2014, 07:59

Kønsscanning i 2. trimester af graviditeten

Andet trimester (uge 13-24)

Uge 13:

Fostret har udviklet en masse reflekser: Hvis håndfladerne bliver rørt, lukker fingrene i; hvis øjenlågene bliver rørt, vil øjenmusklerne blive stramme. Ansigtet er mere menneskeligt at se på, da øjnene sidder tættere sammen og ørerne er næsten på plads. Læberne kan åbne og lukke. Størrelse: 75 mm fra hoved til hale. Vægt: 20 gram.

Uge 14:

Bevægelserne er mere smidige og nervesystemet er begyndt at virke. Man kan se kinder, og de ydre kønsorganer er nu tydeligere. Størrelse: 80-93 mm fra hoved til hale. Vægt: 25 gram.

 

Graviditetsscanning fra uge 14

Du kan få en tidlig misdannelsesscanning uge 14-18. Som i en tidlig scanning kigger vi efter hjerteaktivitet og antal fostre. Vi måler fosterets størrelse og bestemmer terminen. Derudover gennemscanner vi fosterets organer for større udviklingsfejl.

Uge 15:

Der begynder at komme dunet og ekstra fint hår på huden, som hjælper fostret med at regulere sin kropstemperatur. Det kaldes lanugo. Fostret får øjenbryn og mere hår på hovedet. Og det kan lave mange forskellige ansigtsudtryk som panderynken og grimasser. Det er nu nemmere at bestemme kønnet. Størrelse: 104-114 mm fra hoved til hale. Vægt: 50 gram.

 

Graviditetsscanning fra uge 15

Kønsscanning:

Du kan få en kønsscanning fra uge 15. På dette tidspunkt i graviditeten kan vi se, om det er en dreng eller pige, der ligger i maven. Du får billeder med hjem, og hvis der er tvivl om kønnet, får du en ny tid gratis.

Tryghedsscanning:

Fra uge 15 til 40+ kan du få en tryghedsscanning. Her ser vi, om fosteret vokser og udvikler sig, som det skal. Vi måler fostervandsmængde og bestemmer moderkagens placering og evt. køn. Efter uge 20 estimeres vægten, og vi måler flow i navlesnoren efter uge 25. Du får billeder i 2D og 3D.

Uge 16:

Arme og ben er nu helt udviklede og benene vokser sig længere end armene. Nervesystemet fungerer og fostret kan koordinere bevægelser, da musklerne nu reagerer på impulser fra hjernen. Fostret er meget aktivt, ruller rundt og sparker. Og så sker det, at fostret hikker indimellem. Størrelse: 108-116 mm fra hoved til hale. Vægt: 80 gram.

Uge 17:

Hovedet er efterhånden i proportion med resten af kroppen. Øjnene er stadig lukkede, men de er meget større. Der er mere hår, øjenbryn og nu også øjenvipper samt negle på fingre og tæer. Man kan skelne alle fingre, og fostret kan putte hænderne ind i munden. Det øver også vejrtrækningsbevægelser. Størrelse: 11-12 cm fra hoved til hale. Vægt: 100 gram.

Uge 18:

Små spor af fingeraftryk begynder at dukke op. Fostret bevæger sig meget. Øjnene sidder nu, hvor de skal. Hos drenge begynder prostata (blærehalskirtel) at forme sig. Størrelse: 12,5-14 cm fra hoved til hale. Vægt: 150 gram.

Uge 19:

Man begynder at kunne se brystvorter. Ved piger er vagina, livmoder og æggeleder på plads. Ved drenge er kønsdelene tydelige og genkendelige. Størrelse: 13-15 cm fra hoved til hale. Vægt: 200 gram.

Graviditetsscanning fra uge 19

Misdannelsesscanning: Fra uge 19 kan man tydeligt se organerne og derfor er uge 19 til 23 det mest optimale tidspunkt for en misdannelsesscanning.

Man danner sig et overblik over, hvordan den lille ligger inde i livmoderen, hvor meget fostervand der er og hvor moderkagen ligger henne.

Man scanner fostrets organer for at sikre, at udviklingen er normal. Heldigvis er langt størstedelen af alle fostre sunde og raske.

Hvis du ønsker det, bestemmer vi også kønnet. Du får billeder i 2D og 3D.

Uge 20:

Fostret er nu igennem første halvdel af dets udvikling. Nu begynder sanserne at blive udviklet – smag, lugt, hørelse, syn og berøring. I hjernen sker der også noget i områderne for hukommelse og tænkning.  Man kan nu høre hjerteslag med et stetoskop. Størrelse: 14-16 cm fra hoved til hale. Vægt: 255 gram.

Uge 21:

Fostret har taget ekstra vægt på, hvilket hjælper med at holde varmen efter fødslen. Det sluger en del fostervand, og det er godt i forhold til at træne fordøjelsen. Der er nu smagsløg på tungen. Fostret kan ae sit ansigt, sutte på tommelfinger og lege med navlesnoren. Størrelse: 16 cm fra hoved til hale. Vægt: 300 gram.

Uge 22:

Nu vokser hjernen hurtigt. Huden er mere rød og ikke så gennemsigtig. Den er dækket af lanugo. Fostret er mere vågent og det kan høre samtaler, høje lyde og musik. Hvis moderen klapper på maven, kan fostret vågne. Størrelse: 19 cm fra hoved til hale. Vægt: 350 gram.

Uge 23:

Både ansigt og krop ligner mere og mere en fuldt udviklet babys. Læberne er tydelige, og der er tandknopper under gummerne. Hørelsen er bedre nu, da knoglerne i det indre øre er blevet hårde. Fostret kan bedre høre faderens dybere stemme end moderens højere stemmeleje. Størrelse: 20 cm fra hoved til hale. Vægt: 455 gram.

Uge 24:

Dette er en skelsættende uge, for nu er det muligt, at fostret kan overleve udenfor livmoderen ved hjælp fra læger. Lungerne er stadig meget umodne. Ansigtet får lidt mere sul på, og øjenbryn og øjenvipper er flot formede. Størrelse: 21 cm fra hoved til hale. Vægt: 540 gram.

Billedet: Et foster i uge 15. Kønsscanningen viser, at det er en dreng.

Kilde: Watch me … grow! af professor Stuart Campbell