Jeg fødte en fremmed

Når barnet ikke er, som man lige regnede med… 

Vores datter var 8 måneder, da jeg testede positiv med lillebror. Det var en øjeblikkelig følelse af lykke.. men så kom frygten og nervøsiteten snigende. To børn med 17 måneder imellem, kommer vi dog til at klare det?

Den lille spire var unægtigeligt hurtigere end vi lige regnede med. Den positive test var en stor overraskelse. Men vi var aldrig i tvivl om, at vi skulle have det her barn! Vi har altid sagt, at vores børn skal have søskende.

Forskellige graviditeter 

Og graviditeten fløj afsted, med lynets hast. Jeg var så utålmodig i første graviditet, men denne gang kunne jeg slet ikke følge med og tiden gik alt for hurtigt. Kender i det der med, at man i første graviditet næsten kunne svare på hvor mange minutter siden, baby blev undfanget? Well, anden gang måtte jeg flere gange pinagtigt indrømme, at jeg ikke var sikker på hvilken uge jeg var i, for derefter at hive telefonen frem og tjekke min graviditetsapp. Jeg har ofte hørt, at graviditeten ikke er ligeså magisk og spændende anden gang. Jeg troede ikke på det, men måtte jo så også indrømme, at det i mit tilfælde alligevel var sandt nok. Hovedet var bare fyldt med så meget andet. 

Graviditeterne var meget forskellige. Om det bunder i, at det var to forskellige køn, kan videnskaben nok ikke give et endegyldigt svar på.

Min første graviditet var i korte træk sådan her:

  • Intens heldagskvalme fra positiv test indtil uge 12 – herefter ingen kvalme.
  • Ingen appetit, men alligevel hurtig og eksplosiv vægtøgning.
  • Hurtigtvoksende mave.
  • Uren hud og ekstrem tør hud.
  • Stærkt hår og ingen fældning.
  • Humørpåvirket pga hormoner.
  • Cravings som: æbler, kirsebær, vindruer og appelsiner.
  • Flere omgange blærebetændelse.
  • Begyndende svangerskabsforgiftning fra uge 20.
  • Ektremt opsvulmet med væske i kroppen fra uge 20 og frem.
  • Jeg følte mig generelt meget syg og mistænker begyndende fødselsdepression allerede i graviditeten.

Min anden graviditet var sådan her:

  • Let kvalme som kom og gik hele graviditeten.
  • Stor appetit og sjælden følelse af mæthed.
  • Langsomtvoksende mave. Da jeg var halvvejs kunne jeg på billeder se, at maven var større første gang.
  • Huden var meget lidt påvirket af graviditeten.
  • Fældede meget.
  • Humøret var ikke besynderligt påvirket.
  • Cravede sour cream & onion chips de første par uger, herefter ingen nævneværdige cravings.
  • Sygemeldt med slem bækkenløsning.
  • Først begyndende svangerskabsforgiftning en uge over termin.
  • Først væske i kroppen og stor vægtøgning de sidste tre uger.
  • Generelt bedre velbefindende, trods store smerter.

At børnene viste sig at være endnu mere forskellige, havde vi alligevel ikke regnet med.

De første seks måneder med vores datter, var MEGET hårde. Hun var meget svær at få til at sove og hun græd utrøsteligt fra kl. 20-02 HVER aften/nat, uden undtagelse.

Hun var vores første barn. Folk havde jo sagt, at det er hårdt med spædbørn, så vi lagde ikke mere i det og kæmpede os igennem. Så vi var meget nervøse for barn nr. to. Vi havde svært ved at se hvordan vi skulle komme igennem sådan en omgang igen, når vi samtidig også havde vores datter.

Tiden med vores datter

Vi kunne ikke ligge hende fra os. Hun var kun i ro og glad, når hun blev holdt. Efter hun blev to uger, blev det kigszone hjemme ved os. Fra klokken slog 20 og indtil omkring klokken 02 om natten, vadet vi huset tyndt og vuggede hende i vores arme, fordi hun var utrøstelig. Vi tog vagter af to timer, hvor den ene kunne sove, mens den anden gik rundt og vuggede en ulykkelig baby. Når hun så endelig sov, vågnede hun HVER TIME – hver time uden undtagelse – for at spise. Jeg brød tit grædende sammen efter en hård dag, når hendes far kom hjem og endelig kunne overtage. Jeg var nået udover grænsen for almindelig træthed. Jeg mistede ord imens jeg snakkede. Jeg har fået at vide efterfølgende, at det var som at snakke med en tom skal. Jeg levede i en tåget verden, hvor jeg ikke kunne fokusere.

Men jeg havde jo fået at vide, at det er hårdt med spædbørn. Jeg havde jo heller ikke rigtig noget andet at sammenligne med. Noget inden i mig sagde, at det her var helt normalt, hvorfor vi ikke undersøgte det nærmere.

Da hun var fire måneder, endte jeg med fødselsdepression og angstanfald. Jeg kunne ikke køre bil. Jeg kunne ikke være i et supermarked.

Så DERFOR frygtede jeg lillebrors ankomst. Det var ikke længe siden sidst – jeg huskede det tydeligt og var sikker på, at lillebror ville blive en klon af sin søster. Men det var ikke tilfældet, hverken af udseende eller sind!

Og de første par uger gik nemt. Jeg gik dog og ventede på, at han ville eksplodere – altså ligesom vores datter. Han var nem, han er nem, men jeg havde svært ved at nyde det, for jeg ventede på, at skulle kæmpe igen. Nu er han tre måneder, og det er ikke sket endnu. Jeg går aldrig og kigger på klokken og venter på min mand, fordi jeg har behov for, at han tager over. Jeg kan faktisk lide, at være selv hjemme med ham.

Han vil gerne sove. Han er nem at putte. Han kan sove længere end en time. Han vil både hygge og sove i barnevognen. Vi kan bruge viklen. Amningen kører. Han vågner cirka tre gange om natten for at spise. Han vil gerne ligge på maven. Jeg er glad denne gang. Stadig ofte træt, men intet i sammenligning med første gang. Han er et andet barn, jeg er en anden slags mor. Jeg troede vi kendte det barn der kom – vi var sikre på, at det blev hårdt og vi var klar til at kæmpe. Men han er helt fremmed og slet ikke som vi frygtede. Tænk, jeg nyder min barsel!

Vores datter ville ikke sove. Hun var umulig at putte. Hun sov maks en time af gangen. Hun skreg i barnevognen. Hun skreg i viklen. Hun skreg i bæreselen. Jeg kæmpede med amningen og mælkeproduktionen. Hun ville ikke ligge på maven. Jeg var generelt meget ked af det. Og sådan var de første seks måneder.

Når jeg fortæller læge og sundhedsplejersken, at det hele er nemmere denne gang, får jeg følgende svar: “nu har du jo også prøvet det før” og “du slapper nok mere af anden gang”. Men jeg tror ikke, at det er dét. Der er noget andet i spil. Det er to forskellige – meget forskellige børn.

Heldigvis er vores datter jo ikke sådan længere. Og jeg ville aldrig bytte hende ud. Men én ting er sikkert, jeg er glad for, at vi fik den svære omgang først og den nemme omgang her anden gang. Tænk hvis vores børn var kommet i modsatte rækkefølge!

Hatten af for jer, som har små børn i forvejen og efterfølgende fået børn med kolik, refluks, skader eller andre sygdomme, som gør, at man kæmper lidt ekstra i hverdagen.

Er jeres børn også meget forskellige?